Jeg har brugt det meste af mit liv på at glemme og gemme, at jeg som tidlig teenager blev manipuleret og voldtaget af en voksen tillidsperson. Det er udmattende arbejde.
Alt det, du undertrykker, er som et hav af badebolde, som du kæmper for at holde neden under vandet.
Men det er en umulig kamp. På et tidspunkt popper en af dem op til overfladen. Denne kliche kender du måske, hvis du – som jeg – ofte har besøgt psykologer og deres fagfæller.
Her jonglerer jeg lidt videre med det banale billede, så bær over med mig: Min kæmpe badebold begyndte at sive op til overfladen, da jeg mødte yoga.
Jeg havde ret mange fordomme om yoga, inden jeg prøvede det. At det var kedeligt og i øvrigt for hippier og veganere med hennahår svøbt i hør. Man skulle kunne nå sine tæer, og dem havde jeg ikke været i nærkontakt med… nogensinde.
Så det var lettere skeptisk, at jeg som journalist sagde ja til at komme med på en yogarejse for at udforske og skrive om fænomenet. Det var dengang i midt-slut 00’erne, da yoga så småt var ved at blive mainstream.
Yoga får dig til at tude din røv i laser
Da jeg landede i Grækenland med de andre yogaudøvere, var det som om, mine kræfter til at holde badebolden nede forsvandt.
På yogamåtten var der stille. En larmende stilhed, jeg længe havde forsøgt at flygte fra. Den var angstfremkaldende. Jeg fik hovedpine. Mine skuldre smertede. Rystende muskler. Jeg måtte sgu overgive mig. Jeg græd flere gange, hvilket normalt ikke var noget, jeg syntes var særlig fedt foran andre.
Men her var det okay. Nærmest som om jeg blev lettet af at græde mig gennem de forskellige yogastillinger.
Jeg anede ikke, hvad jeg skulle skrive i min reportage… ”Yoga får dig til at tude din røv i laser?”
Yogalæreren hev venligt fat i mig på et tidspunkt i ugens løb. Det fik mig til at græde endnu mere. Jeg fik fremstammet, at jeg for nylig var begyndt hos en psykolog, fordi jeg var blevet voldtaget som teenager og aldrig havde fortalt det til nogen.
Hun forklarede nybegynder-mig, at alle oplevelser og følelser lagrer sig i kroppen. Det er ofte ikke nok bare at snakke om traumer. De skal have hjælp til at blive forløst i kroppen også.
Blærebetændelse og penicillin
Siden jeg blev voldtaget, havde jeg lidt af blærebetændelser flere gange om året. For at holde dén badebold nede var jeg blevet proppet med penicillin af lægerne gennem mere end ti år.
Yogalæreren fortalte mig, at blæren – ifølge traditionel kinesisk medicin – handler om kontrol. Og hvis der er noget, man har travlt med, når man undertrykker en traumebadebold med evig angst sitrende under overfladen, så er det kontrol.
På yogamåtten var det som om, kontrollen blev taget fra mig. Uanset hvor meget jeg prøvede, måtte jeg overgive mig. Jeg kunne ikke lade være med at ryste og græde. Kroppen fik endelig lov at få plads og blive hørt. En ukendt følelse af hvad der kunne minde om lettelse og frihed bredte sig inden i mig.
”I learned that courage was not the absence of fear, but the triumph over it”- Nelson Mandela
Mine fordomme om yoga krakelerede så småt. Jeg lærte ikke at nå mine tæer den uge, men jeg fattede, at yoga ikke handler om at nå sine tæer, men om hvad man lærer på vejen derned.
LÆS OGSÅ:
Derfra begyndte jeg at søge dybt. Tog yogalæreruddannelser og gik til alt muligt (og umuligt) terapi for at prøve at forstå krop og sind og mig selv bedre. Jeg oplevede langsomt at blive mere modig, mere mig selv.
Håndstand med spaghetti-arme
Eksempelvis havde jeg aldrig nogensinde turdet stå på hænder. Når man er kontrolfreak, er den slags ikke på listen over ønskede udfoldelser. Indtil en dag i en yogaklasse, hvor læreren instruerede håndstand op ad væggen. Jeg var lige ved at flygte ud på toilettet, som jeg havde gjort flere gange før, når noget blev for udfordrende.
Men noget i mig denne dag sagde; gør det nu, tro på dig selv, gå hen til væggen og stå på de hænder der.
