Det har trukket op til storm i lang tid. Nu kom den. Og så var det slet ikke så sjovt, som man måske havde troet. Det var på alle måder både en meget forløsende uge i ‘Bachelorette’, mange ting vendte på en tallerken, men samtidig fik vi ikke nogen roseceremoni.
Det er den største cliffhanger i Mælkevejens historie.
Lissa blev flammegrillet af de andre deltagere til den der frokost. Da Petra annoncerede”mingel”, knækkede filmen totalt for hende.
Det er ikke sjovt at sidde i sin sofa og se på nogen, der har det sådan. Virkelig av.
Ingen har hulket sådan på tv siden Alexander i sidste sæson.
Derfor er spændingen mere intens end nogensinde. Hvad vil der ske i næste uge? Et bud er, at Lissa trækker sig. Spørgsmålet er, om hun tager fyr med sig. Gør hun det, bliver det nok ikke en vurderingsekspert.
Andreas H. er nemlig kommet i problemer.
Men jeg vil også mene, at selve reality-formatet er ramlet ind i en identitetskrise. I denne uge blev det paradoksalt nok for virkeligt. ‘Bachelorette’ er en kunstig leg om kærlighed og følelser, som er sjov – også at se på – indtil der for alvor kommer kærlighed og følelser på spil. Det er sket for Lissa, der nu føler, at hun leger med folks følelser.
Hun synes, det er svært at være i rollen som bachelorette, og øh ja. Det har jo været åbenlyst fra starten af, at den der polyamorøse mandejagt grundlæggende er fuldstændig cracked og moralsk anløben, men det står først rigtig tydeligt frem nu.
Hvor sygt er det lige, at vi betaler et abonnement for at se folk knække? Det er sindssygt. Vi skal alle indlægges.
Meeeen det er osse rimelig spændende. Drama er jo egentlig en kunstform. Dybest set. Er det ikke? Man har en lidt sær bismag i munden efter sidste afsnit. Og inden det går fuldstændig op i alvorligheder, så bliver vi nødt til at gennemgå et par af de mere ufarlige begivenheder fra ugens løb.
Der er jo frokost i villaen, hvor deltagerne kan stille hinanden anonyme spørgsmål.
Alle har sort på. Det er ren begravelse. Lasse tror, den bliver “skide sjov.”
Joachim vælger så at spørge Lissa, hvilken rutine hun har om morgenen.
Den mand vil ikke frem i verden. Han vil bare til bageren og hente morgenbrød. Grotesk.
Sofie synes, det er et “kedeligt.” Alt drejer sig om Lissa. Men fyrene går også efter hinanden. Det er full guns blazing, og det er ikke kønt.
Der er en grund til at tabuer findes. Man skal ikke tale om alt. Okay, hot take, jeg ved det, men se lige, hvor hård sandheden er for disse mennesker.
Anders sveder sammenlagt 67 liter sved under den frokost, som i øvrigt er en underlig frokost. Ingen spiser.
Sofie er en babe uden problemer. Hun sidder bare og chiller. Hun “opfanger det” selv sådan, at hun er god til at kommunikere med dem, hun dater.
Bagefter skal hun på date med Lasse og spille pool.
Han sætter pris på at være sammen med en, “der godt ved, at hun er dårlig til pool”.
Sofie synes han er en “speciel person”.
I villaen giver fyrene hinanden sportsmassage, som Lasse har lært på højskole. Det er meget lækkert. Anton synes, “det er okay.”
Sofie er også på date med Andreas W. og “Madsen”, hvor de skal lave batik eller en sarong på en fabrik med meget tvivlsomme arbejdsvilkår. Ingen ved, hvad det er, og ingen er gode til det.
Mads sætter slet ikke pris på at være kreativ, men hvis Sofie vil male, “så maler jeg.”
Han ville formentlig få tatoveret hendes navn på ringmusklen, hvis hun bad om det. Han er “optimist”.
Lissa inviterer Jacob på date, hvor de skal se på en lokal person, som høster kanel. Man kunne skrive en ph.d om hans tandsæt. Det er en ekstrem tør aktivitet. De skal også snitte i en kanelstang og smøre hinanden ind i noget af det.
I det hele taget leger de alt for meget med kanel, inden de begynder at kysse på en bænk. Jøsses!
Det er ekstremt. Englene synger. Det driver nedad væggene med lidenskab. Antonio Banderas har prøvet hele sin karriere at lave en scene som det der. Alle hans film er vand nu.
Til mingling skriver Lasse et brev til Sofie om, at hendes øjne har et glimt og noget andet. Hun bliver meget påvirket, fordi “det går helt ind i hjertet.”
Anders meddeler, at han trækker sig fra programmet. Selv Dansk Blindesamfund havde set det komme.
Lissa siger for første gang ‘fuck’ i programmet, og under samtale med Andreas H. går det fuldstændig galt, og hun må afbryde hele arrangementet.
Vi sender varme tanker hendes vej.