Hvis Luc Bessons ’Léon’ blev splejset med Patrick Ness’ ’Monster’, tilsat et solidt skvæt af Jean-Pierre Jeunet og Marc Caros visuelle flair og groteske humor og drysset med fuldkommen overdreven filmfortælleglæde og en knivspids vanvid – ja, så vil man sådan cirka have opskriften på Bryan Fullers ’Dust Bunny’.
Filmen stritter i tusind retninger og eksploderer i så mange vilde og farvemættede billeder, at det næsten er for meget af det gode. Men hænger man på og overgiver sig, er ’Dust Bunny’ ikke bare vild, men også vildt underholdende. Med en melankolsk bund, der også giver stof til både følelser og eftertanke.
Hovedpersonen i ’Dust Bunny’ er 10-årige Aurora (Sophie Sloan), der er overbevist om, at der bor et monster under hendes seng. Et monster skabt af lige dele mørke mareridt og de støvkugler, der samler sig i de fjerne hjørner, hvor støvsugeren aldrig når ind. En makaber kanin med smag for menneskekød.
Et umage makkerpar
Det sidste mener hun i hvert fald bliver bevist, da hendes forældre forsvinder. Hun er helt sikker på, at monsteret har spist dem med hud og hår. Ingen vil dog tro på hverken monsteret eller Auroras fortælling om dets morderiske fremfærd.
Derfor allierer hun sig med den mest usandsynlige helt, hun kan finde – naboen, en mystisk lejemorder (Mads Mikkelsen), der fra sin side mistænker, at Auroras forældre måske er blevet ofre for snigmordere, der havde ham som mål.
Han siger derfor ja til at beskytte Aurora. En ed, der sender ham på overarbejde mod en strøm af snigmordere. Og måske også mere end det. For måske er nogle monstre faktisk virkelige. Selvom andre vil hævde, at monstrene på to ben er mere end rigeligt.
Mads Mikkelsen, som Bryan Fuller også arbejdede sammen med på ’Hannibal’, spiller naboen med lige tilpas stoneface til rollen. Han prøver ihærdigt at lade, som om han da er helt ligeglad med sin nye og ganske egensindige protegé, samtidig med at man ikke kan undgå at mærke, at hun lige så langsomt kryber længere ind under huden på ham, end han bryder sig om.
Det er svært ikke at tænke på Jean Renos lejemorder Léon og Natalie Portmans Mathilda. Et umage makkerpar, der alligevel i sidste ende giver utroligt god mening. Et venskab på tværs af tid og erfaring.
Interessant mørke
Mads Mikkelsen er i øvrigt ikke den eneste dansker på rollelisten. Også Caspar Phillipson og Line Kruse dukker op som forældrene, der måske-måske ikke ender som monsterfrokost. Og Sigourney Weaver spreder stjerneglans som lejemorderens chef.
Filmens virkelige stjerne er dog Sophie Sloan som Aurora. Hun er skøn og mildest talt ressourcestærk. Kvik i pæren og ikke bange for særligt meget. Bortset fra monstre under sengen.
Og så har hun en fantastisk kemi med Mads Mikkelsen. Både når det gælder hurtige humoristiske replikskifter og de dybere følelser. For ’Dust Bunny’ er fuld af barndommens fantasi og forestillingsevne, men også af noget mørkere: sorg, angst … og ikke mindst vrede.
Følelser, man helst ikke vil forbinde med børn. Men som får lov til at få plads her. For ikke alle børn har en lykkelig barndom. Nogle børn har faktisk en så forfærdelig opvækst, at en kynisk lejemorder er at foretrække som reservefar.
Og netop mørket er det, der gør ’Dust Bunny’ interessant. Den kunne let have været eksploderet i visuelt spektakulære scener, farver og fantasi. Et barns farveladeverden, hvor intet for alvor er farligt, fordi det bare er noget, vi forestiller os eller leger.
Men mørket i ’Dust Bunny’ er så håndgribeligt under al overfladestøjen, at det forankrer tosserierne og kaster interessante skygger. For bag historien om en lille pige og en lejemorder på lige dele jagt efter og flugt fra både menneskelige og umenneskelige monstre gemmer sig historien om svigt, fortrængning, overlevelsesmekanismer og behovet for bare at finde en eneste ting i livet, der virker stabil og til at stole på.
Bryan Fuller holder os rigtigt længe på pinebænken i forhold til, om der rent faktisk er et monster, og det er godt tænkt. For i mellemrummet mellem metafor og horror er der plads til, at alle menneskevæsnets mørkeste sider kan krybe frem.
Og måske er de rent faktisk mere uhyggelige end en to meter høj støvkanin med blod på tænderne? For hvem er de egentlige monstre, når et barn lades i stikken?
🖤🖤🖤🖤🤍🤍
