Debut-forfatter synes, dating er alt for djøffet og handler for meget om status: “Vi skylder hinanden at gøre os mere umage”

I sit nye flotte tøj stod Barbara Gjerluff Nyholm på Friheden i København og ventede på sin date. Men han kom ikke. Han skrev heller ikke. Han havde brændt hende af, og han kvitterede med at ghoste hende. 

Nu står Barbara Gjerluff Nyholm på Friheden igen i anledningen af dette interview. Sprudlende og højaktuel med sin debutroman, ‘Små forventninger’, der på mange måder er baseret på tematikker, som hun kender fra sit eget liv. Utroligt kort fortalt handler den om sangskriveren og pædagogmedhjælperen Maria, der bliver slået op med af sin ungdomskæreste gennem 12 år, og som får et afslag på ansøgningen til Musikkonservatoriet for sjette gang. Det får hende til at spørge sig selv om, hvem hun egentlig er, og hvad hun egentlig vil med sit liv. 

Midt i det hele flytter hun ind hos en veninde og kaster atter sig selv ud på det københavnske datingmarked. ‘Små forventninger’ er en romantisk komedie – som er virkelig sjov og svært genkendelig – om at være faret vild i livet i slutningen i 20’erne, om at drømme, og om forsøget på at finde sig selv, alt imens alle de andre ser ud til at have ‘regnet den ud’. 

Den romantiske komedie har ellers som genre været udskældt, måske især af finkulturen, og det er noget, som Barbara Gjerluff Nyholm har forsøgt at udfordre med sin bog. 

“Jeg synes godt, at man kan kalde ‘Små forventninger’ for en feministisk, romantisk komedie. Hvornår har du eksempelvis sidst læst en sexscene, hvor de selvfølgelig bruger prævention og faktisk også snakker om det, men også om, hvordan det er med en menstruationskop, der skal tages ud inden samleje?”

Barbara Gjerluff Nyholm snakker hurtigt, tydeligt og oprigtigt optaget af emnet. 

“Det at være kvinde i dag er stadigvæk præget af de her sindssyge stereotyper, som ‘rom com’-genren stadigvæk bærer frem. Jeg har savnet nogle kvindelige hovedkarakterer, der ikke bare stod stille, og som heller ikke bare blev objekter. Det er vigtigt med nogle karakterer, som man kan spejle sig i. Som er ligeså lost som en selv, uden det nødvendigvis bliver sådan noget ‘Bridget Jones’-feminisme, hvor det hele bliver lidt ‘fald på halen’-agtigt, og hvor den kvindelige hovedkarakter i virkeligheden bliver sådan en karakter, som en mand gerne vil have.”   

“Det har været enormt vigtigt for mig, at den her bog også handlede om en kvinde, der var røvirriterende, men som gik ud og tog, hvad hun ville have, og på mange måder var ekstremt uforfængelig.” 

På sin Instagram-profil præciserer Barbara Gjerluff Nyholm, at hendes roman startede som en komedie, men endte som en ‘rom com gone dark’. For midt i skriveprocessen blev hendes mor, sangeren Elisabeth Gjerluff Nielsen, alvorligt syg og døde. Livets alvor kom brasende. 

“Dating bliver så djøffet”

I den periode var Barbara Gjerluff Nyholm med sine egne ord ikke i stand til at være noget for nogen. Og lige pludselig virkede hele dating-ræset heller ikke særlig relevant. Hun stod på tærsklen til at miste en, hun elskede højt, og var overhovedet ikke klar til at lukke nogen ind i sit liv. 

“Lige efter jeg var begyndt at skrive på bogen, blev min mor syg. Hun var meget optaget af, at jeg skulle blive ved med at skrive, men jeg var også optaget af, at det var vigtigt, jeg var der for hende, for jeg vidste ikke, hvor lang tid hun havde igen. Det blev meget tydeligt for mig, at der kun er det her ene liv, og hold kæft, hvor havde jeg taget det alvorligt. Og det var jeg simpelthen så træt af,” forklarer hun.  

Men midt i den store livsomvæltning mødte hun sin nuværende kæreste, faren til hendes datter, Babak Vakili. Han gav hende en følelse af, at hun kunne være hundrede procent sig selv. Og det gjorde hele forskellen. 

“Den dag jeg fik at vide, at min mor var uhelbredelig syg, havde vi været på én date. Men da jeg skrev den dårlige nyhed, sagde han: “Kom hen til mig.” Jeg spurgte ham, om han var sikker, og der svarede han bare: “Ja”. Jeg kan huske, at jeg stod foran hans dør og rystede. Jeg havde købt nogle tulipaner og noget slik, ringede på og tænkte: “Jeg har ikke noget skjold nu.” Men han kunne rumme mig i sorgen,” siger Barbara Gjerluff Nyholm.  

Forholdet mellem de to blev hurtigt seriøst, og hun tilskriver det, at hun meget hurtigt tillod sig selv at være meget sårbar. Det var ikke nødvendigvis den største forelskelse nogensinde, til gengæld var det det hurtigste, hun var blevet tryg sammen med et andet menneske. 

“Det er en meget, meget dyb kærlighed. Han kunne være der, uden jeg havde bedt om det, og uden jeg egentlig kunne forvente det, for han anede jo dybest set ikke, hvem jeg var. Det er noget af det smukkeste, jeg nogensinde har oplevet.” 

På en af deres helt tidlige dates, tog de på jazz-stedet Café Intime for at drikke nogle øl, og Barbara Gjerluff Nyholm greb mikrofonen derinde og gav sig til at synge.

