Forfatter Geir Gulliksen: “Jeg har altid følt det som et fængsel at leve det effektive liv, hvor man er stærk og løber hurtigt”

For år tilbage sad Geir Gulliksen til et middagsselskab. Der var mænd og kvinder, og med små mellemrum forlod en af dem bordet for at gå på toilettet. Det var der ikke noget underligt i. 

Men hver gang en af mændene gik på toilettet for at tisse, kunne de allesammen følge med i, hvordan strålen ramte vandoverfladen nede i kummen. Den der umiskendelige, monotone rungen kender alle. 

Geir Gulliksen undrede sig. Selv sidder han helst ned (for at undgå griseriet, siger han), og da han selv på et tidspunkt kom tilbage efter et toiletbesøg, sagde en af de andre mænd til ham: “Jeg hørte dig slet ikke?”

Han kunne lige så godt have sagt, “er du ikke en mand?” Hvilket selvfølgelig er et tåbeligt spørgsmål, for det er Geir Gulliksen. Men i modsætning til de andre mænd den aften, nægtede han ligesom bare at gøre opmærksom på netop det. Geir Gulliksen er nemlig ganske uinteresseret i at hævde sin egen maskulinitet. En ret sjælden mand er, hvad han er. 

Når maskuliniteten kræver at blive hævdet igen og igen for at holde sig kørende, må den ifølge Geir Gulliksen være skrøbelig. Hvorfor det er sådan, prøver han at forstå i sin nyeste bog, essaysamlingen ‘Hvis jeg var mand’. Her reflekterer han over mandetisning og betragter forskellige hverdagsscener gennem et kønskritisk prisme: Hvorfor oplever han for eksempel, at butiksansatte kvinder ikke tror, at han kan finde ud af at købe tøj til sine døtre? Hvorfår går mænd ikke med røde paraplyer? Og hvorfor nedgjorde hans far ham for at spille guitar? Den slags. 

I titlen på hans bog mere end antyder forfatteren, at forholdet til hans eget køn er ambivalent. 

Som han sidder der overfor én, på en hvid stol ved et hvidt bord i et lavloftet mødelokale på sit danske forlag i Læderstræde, er han umiskendeligt en mand. I hvert fald på det ydre. Men hvilken mand er han virkelig?

“Ja, det ved jeg ikke. Det har altid været frygtelig vanskeligt for mig at identificere mig med det mandlige. Som lidt yngre mand kan man lege sig lidt frem og være en slags androgyn-type, som jeg var i mange år. Men når jeg ser mig i spejlet nu, så ser jeg ikke længere det androgyne. Pludselig ser jeg mere selvsikker ud. Uden at være det. Bare den der tyngde, som jeg er begyndt at få i ansigtet, skaber et udtryk af en slags selvsikkerhed,” siger han og ligner en, der lige har spist noget med en forkert og bitter bismag.

“Mit egentlige mål har jo været at leve et liv, hvor jeg ikke tænker på køn. Og det tror jeg gælder mange flere af os, end man skulle tro. Jeg har et ganske godt liv, men jeg har det vanskeligt med mig selv, og det har jeg altid haft. Jeg har ikke lyst til at være mig.”

Hvem vil du være?

“Hvem som helst bare ikke mig. Men i mit tilfælde så har det været godt. For det har givet mig en mulighed for at træde ud af mig selv og se ham, jeg skulle forestille at være, men ikke identificerer mig med. Det er ikke det dummeste, der kan ske,” siger han. 

Han fortæller, at han modarbejder sin egen mandighed, så godt som han kan. Hellere det end at acceptere den. Det handler om at revidere de negative forventninger, der hersker til det at være mand – men også fordelene.

“Når jeg er ude i verden og snakker til nogen, så mærker jeg jo nu, at de ser en voksen mand. Når jeg siger noget bestemt i verden, så bliver det hørt. Og det er virkelig ubehageligt.”

Ubehageligt?

“Jeg vil ikke blive hørt af den grund. Jeg vil blive hørt, fordi jeg har en tydelig stemme, og fordi jeg har formået at formulere noget, som andre kan bruge. Jeg ved, hvordan det er på den anden side – at unge kvinder må arbejde enormt meget hårdere for at blive hørt.”