Jeg havde frygtklamme hænder og en god gang spaghetti-bolo-agtige arme. Men jeg gjorde det. Jeg stod på hænder. Mega uelegant i cirka 2 sekunder. Men jeg gjorde det.
Når man opdyrker en øget kropsbevidsthed, følger også øget selvbevidsthed med sans for og af dig selv, din krop og dens potentialer. Det var for mig ren inspiration til transformation og med den en adgang til mere ro, indre frihed og større selvværd.
Det handler ikke om, at du bliver evigt happy-happy, traumefri og et bedre menneske, bare fordi du dyrker yoga. Selvfølgelig ikke. Men yoga kan gøre dig bedre til at være menneske – præcis, som du er – og til at være i det, der er. Ligegyldigt om livet serverer lagkage, leverpostej eller lort.
”Yoga teaches us to cure what need not be endured and endure what cannot be cured” – B.K.S Iyengar
Yogafilosofien pointerer, at yoga stilner sindets bevægelser, og at yoga sker, når dit sind er stille. Derfra kan en smuk proces begynde at udfolde sig. Den handler om at afmontere de barrierer, forhindringer, overbevisninger, mønstre, overlevelsesmekanismer, der forhindrer os i at leve et sandt liv.
Selvom jeg oplevede en vild udvikling på egen krop, syntes den skeptiske journalist i mig alligevel, at det var lidt af en påstand, hvis det at stå på hovedet eller vride sig som en kanelkringle kunne have eksistentiel betydning.
Jeg begyndte at dykke ned i noget af den spæde forskning, der er på området. Det, jeg fandt ud af, var, at traumer påvirker både vores fysiske og mentale helbred og livskvalitet. Det kan for eksempel komme til udtryk gennem spændinger, smerter, sygdomme, stress, depression, angst og begrænset åndedræt.
Yoga og meditation kan løsne spændinger og smerter.
Forskere har målt og bevist, at yoga og meditation blandt andet kan fordybe dit åndedræt, aktivere afslapningsresponsen, berolige dit nervesystem, påvirke hjernens neurale struktur positivt og reducere niveauet af stresshormoner i kroppen.
Derfor er det også blevet noget, som nogle professionelle behandlere er begyndt at inkorporere i deres arbejde med blandt andre PTSD-patienter.
“The privilege of a lifetime is to become who you truly are”― C. G Jung
Der er ingen tvivl om, at yoga kan have en terapeutisk effekt. Jeg har dog læst mange velmenende artikler og blogs gennem tiden, der fremstiller yoga som et mirakelmiddel. Det skaber falsk forventning, og det er synd at lægge det forventningspres på yoga. For yoga er ikke en sygdomskur eller traumeterapi, der vupti, vupti kan helbrede fra den ene dag til den anden.
Der er ingen quick-fixes her.
Jeg ser yoga som et slow-fix: Giv det tid og find tillid til, at yoga så til gengæld over tid vil give dig, hvad du har brug for. Jeg tror ikke nødvendigvis, at yoga kan stå alene. Traumeforløsning kræver professionel støtte at bearbejde, og for mig har yoga været som en slags komplimenterterapi til dette.
Det har taget lang tid for mig, og jeg mistænker, at det er en livslang proces at vokse sig til rette i sig selv. Men yoga har hjulpet mig tilbage i kontakt med min krop. Jeg begyndte at trække vejret dybere og roligere. Lærte at meditere. Mine blærebetændelser forsvandt, og i dag har jeg ikke fået medicin for det i flere år.
Yoga lærte mig at få ro på, forstå og stå ved mig selv. At blive bedre til at tale og leve min sandhed. Jeg turde fortælle min familie og venner om mine traumer, min skam, min skyldfølelse.
Jeg skrev en anmeldelse af min krænker til politiet, mens jeg sad på min yogamåtte efter en lang meditation.
Jeg takker også yoga (OG min kæreste Niels og min veninde Thea) for, at jeg fandt modet til at skrive en #metoo-klumme om min voldtægt her på Heartbeats. Efter jeg har gjort det, er det simpelthen, som om luften helt er sevet ud af min badebold. Og hold kæft, hvor føles det lykkeligt at være kommet op til overfladen og ud af skammekrogen!
“Darling, you feel heavy because you are too full of truth. Open your mouth more. Let the truth exist somewhere other than inside your body” – Della Hicks-Wilson
