Der findes den der lille leg, hvor man beder hinanden om at vælge mellem to umiddelbart umulige ting, som for eksempel: Vil du helst udelukkende gå i gult tøj resten af dit liv, eller at dine prutter kom ud af munden?
Man vil jo ikke rigtig nogen af delene. Og sådan er det også med ‘Bachelorette‘, der netop er kommet med en ny sæson.
Når først man begynder at se det, bliver det pludselig svært afgøre, om man faktisk har lyst se videre, eller om man ville foretrække at få en olfert af Stig Tøfting. Bum bum.
Alt i det her program er vanvittigt. Der sker så mange ting, der ikke må ske, og hvis man ikke har set det før, så kommer der lige en lille opridsning af spillereglerne her: Det handler om, at to kvinder, de såkaldte bacheloretter, skal date 16 forskellige mænd på samme tid og give en af dem en rose til sidst, som en slags symbol på kærlighed velsagtens, og det er jo virkelig originalt tænkt, hvis ikke det var, fordi det var virkelig uoriginalt tænkt. Men man skal ikke hænge sig i detaljerne her, for man får alligevel ikke rigtig svar på noget som helst, udover det helt åbenlyse, nemlig at TV2 denne gang har ladet to kvinder være i centrum for den her tv-transmitterede massekurtisering i stedet for en mand, som det ellers har været hidtil.
Ting, man ikke skal hænge sig i, er blandt andet: Hvorfor der nu er to kvinder og ikke bare én med? Hvorfor er de i Mexico? Hvorfor er alle 16 mænd som det mest naturlige opflammet af begær efter de her to tilfældige kvinder, SOM DE IKKE KENDER? Hvorfor skal man følge dem i hele 27 programmer, der tilsammen overstiger 20 timer? Hvorfor har Petra Nagel, som er vært, en jakke på, som er syet af en blind skrædder? Man skal ikke hænge sig i det. Man skal bare se på det og skiftevis fortryde og lade sig fascinere. Det sidste, det handler om, er kærlighed. Og altså, som fjernsyn er det seriøst godt.
Selv forklarer den ene hovedperson, Julie, at hun er med for at opleve sit “livs eventyr”, og den anden, Mette, har faktisk været med i programmet før, men som bejler, og det siger hun, var fedt og “mega nedern” på samme tid, fordi hun var ret ked af det over ikke at få drømmefyren dengang. Hævnen er sød, ikke? Nu kan hun selv vælge og vrage. Bortset fra at de jo på en måde også er i konkurrence med hinanden, hvis nu det uheldige skulle ske, at de falder for den samme fyr.
Julie, der er fra Aarhus, foreslår, at de kan slå sten-saks-papir om det.
Det åbenlyse problem for dem begge er: Mændene.
Hvordan skal man sige det? De er bindegale, allesammen. Hver især ret enestående, men man kan godt være bekymret på de to kvinders vegne med hensyn til at finde kærligheden.
Bearnaise uden essens
Der er sådan en præsentationsceremoni, hvor de to bacheloretter står for enden af en rød løber, og så kommer den ene SUV efter den anden kørende med mænd i jakkesæt, som så udfører et eller andet cirkusnummer, de har foreberedt for at gøre indtryk.
En af dem spiller en sang, han har skrevet, og han kan synge som kold bearnaise uden essens. Det skal man aldrig gøre.
En har taget to roser med i marcipan, som han har puttet ind i nogle lanterner, og han hedder Jonas og får et trøstekram af begge kvinder.
Så er der Frederik, som i en del år har kæmpet med sin selvtillid, men gerne vil finde en sød pige og derfor har valgt at tage paryk og gamacher med prikker på, hvorefter han synger playback til noget firsertråd. Her tror man kort, at nogen har sat ‘Casper og Mandrilaftalen’ på baglæns og på hovedet.
Det var ikke godt. Og det er det heller ikke for Niklas, som i mangel af bedre har taget en salatslynge med for at imponere. Det virker sjovt nok ikke, og han må også indrømme, at det gik “skandaløst” ud fra det faktum, at han glemte at aflevere den til kvinderne.
Det er så her, man skal huske ikke at hænge sig i, hvordan han havde tænkt sig at give dem en salatslynge til deling.
En tredjedel af mændene gør lige så stort indtryk som luft, og det er jo frygteligt for dem, men på den positive side har vi allerede glemt, hvem de er. Man husker dog alligevel en vis bartender fra “Aalborg af” for århundredes mest sindssyge situation, som finder sted, da han uopfordret går med Mette og Niklas på date. Der findes oprigtigt fnatmider med mere situationsfornemmelse end den mand.
Til gengæld går det rigtig godt for en, der hedder Boris, og en anden, der hedder Mads, hvilket primært har noget og gøre med deres højde og bredde over skuldrene. Desværre taler Mads så syngende falstersk som syv Knud Romere, og det kan ingen af kvinderne lide, kan man se.
Der sker så det dramatiske, at de begge to gerne vil lære Boris bedre at kende. Han gør nemlig det, at han får dem til at tatovere hans underarm som det første. Et halvt hjerte hver, og så er de ligesom solgt.
Måske er det den mexicanske varme, der giver dem noget oversøisk delirium, for både Julie og Mette er rimelig benovede over det hele. Som seer ser man ikke andet end en maskulin parade af desperation, og det kan selvfølgelig godt komme til at lyde lidt negativt, men jeg har sjældent set noget mere fortryllende tv i mit liv. Jeg har vitterligt aldrig set noget lignende, men jeg har heller ikke set de forrige sæsoner med mænd, og derfor sidder jeg nu her fuldstændig himmelfalden.
Nu er der så 26 afsnit mere. Bum bum. Er der nogen, der har Tøffes nummer? Det er til en ven.
