Der er roligt i de ellers travle børnefamiliers kalendre i år. December plejer at være sådan en måned, hvor man løber spidsrod mellem klippe-klistre-dage med æbleskiver, Lucia-optog i børnehaven og juleafslutning til svømning. Efterfulgt af juleafslutning til dans. Efterfulgt af juleafslutning i klassen. Med de samme tørre pebernødder og papkrus med færdiglavet gløgg og påtvungen SFO-sniksnak. Alt sammen hyggelige og sociale ting, men mængden af arrangementer, man som forældre (og børn) forventes at deltage i, stiger år for år. Derfor ender december ofte med at blive mere udmattende end hyggelig.
Mange forældre med små børn i det her land vil kunne nikke genkendende til, at kravene til det moderne, danske forældreskab efterhånden kræver en deltidsansættelse med løs bagkant og/eller en personlig assistent. Gerne en med sans for pakkekalendre, drillenisse-lege og et sirligt forhold til at overholde kalenderlysets tal. Og når man endelig har overstået det sociale hækkeløb kaldet december, og julefreden sænker sig med den længe ventede juleferie, så bliver mange af os straks syge, fordi vi har stresset i ugevis.
Når jeg tænker tilbage på min egen barndom, kan jeg ikke huske en eneste gang, hvor mine forældre blev bedt om at tage julenissen med hjem og sove for at skrive en udførlig dagbog, gerne suppleret med fotografier, om alt det spændende bamse og barn har oplevet sammen. Siden i går. Jeg tror heller ikke, de splejsede med de andre forældre om julegaver til deres børns lærere og pædagoger. Eller kom med en pakke til klassens pakkekalender til maks 20 kroner og nul sukker. Eller tog over på skolen om aftenen og pyntede op i klassen for at overraske ungerne.
De levede deres liv, vi børn levede vores. Vi havde vores fælles familieliv derhjemme, men de voksne kom ikke dagligt eller ugentligt i mine skiftende institutioner og skoler. Men det skal jeg ellers lige love for, at det forventes af forældre i dag.
Men denne december lugter lidt af december anno 1988. Corona har nemlig dræbt al unødvendig socialisering. Og den er der virkelig meget af i december! Samfundssind er nemlig den perfekte undskyldning. Det er decideret pragtfuldt ikke at være tæppebelagt med kalendernoter, pligt-arrangementer og påmindelser, men simpelthen bare kunne købe sine julegaver online og krydse fingre for at holde Coronaen fra døren, indtil vaccinen er her. Jeg kommer ikke til at savne konfekt/modellervoks skabt af små fedtede fingre i institutionen!
I år kan vi rent faktisk bruge vores december på at se de allernærmeste, de vigtigste og mest elskede i stedet for alle mulige kæmpe flokke af perifære bekendte. I stedet kan vi burre os inde uden dårlig samvittighed over at pjække fra mor-og-far-forpligtelserne og måske bare læse en Jumbobog med barnet eller se årets julekalendre sammen på tv. Alt tyder på, at vi kollektivt går endnu mere all in på jul i år med det, den egentlig handler om: Kærlighed og det nære. Vi har fortjent en slow jul. Hvis ikke nu, så hvornår?
Men måske skulle vi tage ved lære af Corona-december 2020 og simpelthen luge ud i forpligtelserne for de travle børnefamilier? Der er jo ingen, der savner svømmeholdets julebazar eller hyttetur med spejdergruppen med påtvungen deltagelse af forældrene. Slip familierne fri!
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
