I sin gennembrudsrolle som Wednesday Addams i Netflix-serien ’Wednesday’ er Jenna Ortega mut og tillukket, sort og syrlig.
I ’Klara and the Sun’, baseret på Nobelprisvinderen Kazuo Ishiguros roman af samme navn, er hun det modsatte – farverig, åben og positiv. Nå ja, og så er hun i øvrigt også en robot.
En såkaldt AF (Artificial Friend), der er en menneskelignende computer, programmeret til at kalibrere sig selv, så hun passer helt perfekt til det menneske, der vælger hende som ven.
Det er der bare ikke nogen, der gør, for Klara er en gammel model, og hvis hun ikke snart ryger over disken, bliver hun sendt til fabrikken og smeltet om.
Alt er derfor på spil, da Klara endelig bliver valgt af teenageren Josie. Josie ser nemlig igennem fingre med, at Klara er særlig. Måske har hun ligefrem en produktionsfejl, der ikke alene giver hende en vane med at stå på et ben, men også gør hende i stand til både selvstændig tænkning, længsel og tro. Hun tilbeder solen, som hun anser for at være en guddom.
Og der bliver brug for bønner, for Josie er et såkaldt ’lifted’ barn, der har fået sin intelligens kunstigt forstærket for at kunne konkurrere i et samfund, hvor det kun er eliten, der for alvor har en chance. Et indgreb, der har givet hende utrolige talenter, men som desværre også har gjort hende uhelbredeligt syg.
Desperat efter at redde sin nye bedste ven gør Klara derfor noget, der ligger langt uden for det, hun er programmeret til. Hun opsøger den fjerntliggende lade, hvor hun ser solen gå til ro hver aften. For det må jo, ifølge hendes logik, være der, solen bor.
Og hvis bare hun kan tale direkte med den livgivende sol, må hun kunne hjælpe Josie tilbage til livet!
Må robotter elske
Så enkelt er det selvfølgelig ikke. For lige så lys og let Klaras grundindstilling er, lige så mørk er den verden, hun træder ind i – selvom mørket til at starte med er camoufleret af sol og bølgende kornmarker, der i mistænkelig grad ligner lykke.
Men bag lyset gemmer sig sorg, hemmeligheder og farer, som hun ikke havde forestillet sig i sin vildeste kunstige fantasi.
’Klara and the Sun’ bringer mange emner op til overfladen, ikke mindst kunstig intelligens versus menneskelige følelser. For en ting er, at vi mennesker gerne vil opfinde robotter, der kan imødekomme og opfylde vores behov. Men hvad hvis robotterne bliver næsten mere menneskelige end menneskene selv?
Kazuo Ishiguros roman handlede om, hvad der gør os menneskelige. Taika Waititi har taget fortællingen et par trin ned og fokuserer på, hvad det vil sige at være venner og at elske. Kan det læres af en kunstig intelligens, eller kræver det et menneskeligt instinkt? Og hvad vil det egentlig sige at elske nogen?
Outsiderens blik
Alt det formidler Taika Waititi med varme, charme og et glimt i øjet, der måske nok vil støde dem, der gerne ville have haft, at han tog det hele lidt mere alvorligt.
Hvor Kazuo Ishiguros roman havde Klaras stemme, har vi i filmen Klaras øjne. Vi ser verden med hendes til tider undrende blik.
Forstærket af en visuel teknologi udviklet særligt til filmen, med seks ekstra kameraer og et krystalprisme, som giver effekten af en verden, der er knivskarp, når Klara er på hjemmebane, men bliver sløret og pixeleret, når hendes program lige skal bruge et par øjeblikke på at indlemme ny information i hendes verdenssyn.
Taika Waititi har altid haft en forkærlighed for outsiderens blik på verden. I hans ’Jojo Rabbit’ var det barnets blik på krigen. I ’Klara and the Sun’ er det den kunstige intelligens’ blik på selve det, der gør os menneskelige – fortalt af en karakter, der er næsten mere menneskelig end de mennesker, hun omgiver sig med.
Jenna Ortega formidler Klara med et lys og en renhed, der ganske enkelt er rørende. Det gælder også, fordi Klara rummer alle de kvaliteter, de fleste af os forbinder med det at være et godt menneske: integritet, ærlighed, optimisme, trofasthed og evnen til at tro og håbe.
For selvom det er nærliggende at tolke Klaras hengivenhed til solen som et religiøst tema, så handler den i virkeligheden mere om det mest grundlæggende menneskelige – evnen til at tro på, at lige meget hvor svært livet kan være, skal det hele nok gå.
Det store spørgsmål er naturligvis, om det hele nu også nok skal gå, når vi mennesker overlader vores tro og håb til videnskaben og glemmer, hvad det egentlig er, vi allerhelst vil have.
Selv i en verden som Klara og Josies, hvor internettet måske nok er blevet lukket ned, fordi vi mennesker misbrugte det, men hvor teknologien alligevel er til stede i alt, hvad vi gør, tænker og er.
Måske bortset fra allerinderst inde. Der, hvor det virkelig gælder.
🖤🖤🖤🖤🤍🤍