“Jeg sagde: “Den her sang går ud til min date.” Og så sang jeg ‘Jonathan’ og tænkte, at nu må vi se, om vi stadig dater efter det her, haha. Jeg var fuldstændig mig selv i al min ‘too much-ness’,” siger hun. 

Mødet mellem de to stod i skarp kontrast til den jobsamtale-agtige energi, som Barbara Gjerluff Nyholm sommetider oplevede, der kunne være på dates. 

“Dating bliver så djøffet nogle gange. Man sidder og snakker om, hvad ens værdier er med en forventning om, at alt bare skal matche. Men jeg tror nogle gange, at det kan være enormt sundt at møde et andet menneske med paraderne nede. Det kan skabe et rigtig, rigtig stærkt fundament, fordi du ser, hvordan folk er, når du kræver noget af dem. Og man må gerne forlange noget i et forhold. Det tror jeg, at især mange kvinder skal arbejde med – at turde at stå ved, at de har brug for noget.” 

12-tals-tyran

Det gik op for Barbara Gjerluff Nyholm, at ud over at hendes tid på datingmarkedet havde været sjov og fuld af møder med spændende mennesker, så havde hele processen handlet lige så meget om status som om kærlighed. Underbevidst havde hun ledt efter en, der havde så tilpas meget shine, at det kunne dryppe af på hende. De skulle se godt ud sammen. 

“Det har taget mig så lang tid at finde hen til, at jeg var fed nok, som jeg er,” siger Barbara Gjerluff Nyholm og forklarer, at hun oplever, at der er en kæmpe ophobning af forventningspres i vores samfund.  

“Hver gang jeg fik en mail fra min redaktør, mens jeg skrev bogen, troede jeg for eksempel, de ville afvise mig,” siger hun og imiterer et gisp, inden hun fortsætter. 

“Og det er altså noget, som jeg – sorry to say – virkelig kan genkende fra mange af mine kvindelige kolleger og venner. Det der med at have så sindssygt høje forventninger til sig selv. Jeg er også en, der har været en kæmpe 12-tals-tyran.”

Hun husker eksempelvis, hvordan hun græd i flere dage over at have fået et syvtal i biologi i gymnasiet. Og det selvom biologi ikke var noget, hun nogensinde skulle bruge til noget. 

“Min store drøm er, at især unge kvinder kan spejle sig selv lidt i bogen, slappe lidt mere af og grine lidt mere af sig selv. For hold kæft, hvor har jeg taget det hele så alvorligt. Især da jeg var yngre, har jeg brugt så meget energi på at gå ud og ‘pitche’ mig selv. Både på dating- og jobmarkedet. Jeg har følt, at andre skulle fortælle mig, hvor dygtig jeg var, før jeg selv kunne tro på det.” 

Vi skal gøre os umage

Hele humlen i Barbara Gjerluff Nyholms roman, eller i hvert fald en del af humlen, er, at København, når alt kommer til alt, er en ret lille by, og at vi derfor skylder hinanden at være søde og rare. For vi ved ikke, hvornår vi skal arbejde sammen eller sidde i et tog i tre timer i en bil sammen med en af dem, vi har ghostet. 

Eller hvornår vi ender på en tætpakket og intim restaurant ved bordet klos op ad den person, der lige har gjort det forbi med os. Begge dele er rent faktisk sket for Barbara Gjerluff Nyholm.

Hun forklarer, at vi har vænnet os for meget til bare at lade tingene ‘glide ud’, fordi det er så nemt med skærmene. Vi får ikke sagt ordentligt til og fra. De gør det svært for at huske, at der rent faktisk sidder et ægte menneske i den anden ende, hvor banalt det end kan lyde, når man skriver det.

Derfor efterlyser Barbara Gjerluff Nyholm en etikette, nogle universelle retningslinjer for, hvordan vi behandler hinanden, når vi dater. Det behøver ikke være lange analyser, forklaringer eller undskyldninger, men vi skal gøre os umage med at aflæse hinandens signaler og selv give udtryk for, om vi leder efter en kæreste eller en at have det lidt sjovt med. Vi skal passe på med at love hinanden hele verden. 

“Da jeg stod lige her og blev brændt af,” siger Barbara Gjerluff Nyholm og peger på trappen ind til Friheden. Hun fortsætter. 

“I mit fine nye tøj, helt klar til at møde den her person. Og så kommer vedkommende ikke. Jeg havde aldrig prøvet at blive ghostet før på den måde i virkeligheden. Jeg græd hele vejen hjem til min mor, som jeg var flyttet hjem til, efter min ekskæreste og jeg havde slået op. Alt var kaos. Det der med at ligge og hulke i underetagen hos min mor og tænke: “Tænk, man behandler hinanden sådan her.” Jeg kunne slet ikke forstå det. Klip til en måned senere, hvor jeg var en af dem.” 

I den bedste drøm af en ny dating-etikette, forventer vi faktisk forventer noget af hinanden, vi ignorerer ikke hinanden i offentligheden, når vi har datet i fem måneder, og vi ghoster heller nogen, for så at skrive “hey, hvad så” klokken fire om natten nogle måneder senere. 

Vi skal ifølge forfatteren tilbage til det helt banale – men utroligt vigtige – med at forstå, at det er rigtige mennesker med rigtige følelser, der sidder i den anden ende af telefonen. Og så skal vi blive bedre til at forventningsafstemme. 

“Vi skylder hinanden at gøre os mere umage.”

LÆS OGSÅ