Her til morgen har jeg brugt en time ekstra på at få min snart seksårige dreng ud af døren. Noget er for meget for ham i øjeblikket, og så passer ingen strømper, alle trøjer kradser, og i øvrigt vil han aldrig mere i børnehave, hulker han.
Heldigvis går han stadig i børnehave. Og er på de fleste dage vild med det. Og heldigvis bliver den slags dage, hvor han ikke kan overskue hverdagen med alle dens opgaver, mennesker og ukendte indslag færre og færre. Men var alt gået efter bogen, var han startet i skole her efter sommerferien som 5-årig. Derfor sad jeg sidste år ved samme tid og græd efter sådan en morgen. Jeg græd i det hele taget en del det efterår. For udsigten til at skulle trække det lille menneske igennem en skolestart, han slet, slet ikke var klar til endnu, gav mig konstant knugen i maven.
Den fine udvikling hvor han var gået fra, at alt nyt var dårligt nyt til faktisk at have mod på at give sig i kast med det ukendte, risikerede at stoppe ved skolestart. Han skulle have brugt al den energi, han kunne mønstre i sin lille krop på at kapere et nyt sted med nye mennesker, en konstant strøm af nye krav og lange, lange skoledage. Sagt i skolesprog, så var han hverken undervisningsparat eller rustet til at tage del i det sociale fællesskab. Derfor var det et chok for os, at det slet, slet ikke var en selvfølge, at vores barn ville få lov at vente et år.
Glædesløse glasbørn
’Glasbørn’ kalder formanden for Børnehaveklasseforeningen, Pia Jessen, de børn, som kommer for tidligt i skole. Hun oplever, hvordan de konstant halser efter de andre børn. Helt gennemsigtige og glædesløse, fordi de aldrig får et pusterum til at udvikle deres egen form og farve.
Samtidig får nogle af dem rigtig svært ved at indgå i de sociale relationer i klasserne, fordi de simpelthen ikke forstår spillereglerne og de krav, der stilles til dem.
Hvordan det påvirker deres skolegang, kan både forældre og skolevæsen give et nedslående svar på. En rapport fra SFI belyste i 2015, hvor meget bare det at være yngst i en klasse påvirker et barns skolegang. Frem til sjette klasse klarer de sig ringere fagligt, og de har flere adfærdsvanskeligheder end deres ældre klassekammerater. Senere udligner den faglige forskel sig, og når de rammer deres 18. år, er deres IQ på niveau med klassekammeraterne. Til gengæld har de dårligere mentalt helbred.
De tal, tilsat manglende skoleparathed, har jeg alt for mange ansigter på. Hjerteskærende historier om især drengebørn, som efter en svær skolestart halter sig igennem skoleårene og ender med at forsage skolen og al dens væsen. Det kræver ikke en talknuser at regne ud, at de børn må koste mere i det lange regnestykke, end hvad en kommune umiddelbart sparer på at smide dem fra den dyrere børnehaveplads over i skolen.
Men siden loven blev ændret for snart ti år siden, har børn skulle starte i skole det år, de fylder seks. Antallet af skoleudsatte børn er siden faldet fra et landsgennemsnit på 21 procent i 2004 til 6,5 procent sidste år. Dog med store kommunale forskelle. For eksempel viser Undervisningsministeriets nyeste tal, at man i Ærø kommune valgte at udsætte 17,7 procent af årgangen mod kun 1,77 procent i Kalundborg Kommune.
I de kommuner arbejder man som regel på, at skolerne skal kunne rumme alle børn i den skolepligtige alder. Men børn, der tror, de skal lege fangeleg, når deres lærer beder dem komme til time, børn, der tisser i bukserne og børn, der endnu ikke har udviklet sociale kompetencer til at spille sig ind i fællesskabet – dem kan skolen, undskyld mit franske, sgu ikke rumme. De skal have et år mere i børnehaven.
Vi fik skoleudsættelse til vores dreng, og forleden sagde hans pædagog: »Hvor er det godt, at han har fået det her år til bare at være ham. Han vokser som sig selv hver dag«.
Når han starter pivklar om et godt halvt års tid, som 6-årig, vil han derfor være heldigere end de gennemsnitligt to børn i hans klasse, som bliver ’glasbørn’, fordi de begynder for tidligt i skolen.
Vi havde kræfterne til at kæmpe, men det er ikke alle forældre, der har det. Men alle børn burde have ret til at udskyde skolestart, hvis de har behov for det. Uanset kommunens eller forældrenes kampgejst. At knække et barn allerede ved foden af bjerget, der hedder 10 års skolegang, er fandeme ikke fair.
