På mange måder virker det som verdens største paradoks. At vi her i Danmark, et af verdens rigeste lande, har en tendens – og ikke bare en almindelig tendens, en kæmpemæssig tendens – til at købe billigt lort fra Kina.
I sidste uge kom det frem, at Temu er det næstmest besøgte handelssite online, kun overgået af Zalando. Måske ved du ikke helt, hvad Temu er, måske har du bare handlet der lidt tilfældigt, fordi du faldt over et knaldtilbud på balloner eller et par solbriller til 17 kroner. Det er en fælde, mange falder i, fordi man stort set kan få alt. Og altså, ekstremt billigt.
Her for leden fik min kollega en reklame for en imponerende livagtig maske, som ville få dens kommende ejermand til at ligne en stor kat med pels og det hele. Wauw! Ja. Den kostede ingenting. Men jeg vil æde min gamle hæklede bøllehat på, at den ville ligne noget, der er løgn i virkeligheden.
Problemerne med at handle på Temu er beskrevet vidt og bredt. Dels lever deres produkter ikke op til europæiske standarder, hvilket blandt andet betyder, at mange af dem kategoriseres som sundhedsskadelige – ifølge Dansk Erhverv er 95 procent af legetøjet fra Temu decideret farligt for børn. Og dels er det temmelig svært for os som handlende at vide sig sikker på, at de er produceret under acceptable forhold.
Læg dertil det absurde faktum, at de varer, du køber på Temu, er fløjet til Danmark i det mest forurenende befordringsmiddel, der findes. En flyver. Sammen med Shein sender Temu mellem 4000-5000 tons pakker ud i verden hver dag. Det svarer til 100 fragtfly fra Boeing, og det betyder, at de praktisk talt er i gang med at overtage luftrummet.
Temu er for godt til at være sandt, siger eksperterne. Og det har de sådan set ret i, bortset fra at det slet ikke er godt målt på nogen som helst parametre ud over prisen.
Historierne om bluser, der ikke passer, elektronik, der går i stykker, og legetøj, der ikke fungerer, er utallige. Jeg talte med en, som havde købt et par strømper, som efter en halv dag lugtede af afføring. Yikes! Hvorfor? Det ved ingen. Til DR siger adspurgte Temu-kunder, at deres tøj lugtede kraftigt af benzin, og at de derfor ikke gad at bruge det. På alle ledder og kanter står det bøjet i neon, at det her kinesiske shopping-eventyr er gået fuldstændig galt.
Politisk er man opmærksom på situationen, især fordi vores frihandel med det kinesiske marked er i gang med at undergrave det europæiske, simpelthen fordi priserne er konkurrenceforvridende. Efter min mening burde man sætte en prop i foretagendet. Hvad er vi bange for? At kineserne kommer og tager pandaerne ud af zoo?
Dybest set mener jeg dog ikke, at det er et politisk ansvar, men at vi som forbrugere skal tænke os grundigt om. Enhver med øjne i hovedet og en 9. klasses eksamen ved udmærket, at man ikke skal handle på Temu. Indenfor adfærdsforskningen kalder man det strudse-syndromet, at forbrugerne stikker hovedet i busken, når de handler billigt lort, for at undgå at se deres samvittighed i øjnene.
Men danskerne vil åbenbart hellere have lort end en ren samvittighed, så længe prisen er lav, uagtet om det så handler om mad, tøj eller ligegyldige ting til hjemmet, og det vil for evigt være mig en gåde, at vi ikke er nået til et højere udviklingsniveau i 2024. En af landets største discountkæders slogan er ‘Det rigtige sted at spare’, og jeg tænker altid, at det er fuldstændig omvendt. Mad er det forkerte sted at spare.
Pointen er, at danskernes folkesportsagtige fokus på at spare penge i det hele taget er absurd. Hvad blev der af smagen for kvalitet? Hvad blev der af less is more? Det er på alle tænkelige måder på tide, at vi lærer værdien ved at nøjes. Der er intet på Temu, som du ikke kan leve uden.
Temus slogan er ‘shop like a billionaire’, og det er selvfølgelig inciterende, især for teenagere og folk, hvor pengene er få. Men for alle os andre gælder det om at styre sig. Lad os stoppe det kolossale overforbrug, der er har varet ved alt for længe, lad os ikke eskalere det. Vi kan og skal være bedre end det.
