Der er blevet populært at kaste et kritisk blik tilbage på popkulturen i 90’erne og kradse i den eskapistiske, pengeglatte overflade. Der har været podcasts om Monica Lewinsky og Bill Clinton. Dokumentarer om Britneys Spears storhed, fald – og genkomst. Spice Girls er blevet gennemanalyseret i både dokumentarer og bøger. Ja, selv Chippendales er der blevet kastet et akademisk blik på.
Lige nu på Netflix er der en dokumentar om Woodstock ’99. Jeg husker kun selv svagt, at der overhovedet blev holdt et nyt Woodstock – jeg var selv 25 år på det tidspunkt og var ellers lige præcis i målgruppen. Jeg husker dog, at det var et flop. Men sigende nok for den tid, så var der ikke sociale medier til at give førstehånds live-rapporter. Det var først efter festivalen var slut, at de etablerede medier i USA begyndte at fortælle om rædslerne. Jeg tror simpelthen aldrig, at historien sådan for alvor nåede de danske medier.
Det er en opsigtsvækkende fortælling. Festivalen, som løb over 3 juli-dage i Rome, New York, på en nedlagt flybase, skulle have været en værdig efterfølger til Woodstock ’69. Tre dage med peace, love and understanding. Den blev det stik modsatte.
Arrangørerne havde faktisk prøvet allerede i 1994 at lave en Woodstock-efterfølger, men området var ikke blevet hegnet godt nok ind, så næsten halvdelen af gæsterne havde ikke købt billet. Det skulle ikke gentage sig her. Formålet med festivalen var nemlig udelukkende at tjene penge.
Producerne, den Buddha-agtige hippie Michael Lang – manden bag den oprindelige Woodstock-festival – og den grovkornede John Scher – var parret, som gik benhårdt efter profit og skar ned på alle omkostninger med katastrofale konsekvenser.
Omkring 400.000 unge mennesker blev buret inde på kogende varm asfalt med mad og vandpriser til ågerpriser, ingen ordentlig sanitet eller affaldshåndtering. Og værst af alt – ingen professionel sikkerhed. Langt de fleste af vagterne var bare gængse koncertgængere, som havde fået udleveret en gul t-shirt.
Mængden af unge, hvide mænd – hæmningsløse, døddrukne frat-boys – er slående. Og de får i dén grad lov til at sætte stemningen.
“Show us you tits” er nærmest et mantra, som en af de få kvindelige artister, Sheryl Crow, på pinagtig vis får smidt i hovedet igen og igen under hendes optræden og efterfølgende interview med MTV.
Der er generelt enorm megen nøgenhed hos mange – og der er da også mange kvinder, som tilsyneladende ser glade og frigjorte ud i topløs tilstand – men der er også masser af gruopvækkende billeder af unge kvinder, der bliver befamlet og overfaldet af horder af mænd.
(Der er fx øjenvidneberetninger om en ung kvinde, som blev gruppevoldtaget i mosh pit’en under Limp Bizkit’s koncert).
Der er i det hele taget en ekstrem aggressiv, testosteron-pumpet stemning, der syrer igennem alting. Bare se på hovednavnene på festivalen – Korn, Kid Rock, Off Spring, Rage Against the Machine, Limp Bizkit og Red Hot Chili Peppers. Ekstremt vrede fyre med tydelige anarkistiske fællestræk og en trang til at paraderere rundt i bar overkrop.
Det kunne næsten ikke gå andet end ad helvedes til. Og det er også præcis, hvad festivalen ender med at blive – en slags helvede på jord. Da Michael Lang, som stadig tror, at han kan genskabe den oprindelige Woodstock-stemning, beslutter sig for at udlevere stearinlys søndag aften til de hundredetusinder af rasende, udmattede gæster i et himmelråbende naivt forsøg på at skabe en anti-våben demonstration går det helt, helt galt. Der udbryder brande over hele området, og menneskehedens allerværste og dybeste drifter bliver sat fri.
Man kan godt betragte Woodstock ’99 som billedet på internettet. Eller som et varsel for, hvad der senere hen kom til at ske, når især utilpassede unge mænd får lov at gå amok i et indelukke, hvor der ikke er nogle regler, ingen kontrol, kun rå og uhæmmet vrede over urimelige forhold.
Der er en direkte linje fra Woodstock ’99 til stormen på Kongressen og hele den ulykkelige situation, som USA befinder sig i lige nu. 68’erne troede fejlagtigt, at den næste generation var ligesom dem selv – at grænseløsheden og den manglende tillid til staten ville føre os alle et godt sted hen. Woodstock ’99 står tilbage som et klart bevis på, at det modsatte er tilfældet.
