De fleste forbinder nok snarere bordtennis med hygge i fritidsordningen end en højintens konkurrencesport. Men for Marty Mauser er spillet med bat og florlet bold langt vigtigere – det gælder liv og død.
Han er noget så særligt som en bordtennis-hustler, der i 1950’ernes New York gør brug af alle tricks for at tjene til dagen og vejen, mens han forsøger at komme til professionelle turneringer i Europa og Asien og blive verdensmester.
Timothée Chalamet leverer en uforglemmelig præstation i hovedrollen i ’Marty Supreme’. Mauser er en fiktiv figur, der dog er kraftigt inspireret af virkelighedens Marty Reisman, men der er intet af det biografiske dramas sædvanlige andægtighed at spore i den fabulerende fortælling om et ungt menneskes egoistiske jagt på storhed.
Tværtimod har filmen den samme rebelske attitude som sin hovedperson, og mens han langtfra er et behageligt bekendtskab, er ’Marty Supreme’ et dragende epos om, hvor langt nogle mennesker vil gå for at realisere deres drømme.
Følger forpustet med
Timothée Chalamet bliver spået til at snuppe en Oscar for næsen af Leonardo DiCaprio. Man kan godt blive træt af skuespillerens private promovering, men det er umuligt at komme uden om hans blændende talent.
Med uudslettelig karisma bærer han ’Marty Supreme’ på samme måde, som Al Pacino og Robert De Niro gjorde i 1970’erne. Det føles som at opleve et stykke filmhistorie – en pragtpræstation af den slags, der også bliver husket om 50 år, når man forpustet forsøger at følge med.
Filmen tilhører forståeligt nok Chalamet, men rundt om ham får birollerne også rig mulighed for at boltre sig i det pulserende univers. Odessa A’zion fik sidste år et gennembrud i serien ’I Love LA’ og spiller i filmen den unge kærlighedsinteresse Rachel, der ganske vist er gift, men ligesom Marty ikke lader sig nøje.
Gwyneth Paltrow får et comeback som den forhenværende filmstjerne Kay Stone, der trods sit ægteskab med Martys rige sponsor Milton Rockwell (Kevin O’Leary) også indleder en affære med den unge gavflab, som mest er ude efter hendes mange penge.
Der er også Martys medspiller Béla (Géza Röhrig), der som kz-overlever fortæller en langt ude – og vist nok virkelighedstro – historie om at smøre kroppen ind i honning og lade sine medfanger slikke det af. Filmen er fuld af den slags originale højdepunkter, der bliver hængende i bevidstheden.
Frenetisk vildskab
Instruktør Josh Safdie er ligesom sin hovedperson fræk som en slagterhund, når han lader 1980’ernes synthpopklassikere som Alphavilles ’Forever Young’ og Tears for Fears’ ’Everybody Wants to Rule the World’ være underlægningsmusik til historien, der kommer forbi London, Paris og Tokyo på sin hæsblæsende jordomrejse.
Sammen med broren Benny – der er gået solo med et andet alternativt sportsdrama, ’The Smashing Machine’ – slog Josh Safdie sit navn fast med de sprælske perler ’Good Time’ og ’Uncut Gems’, hvor henholdsvis Robert Pattinson og Adam Sandler låner stjernestatus til adrenalinpumpende vanvidsridt.
Brødrene kan deres filmhistorie og læner sig særligt op ad den frenetiske vildskab, der gennem tiden er kommet til udtryk i den franske nybølge og hjemlandets deraf affødte New Hollywood-bevægelse med filmskabere som Scorsese, Coppola og Spielberg.
I ’Marty Supreme’ lader Josh Safdie independent-instruktøren Abel Ferrara – bedst kendt for den kompromisløse ’Bad Lieutenant’ med Harvey Keitel – spille en gangster, der giver hovedpersonen en masse penge for at passe på hans hund. De to mødes i en syg blanding af gys og humor i et badekar, og det er umuligt at kategorisere ’Marty Supreme’ entydigt mellem drama og komedie.
Ikke et kedeligt sekund
Det ligger til gengæld lige til et smash med højrehånden at karakterisere manuskriptet som fuld af pingpong-dialog.
Filmens brusende replikudvekslinger har Josh Safdie skrevet med den faste samarbejdspartner Ronald Bronstein, og de to har et særligt øre for det autentisk klingende og miljøspecifikke. I en herlig scene kommer Martys onkel, der lader nevøen arbejde sporadisk i sin skobutik, med en politimand, der forståeligt forvirres i det hektiske møde.
Senere resulterer endnu et af mange skænderier i små newyorkerlejligheder i et forrygende billede, når en hel kasse orange bordtennisbolde flyver ud ad et vindue.
’Marty Supreme’ har mere energi end hjerte i sin kaotiske skildring af et komplekst menneske. Den afsluttende scene, hvor Marty langt om længe falder til ro i bare et øjeblik, er mere dramaturgisk tilfredsstillende end dybt rørende, men rejsen dertil er fyldt med så mange op- og nedture, at håret nærmest stritter på vej ud ad biografen.
Filmen handler om bevægelse, og det er imponerende i sig selv, at man i løbet af en spilletid på næsten to og en halv time ikke når at kede sig et eneste sekund.
Det er ret fantastisk, at så udfordrende en film ikke bare er nomineret til en masse Oscar-statuetter, men også bliver vist herhjemme som del af Biografklub Danmark, der som hovedregel er lig med et ganske stort publikum. Det har filmen allerede fået på verdensplan, og det fortjener ’Marty Supreme’.
Den omskriver ikke bare reglerne for det klassiske sportsdrama, men gør det på en måde, så man sidder med nerverne uden på tøjet, både når der spilles bordtennis og snakkes om drømme for livet.
Karakter: 🖤🖤🖤🖤🖤
