Steven Spielberg står endnu en gang bag en portrættering af historiens største skabninger, der betrådte denne jord for over 200 millioner år siden. I 1993 kunne seerne måbende sidde og se en skildring af dinosaurerne i ‘Jurassic Park’ og nu – tre årtier senere – kan man på Netflix læne sig tilbage og sætte dokumentarserien ‘The Dinosaurs’ på.
Og det er der muligvis god grund til at gøre. Hvad der kunne have været en kikset tour de force gennem tidens vildeste special effects, har tændt en varme hos anmeldere såvel som publikum. Det er nemlig en visuelt medrivende fortælling, som filmanmelder Jack Seale skriver i The Guardian.
– Landskabet og vejret er gengivet på en meget overbevisende måde, og dinosaurerne ligger kun en tand under de allerbedste fotorealistiske simulationer, vi har set.
Folk er meget begejstrede, og Netflix’ dokumentarserie kan bryste sig af en 100 procent score på deres ‘tomatometer’ – altså en fuldt ud tilfreds professionel anmelderskare og 4 ud af 5 stjerner på deres ‘popcornmeter’, der alle roser det visuelle univers, historiefortællingen om ikke mindst stemmen bag.
Der er ikke tale om nogen Hr. hvem-som-helst. Stemmen, der leverer de sagnomspundne historier om kæmpeøglerne, tilhører selveste Morgan Freeman, hvis mørke røst og fantastiske fornemmelse for tempo, ifølge Guardian, gør de fire afsnit til en en oplevelse, der tenderer til at have en næsten terapeutisk effekt.

Filmredaktøren på Screenrant, Fariba Rezwan, kalder serien “betagende” og tilføjer at Freemans stemme er med til at gøre historien mere intim og få dinosaurerne til at føles ægte med hver deres personlighed.
Serien tager seerne med tilbage til superkontinentet Pangæa, hvor leveforholdene var barske. Her følger man de forskellige arter, der konstant er i forandring i et forsøg på at tilpasse sig en foranderlig verden i ren og skær kamp for overlevelse. Og det handler ikke kun om den største af alle, Tyrannosaurus rex, men en lang række arter, der hver især har en historie.
Dokumentarserien er henvendt til et bredere publikum, og det er derfor ikke en udførlig gennemgang af dinosaurernes historie fra A til Z. Alle skal kunne følge med. Det er også den største indvending, man finder på Rotten Tomatoes. Men selvom det ikke er en dokumentar, der tilbyder en minutiøs kortlægning af dinosaurernes historie, er det alligevel en fortælling, der giver et indblik i en nådesløs dyrerige, hvor alle må kæmpe for sin plads, og et portræt af, hvad klima(forandringer) med sandstorme, oversvømmelser og så videre ligeledes kan erodere.