Arbejdede og brækkede sig

Geir Gulliksen har nu faktisk formået at formulere noget, som andre kan bruge. Han debuterede som forfatter i 1986 og har sideløbende med et job som forlagsredaktør skrevet romaner, børnebøger og digte. Han fik et reelt gennembrud i 2017 med romanen ‘Historie om et ægteskab’, der blev nomineret til den fornemme Nordisk Råds Litteraturpris. Siden da har han udgivet flere romaner, der har undersøgt – og skabt norsk debat – om det moderne parforhold, køn og utroskab.

Sagt på en anden måde: Han har arbejdet ret hårdt. I en periode også for hårdt.  

“Den værste periode i mit liv var, da jeg var nogle og 40 år. Da arbejdede jeg fuldtid på forlaget, og jeg var så travl, at livets sårbarhed blev væk for mig. Jeg glemte at problematisere det mandlige: Jeg løb bare hurtigt, gik i jakkesæt, kørte en masse bil, talte i telefon hele tiden og arbejdede alt for hårdt. Men jeg blev ulykkelig og meget trist af det, og når jeg kom hjem fra arbejde, gik jeg ud for at kaste op,” siger han.

Hvorfor det?

“Jeg har altid følt det som et fængsel at leve det der effektive liv, hvor man er stærk og løber hurtigt, og i de der år ødelagde det mig næsten. Jeg blev trist, rigtig trist, men på en dårlig måde.”

Han har respekt for, at der findes mænd, for hvem det er en enorm glæde at leve som typiske mænd. Hvor det at være mand er en ukompliceret sag, fordi der er helt klassiske normer for, hvordan man skal opføre sig. Selv har han været en del af den nye middelklasse, som voksede frem i Norge, hvor det blev en fest at være mand og at være kvinde med stort M og stort K, som han siger. 

“Mænd kørte hurtigt på ski og cyklede og gik i skoven og dyrkede jagt og alle sådan nogle ting. Og for kvinderne blev det så indretning, mad og børneopdragelse. Det så ud som om, det fik en ny kraft for mange. Og jeg har måttet sige til mig selv mange gange, at jeg jo ikke skulle se ned på det. Men jeg tror stadigvæk, at det meget hurtigt kan blive et fængsel. Jeg tror, det kan have en pris, og at man kan blive ensom, hvis man dyrker en mandlighed, hvor sårbarheden skal minimeres så meget som muligt,” siger han. 

Vi har jo alle behov for at blive set på som objekter, ikke sandt? Men ikke hele tiden. Ikke af alle.”

I ‘Hvis jeg var mand’ kalder Geir Gulliksen det en “tyngende forenkling” af menneskeheden, at vi deler den op i det mandlige og det kvindelige. På et tidspunkt kalder han opdelingen decideret melodramatisk. 

“I mange sammenhænge synes jeg, det føles som et teater. Og i den middelklasse-kultur, som jeg har været en del af i mange år, er der mange, som har utrolig stor glæde af det, men jeg er selv bare blevet fortvivlet. Hvis jeg møder en kvinde, som dyrker det der teater, så vil hun have bestemte forventninger til mig. Og hvis jeg kan mærke det, kan jeg ikke være i samme rum som hende, jeg kan ikke snakke med hende, og så må jeg gå,” forklarer han. 

De fleste af de kvinder, han selv har været sammen med, har haft det på samme måde, fortæller han. De har følt en ambivalens overfor det kvindelige, især på grund af den gruppedannelse, der ofte kan opstå i sociale sammenhænge. Mænd hænger ikke ud med kvinder og vice versa. Hvis man ikke føler sig hjemme i sin gruppe, bliver man forfærdeligt ensom, mener han, og han anerkender ikke, at det store kønsteater er en fordel, når mænd og kvinder skal nærme sig hinanden seksuelt.  

“Når jeg har flirtet, så har det ikke været på en specielt skematisk mandlig måde. Og de kvinder, jeg har flirtet med, har heller ikke gjort det på en skematisk kvindelig måde. Så jeg tror, at det rum er uendelig meget større. Men når man kommer ind på seksualiteten, kommer der en anden form for teater ind, tror jeg, som ofte handler om leg. De romantiske roller har et større rum, som man kan dyrke i minutter af gangen, men ikke hele tiden.”

Er du aldrig stolt af at være mand?

“Nej, det er jeg ikke stolt af. Hvorfor skulle jeg være det? Jeg er jo tilfældigvis født som mand. Ting jeg er stolt af, har ofte været ting, som ikke føles specielt mandlige. Jeg er stolt af mine børn.”

