Forfatter Victor Boy Lindholm har et vildere forhold til fisk og kålhoveder end dig: “Det ser sygt ud”

Og så elsker den romanaktuelle forfatter underholdning, der minder om klassisk, dansk flow-tv.

For fem år siden blev forfatter, foredragsholder og freelancejournalist Victor Boy Lindholm ramt af et voldsomt begær efter at fange en stor havørred nær København.

Sådan lyder første linje på bagsiden af hans nye bog ‘Hver dag er et nyt håb’, som handler om at fiske i en natur, der er i konstant forandring.

Det er ikke første gang, 35-årige Victor Boy Lindholm kaster sig hovedkulds ind i et projekt, der tager afsæt i naturen. I 2023 udgav han ‘Isbogen’, der handler om, hvordan isen har formet vores verden, og han har tidligere brugt måneder på at cykle gennem Europa for at skrive essaysamlingen ‘Stræk tiden’ (2016), hvor han funderer over historien, samtiden og selve det at cykle.

Han har for vane at bruge sin egen krop som laboratorium i sit arbejde. Uanset om det gælder pedalomdrejninger eller fisk, kredser hans projekter om det samme: trangen til at forstå vores verden og natur gennem handling.

Og så har den pludselige, altoverskyggende besættelse altid været et af hans definerende karaktertræk, fortæller Victor Boy Lindholm, da vi fanger ham til denne uges omgang af ‘Status’.

Læs med her for et indblik i, hvad den romanaktuelle forfatter er særligt optaget af nu for tiden. Og for at lære, hvad man nok skal holde sig fra at bruge ChatGPT til.

Status

Hvad ser, læser, spiser, lytter og gør du for tiden for at give hverdagene værdi? Og hvad gør du for lidt? Det spørger Heartbeats nogle af tidens mest interessante folk om i ‘Status’.

Hvad er det første du læser hver morgen?

Min Instagram, desværre. Og så scanner jeg nyhederne. Og så prøver jeg på at lægge telefonen væk igen.

Hvad er din favoritavis?

Information, som jeg selv har skrevet for. Det var en helt definerende avis for mig, da jeg var teenager og mødte den for første gang i min kærestes forældres hjem. Her oplevede jeg et holdningsfællesskab på skrift, jeg kunne identificere mig med.

Hvad holder dig vågen om natten?

Jeg er helt vildt god til at sove. Hvis jeg er overvældet, lukker min krop fuldstændig ned, og intet kan vække mig.

Hvad gør du for at finde ro?

Jeg gør mange af de ting, andre normalt finder ro i, for at dæmpe en rastløshed. Lystfiskeri for eksempel. Men for mig er passion også til tider besættelse. At prioritere tid med min helt nære familie gør mig rolig.

Hvad er din største last?

Min rastløshed og tendens til besættelse er både gift og medicin. Jeg har bygget både mit arbejde og privatliv op omkring den, men det kan også tendere til socialt selvmord, hvis jeg bliver for opslugt.

Hvad spiser du, når ingen kigger?

Jeg skammer mig ikke over mad. Men måden jeg spiser på, når ingen kigger, er lidt speciel. Jeg bliver ligeglad med at skære tingene ud. Lige nu elsker jeg kål og kan finde på at spise det, som var det et æble. Altså gå rundt og gnave af et kålhoved. Det ser sygt ud.

Hvad spiser du rigtig tit?

Leverpostejsmadder. Er der reelt set noget, man spiser mere?

Hvad er din underlige besættelse lige nu?

Dansk landskabshistorire. Lige nu læser jeg alt, hvad jeg kan om genoprettelsen af Skjern Ådal, for eksempel.

Hvad lytter du til for tiden?

‘Vil du noget?’, det nye nummer fra Guldimund. Det er vildt at nå en alder, hvor der er nostalgiske tidsportrætter, man kan relatere så dybt til. Det er virkelig hymnen om at vokse op i 00’erne.

Hvad ser du for tiden?

‘Beier på Alpehotellet’ ser jeg med den største passion. Jeg holder mig til det mere letfordøjelige fjernsyn efter at have fået børn. Som far er jeg blevet meget sensitiv overfor forfærdelig, barsk fiktion. Jeg kan slet ikke have det, jeg græder hele tiden.

