I har indført et såkaldt Scan & Betal-system, så man skal klare sine indkøb selv med en app. Hvad er der nu galt med kassedamer?
“Dem er der bestemt ikke noget galt med. Men det er godt at have et alternativ. Ved kassedamen kan der jo forekomme kø, og hvis man har travlt og kun har nogle få varer, kan man komme udenom køen og dermed komme hurtigt videre,” svarer Jens Juul Nielsen, Coop’s informationsdirektør.
Indrøm det nu bare. Det er jo, fordi I ikke vil snakke med kunderne?
“Nej, vi vil meget gerne snakke med kunderne, og vi vil også gerne have, at de bliver lidt længere. Men indimellem har kunderne ikke så meget lyst til at snakke med os. De vil bare have klaret deres indkøb hurtigt, fordi de har småtravlt.”
Men gør I ikke indkøbsoplevelsen mindre social?
“Det tror jeg ikke. Når du selv er i den situation, hvor du har travlt og står og tripper, så er du nok ikke i dit mest sociale humør alligevel – og gider ikke at småsludre med kassedamen.”
Jeg snakker ellers tit med min kassedame…
“Det er superdejligt at høre, og den mulighed vil du fortsat have, men vi synes ikke, det skal udelukke, at nogen har andre behov”.
I kalder det nye system ‘nemmere’. Men er det bedre?
“Nej, det er det egentlig ikke. For der er bestemt stor værdi i den menneskelige kontakt. Men vi er jo ved at udvikle et samfund, hvor der er masser af steder, hvor der ikke er menneskelig kontakt. I Coop’s butikker har du et valg.”
Det er en sørgelig tendens, at vi også skal være på skærmen, når vi handler. Og I gør det værre!
“Det er jo en tendens, du kan se mange steder. Megen onlinehandel er vokset i løbet af de seneste fem år. I lufthavnen har du stort set heller ikke nogen kontakt, udover når du går gennem security. I supermarkedet har du stadig mulighed for at tale med levende mennesker. Og foreløbigt står 97 procent af vores kunder stadig i kø ved den normale kasse.”
Helt ærligt. Det er jo bare for at spare penge til løn?
“Nej, det er faktisk ikke noget, vi sparer penge på. For det første fordi vi har lige så mange ansatte i butikkerne nu, og når vi får frigivet nogle kræfter ved kassen, sikrer vi i stedet, at de kan blive brugt ude på gulvet. For det andet er Scan & Betal med til at få kunderne til at vælge vores butikker fremfor konkurrenternes.”
Tit virker lortet ikke, fordi der ikke er internetdækning, eller en stregkode ikke virker, og så skal man alligevel have hjælp af en medarbejder?
“Der er installeret internet i alle butikker, men der har nok været nogle børnesygdomme. Men det er altså ved at fungere rimelig gnidningsfrit.”
Okay Coop-Jens, tak for snakken.