I mange år har Geir Gulliksen følt, han stod alene med sin tvivl. Derfor er han glad for, at vi i dag diskuterer køn ud fra nogle langt mere åbne kategorier. Men der også et aber dabei. Hele idéen om, at man kan finde ud af, hvem man virkelig er, og på den måde blive i stand til at stå ved sig selv (og gerne ethundrede procent) er nemlig også kompliceret.

“Begge dele handler om at finde en måde at kunne leve med sig selv og andre på. Men jeg tror, at den der idé om en meget tydelig identitet skaber en voldsomt stor sårbarhed. Det flydende føles helt umuligt, men den tryghed, man søger ved at mejsle en identitet ud, risikerer at være svær at finde, fordi vi jo forandrer os. Der er mange sider af dig selv, som du ikke vil anerkende, og du risikerer, at der findes noget i dig, som du en eller anden dag får lige i ansigtet.”

Feminismen var en redning

Geir Gulliksen blev feminist allerede som ung skoledreng, hvor han gemte sig på biblioteket for at læse bøger om rødstrømpebevægelsen. I dag er han ikke tvivl om, at feminismen har været en redning for ham, og at han havde været et ulykkeligt menneske uden den.

“Det, som stod mellem linjerne, i alt det jeg læste dengang, var, at du kan forandre dit liv. Du kan arbejde med, hvem du er. Og hvis du ikke holder dig selv ud, så findes der fortsat håb. Og du kan påvirke, hvilket liv du lever, og hvilket menneske du vil være. Det var det, som var redningen,” forklarer han. 

I ‘Hvis jeg var mand’ beskriver han, at det også var feminismen, der reddede ham fra at blive en mand, der ikke hører ordentligt efter derhjemme og altid er på vej ud af døren og synes, at hans kone beklager sig på forkerte tidspunkter over ting, som han ikke mener er så slemme endda. Sådan er han, indrømmer han, stadig nogle gange, men ikke hele tiden.   

“Fejlen ved at være sådan er, at man overlader det til de andre at tage emotionelt ansvar i et rum. Hvis du dyrker den mandlighed, som er tilgængelig for de fleste, og som forsøger at være vild og udtryksløs for at være effektiv og få ting til at ske, så sker det på bekostning af de andre i rummet. Fordi nogen må altid tage det emotionelle ansvar,” siger han. 

Er det ikke netop det positive ved maskuliniteten at kunne bide tænderne sammen, selv når det er hårdt? Ser du ikke nogle begrænsninger ved hele tiden at tage emotionelt ansvar for sig selv og for andre?

“Jo, det er der jo nok. Men jeg tror, at potentialet er undervurderet. Og det at kunne køre på og ikke tage ting ind, at være reckless med sig selv, som er klassisk mandligt, tror jeg i længden ikke er særlig sundt for nogen,” siger han.

De mænd, som lykkes med at få forhold og relationer, bliver en slags genbrugsvare”

Det værste, der kan ske, når du har det forfærdeligt, er ifølge Geir Gulliksen, at der er nogen, som siger til dig, at det slet ikke er så farligt. At man bare skal komme op på hesten og ryste det af sig. Det man trænger til er, at nogen forstår en.

“Det tog mig lang tid at lære. Jeg troede i mange år, at jeg bare måtte klare mig. Problemet med dét er, at man bliver så vant til det, at man bliver bange for sin egen sorg, og man bliver bange for andres fortvivlelse og dem, der bryder sammen. Og ender man først der, så er man ude i noget, som jeg ikke tror er sundt.”

Den automatiserede begærsmaskine

I det hele taget har Geir Gulliksens vrangvillighed overfor sit eget køn kastet ham ud i en lang læringsproces gennem livet. Sommetider også på den måde at han har skullet aflære sig selv visse ting. For eksempel det at kigge på kvinder på gaden, som han på et underbevidst plan har fundet attraktive. 

Den slags ukontrollerbare impulser, som mange givetvis slet ikke bemærker, at de har, har han det slet ikke godt med. Derfor bekæmper han dem. Spørgsmålet er, om det ikke har nogle slagsider at tøjle de mandlige og kvindelige instinkter i os allesammen. 

“Nej, det tror jeg egentlig ikke. Jeg oplevede pludselig, at det var en tvangsmæssig ting, at jeg vendte mig om efter kvinder, som jeg ikke engang kunne lide. Kvinder, som jeg ikke engang ville ønske at være sammen med, men som havde noget, der gjorde, at jeg måtte tjekke dem ud. Jeg tror ikke, det er skadeligt at aflære sig den der automatiserede begærsmaskine. Jeg tror, det er lidt godt,” siger han. 