Foto: Kenneth Pihl Nissen

Victor Boy Lindholm

Født i 1991 og opvokset i Værløse nord for København. Bor på Amager med sin kæreste og deres to børn. Har læst litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Tidligere har han blandt andet udgivet digtsamlingen ‘Hyklertrilogien’ (2020), romanen ‘En del af hjertet går ud af kroppen’ (2022), og er nu aktuel med bogen ‘Hver dag er et nyt håb’, der handler om at fiske i en forandret natur.

Hvilken ting gør dit liv lettere?

Mit kladdehæfte. Det er der, jeg kan skrive mine bøger bedst uden at blive distraheret. Og så vil jeg gerne slå et slag for Aula, den ellers meget forhadte app. Jeg synes faktisk, det er en stor gestus, at pædagogerne tager sig tid til at opdatere mig om mit barns dag, selv når de har alt muligt andet at tage sig til.

Hvem inspirerer dig indenfor dit felt?

Pernille Stensgaard. Kæmpe stjerne. Da jeg læste hendes roman ‘Hvad jeg ved om kvinder på heste’, var det en åbenbaring. Hendes præcise måde at dosere stoffet på har haft stor indvirkning på, hvordan jeg skriver mine egne tekster.

Hvor får man det bedste måltid i København?

Sakura, som er en japansk-koreansk restaurant i Møntergade, hvor maden er helt vildt lækker og til at betale. Min kæreste er adopteret fra Korea, og vi er tit på jagt efter god koreansk mad i København. På Sakura føles det faktisk, som når vi har været ude at spise i Seoul.

Hvor er dit yndlingssted i byen?

Kalvebod Fælled. Jeg har taget meget derud med min datter for at kigge på heste og køer, der græsser. Jeg synes, det er vigtigt, at hun får en relation til det, der er udendørs, selvom hun vokser op i byen.

Og så har jeg et hemmeligt fiskespot, som er mit absolutte yndlings. Men det kan jeg ikke afsløre.

Hvad gør du for lidt?

Jeg køber for lidt tøj til vores børn. På den front har jeg opdaget, at jeg alligevel er underlagt nogle kønsnormer, selvom jeg ikke helt vil være ved det. Det vil jeg gerne blive bedre til.

Hvad er det bedste råd, du har fået?

Jeg ved ikke, om det er det bedste, men der er et fra min far, jeg nogle gange tænker på. Han er gammel politibetjent, og der havde de talemåden: “Man må skide eller hoppe af potten”. Det tænker jeg nogle gange på, når jeg har svært ved at tage en beslutning, komme i gang eller komme videre.

Hvor er dit happy place på internettet?

Den svenske filminstruktør Rolf Nylinder har en fænomenal Youtube-kanal dedikeret til lystfiskeri. Det er mit happy place.

Hvem ville du ikke kunne modstå at tage en selfie med?

Anna Tsing, som er en amerikansk antropolog. Jeg vil allerhelst bare gerne møde hende for at snakke om vores fælles syn på mennesker og natur.

Hvad brugte du senest ChatGPT til?

Til at ødelægge min krop! Jeg prøvede at få den til at lave et træningsprogram til mig, fordi jeg som led i arbejdet med min næste bog skal løbe et marathon. Men det har fucket mit venstre ben helt op. Jeg skal have fat i min gamle atletiktræner nu.

Hvad er din skærmtid?

På telefonen er det 2,5 time. Målet er 1,5.

Hvad ville du ønske flere mennesker kendte til?

Hvor skabte vores landskaber er. De fleste af os ved ikke, hvad det betyder, at “omlægge naturen” og gøre den “mere vild”. For vi kender ikke historien om, hvordan vores natur er blevet, som den er i dag. Derfor har vi også svært ved at forestille os et alternativ.

Hvad er det sidste du gør hver dag?

Jeg tjekker, om mine børn har dyne på. Og så lukker jeg øjnene i. Jeg skal lige blive bedre til at læse igen, inden jeg går i seng.

Find mere om
Footer graphics