Der er skælv i verdenshistorien så store, at man ved, at ens liv bliver forandret efter det. Et sådant ét er vi vidne til nu. Vi ved endnu ikke, hvilken vej Trump vil gå, men vi ved dog fra den sidste valgperiode, at det bliver en bumpet vej.
Når ham, der foreslog, at man drak rensemiddel for at komme af med Corona, skal løse de utallige problemer, verden står overfor, så ved man, at det bliver noget af en tur i karrusellen.
Trump er på alle måder symptomet på vores tid. Han er symptomet på, at de vestlige demokratier tager vand ind, og at mange af de etablerede partier og politikere har forsømt at komme med rigtige løsninger til reelle problemer.
Som i Europa er det i USA nu populisterne, der løber med dagsordenen, fordi vi ikke har taget fat om problemerne med økonomien og især migrationen. Se bare på vores naboland, der hovedkulds løber rundt i panik efter Sverigesdemokraterne efter at have udskammet Danmark i 20 år for at diskutere det åbenlyse pres, indvandringen har betydet. Hvis man ikke vil se og høre problemerne, overlader man magten til dem, der vil – lige meget, hvor uegnet de så er til at løse dem.
Brexit var et oprør mod den manglende håndtering, Trump er det, og det er det flere steder i Europa. Desværre for deres (og vores) land er populisterne sjældent det rigtige svar. Folk som Trump kan måske godt pege på problemerne, men han har næppe løsningerne (igen smag på rensemidlet).
Vi er ikke helt i Europa i samme nervøse situation som i USA, hvor fløjene er splittede, militser står på spring, og ytringsfriheden er truet på selv de fineste universiteter (der engang var verdens førende). Men vi er på derhen af. Og derfor er det tidspunktet nu, hvor Europa træder i karakter.
I for mange år, og især med krigen i Ukraine, har vi hvilet på amerikanernes styrke. Vi har forsømt at ruste vores eget forsvar, for amerikanerne var andres så overlegne. Vi var jo så gode venner, så hvis vi sagde det, ville de fjerne problemerne for os. Bekvemt, nemt – og dumt.
Nu gider amerikanerne ikke høre mere om andres problemer. De vil have løst deres egne, og der er nok at tage af. Trump kommer ikke til at løse dem, og derfor skal vi ikke forvente, at se USA i nogen som helst styrende rolle i hvert fald i de kommende fire år. Måske kan det faktisk blive meget værre. Måske vil det hele implodere i hans himmelråbende inkompetence.
Derfor må Europa klare sig selv. Klemt inde mellem to stormagter. Diktaturet Kina, der næppe vil verden (og i hvert fald ikke Taiwan) det godt, og et splittet USA med en ny mand på tronen, der for nylig har rost den kinesiske diktator for at styre sin milliardstore befolkning med jernhånd.
Den ene stormagt har givet os sociale medier, der har fået os til at råbe ad hinanden, mens den anden har skubbet en masse billigt ragelse til os, som truer vores miljø og klima. Det er tid til at gøre os fri.
Europa er skubbet ud af USA’s rede og må klare sig selv. Og det er også på tide. Vi må åbent diskutere vores egne problemer, og vi må sikre, at Ukraine kan forsvare sig selv. Vi må selv afslutte krige på vores eget kontinent.
Vi må vise USA og andre lande, at demokratiet stadig er den bedste styreform til at sikre fred og velstand.
Der kan komme noget godt ud af store skælv i verdenshistorien, som vi er vidne til. Pludselig træder nogen i karakter og viser en bedre vej frem. I Europa skal vi vise, at samtalen stadig lever, at vi kan finde løsninger for os selv – og som det gode eksempel for andre. Vi har en stolt kultur og civilisation, som vi igen skal værne om og stolt vise frem. Håbet skal findes her. I Europa.