Det er næsten aldrig forkert at blive mere bevidst om, hvem man er, og hvad man gør, mener Gulliksen. Men han understreger, at han ikke er ude på at forbyde noget som helst.

“Vi har jo alle behov for at blive set på som objekter, ikke sandt? Men ikke hele tiden. Ikke af alle. Ikke på alle mulige måder. Der kræves en musikalitet i alt. Alt menneskeligt. Det er ikke sådan, at det nødvendigvis føles særlig hyggeligt eller opmuntrende at blive set på med sådan et blik. Særligt ikke for unge piger, som ses på af voksne mænd.”

Gode mænd genbruges

Geir Gulliksen er selv far til fem. Han tror ikke på, at mænd og kvinder er forskellige, når det handler om evnen til at drage omsorg for børn – såvel som overfor hinanden. Det er et udtryk for en forkert kassetænkning, at det i mange tilfælde ender med at være kvindernes opgave at tage det emotionelle ansvar. 

“Men der sker jo fortsat det forunderlige, at ligestillede par med børn går fra hinanden, og så deler de omsorgen en stund, og så ender børnene alligevel med at bo hos mor, og så har de en far, som de i bedste fald besøger. Hvad er der sket? Eller hvad er der ikke sket? Jeg tror, at den slags ting tager virkelig lang tid. Og hvis vi ønsker ligestilling, når det gælder omsorgsevner og omsorgsmuligheder, så tror jeg, at vi må indse, at det tager længere tid, end man skulle tro. Så ved jeg godt, at der altid findes mennesker, som siger, nej, kvinder har større omsorgsevne end mænd, og måske er det rigtigt. Men jeg tror, det er forkert. Det er ikke selvfølgeligt. Det er et valg at tro på det,”

Hvordan forklarer man, at omsorgsdelingen hos fraskilte par ofte ender, som du beskriver?

“Der er jo store individuelle forskelle, men jeg tror, at mænd som gruppe har vanskeligere ved at leve alene. Og at kvinder har større selvtillid som gruppe med hensyn til at leve alene med et barn. Ofte sker der det, at mænd går ind i et nyt forholdt og etablerer en ny familie, og det vil vældig ofte føre til, at barnet på en eller anden måde stødes lidt ud. De får et andet rum hos moren. Jeg har jo selv gjort akkurat det. Jeg er gift for tredje gang og har næsten aldrig levet alene. Jeg har mine egne grunde til, at det er blevet sådan, men jeg tror, jeg må indse, at det også har noget med kønnene at gøre.” 

Alligevel er det et voksende problem, at flere og flere mænd lever alene … 

“Det er noget andet. Det handler jo om, at de ikke klarer det at finde nogen. Mit indtryk af statistikkerne, som jo er interessante, er, at de fleste af disse mænd ikke er særlig glade for at bo alene. Det er ikke det, de ønsker. Men der er også en anden problemstilling her, som er rigtig vigtig og lidt vanskelig at forholde sig til, nemlig at det er ret typisk, at de mænd, som lykkes med at få forhold og relationer, også bliver en slags genbrugsvare. På det område er jeg selv helt typisk. Jeg har tre kuld børn, og det er jeg ikke særlig stolt af, selvom jeg selvfølgelig er stolt af mine børn.”  

Du startede med at sige, at du ikke vidste, hvilken mand du var. Nu siger du, du er en typisk mand …

“Ja, på visse områder, og på visse områder har jeg ikke været i nærheden af at være en typisk mand. Det er det, der er forbandelsen ved at tale om køn. Man ender op i kategorier, hvor de virkelig interessante erfaringer bliver usynlige. Det er også derfor, at det måske er bedre at skrive skønlitterært om disse problemstillinger, for der findes mindre påståelighed og en anden konkretion i den form. Derfor forsøger jeg at skrive essays, der nærmer sig det skønlitterære og spørgende.”

Hvordan kommer fremtidens maskulinitet til at se ud, hvis det står til dig?

“Jeg har et håb om, at den bliver mindre rigid. Og det kan man sige, at den allerede er blevet. Der er sket meget, men jeg tror, der er langt igen. For hvis du ikke lever op til maskuliniteten, så er det så ydmygende. Og dér tror jeg stadig, der er langt igen – det skal ikke være ydmygende at afvige fra det maskuline. Det er uhyre interessant at se på, hvordan det kvindelige er blevet enormt meget større på ganske kort tid. Sanktionerne mod ikke at leve op til det maskuline er bare hårdere og kommer nok til at være det en god stund endnu.”