”Jeg har hørt utrolige historier.”
Den sætning, sagt af Lille John, er helt central for ’The Death of Robin Hood’, der handler om myteopbygning i spændingsfeltet mellem sandhed og løgn.
Filmen foregår – som en lille tekst i starten proklamerer – i det Herrens år 1247. Ved et bål fortæller Robin Hood en ung kvinde, at historierne om hans heltemod ikke har noget på sig, og at det hele er løgn og latin.
Han har myrdet og hærget for egen vindings skyld, og nu bliver han nødt til at fortsætte, fordi utallige efterkommere af hans ofre vil ham til livs.
Det er en helt anden fortælling om Robin Hood, end vi er vant til at høre. Og det er usandsynligt dragende at se ham i det lys.
Filmen er en ubønhørligt nådesløs og svimlende brutal actionthriller, hvor der mellem blodsudgydelser bliver sat spørgsmålstegn ved, om det er muligt at opnå frelse, hvis man hele livet har rejst med døden som fast følgesvend.
Hellere død end levende
Historien om den lovløse Robin Hood fra Sherwoodskoven er blevet fortalt et utal af gange.
Bedst kendt blandt nutidens publikum er nok udgaven fra 1991 med Kevin Costner som den heroiske bueskytte og Disneys animerede version fra 1973, hvor Robin i ræveskikkelse tager fra de rige og giver til de fattige, samtidig med at han finder kærligheden hos Lady Marian.
Der er også en fornøjelig stumfilm med datidens superstjerne Douglas Fairbanks, mens fans af klassiske film har Errol Flynn som deres absolutte favorit, en sprælsk Robin Hood i højt humør.
Helt anderledes er Hugh Jackmans hovedperson i ’The Death of Robin Hood’. Robin vil hellere dø end leve, men han kan ikke undslippe den forbandelse, det er at måtte bære uendeligt mange liv på samvittigheden.
”Vi dør sandsynligvis,” siger han til Lille John, da vennen dukker op og beder om hjælp med at redde den familie, som han har stiftet under et nyt navn.
På vej til redningsmissionen dræber de kynisk en sovende mand for at tage hans humpel brød, og senere skyder Robin en pil lige gennem hovedet på en flygtende dreng, så han ikke kan sladre om deres gerninger.
Enhver flig af idealisme og sympati synes skyllet væk af årtiers bestialsk vold som hovedingrediens, men Robin får ny mening med livet, da han hårdt såret finder Lille Johns datter Margaret på det kloster, hvor han selv er kommet til hægterne. Skal hendes overgreb nu hævnes, eller er der en anden vej end voldens?
Ingen kan føle sig sikre
Instruktør og manuskriptforfatter Michael Sarnoski bevæger sig i samme grumme verden, som han gjorde i ’Pig’ med Nicolas Cage. I ordknappe og naturskønne billeder maner han mytologisk tankegods til live, så man er underholdt på tankevækkende vis.
Keltisk folkemusik med dissonante violiner er med til at skabe en verden i ubalance, hvor man konstant er i tvivl om, hvem der bliver det næste offer, for ingen kan føle sig sikre.
’The Death of Robin Hood’ er en stjernespækket film, men den gør meget for at skjule al sin star power. Hugh Jackman gemmer sig hele filmen bag et stort, hvidt skæg, mens Jodie Comer meget af tiden er pakket ind i søster Brigids nonnedragt, så man kun kan se hendes ansigt.
Der gik lang tid, før jeg opdagede, at Bill Skarsgård spiller Lille John, mens jeg først i rulleteksterne så, at Murray Bartlett (’The White Lotus’) er den spedalske mand, som Robin deler både søde og barske stunder med.
Endelig medvirker også det unge stjerneskud Noah Jupe – der fik hjertet til at vride sig i ’Hamnet’ – som søn af et af Robins mange ofre, der ligesom snart sagt resten af verden søger hævn over drabsmanden.
I en samling nervepirrende scener taler Robin skiftevis med dem om, hvad hans liv egentlig har budt på. For mens han er sikker på, at han har begået stribevis af mord, forsvinder specifikke situationer ud mellem fingrene på ham.
Pointen er ikke didaktisk, men alligevel glasklar: Vi mister vores menneskelighed ved hver eneste slet handling.
Tilgivelse og blodhævn
Med en titel som ’The Death of Robin Hood’ er der på intet tidspunkt nogen tvivl om, hvor filmen er på vej hen. Alligevel formår den at skabe spænding ved at begynde hæsblæsende for senere at sætte tempoet ned og skabe mere eftertænksomme øjeblikke.
Undervejs fylder den kristne religion ikke så lidt, mens der også tales om fortidens druider, som hengav sig til andre guder. De fleste af personerne ønsker både Guds tilgivelse og blodhævn, men der ligger en slet skjult kritik af religionens rolle i at få mennesker til at dræbe for et højere formål.
Historier avler grusomhed, som igen avler nye historier, og på den måde er menneskets barbariske natur cyklisk.
Der er dog en smule håb at finde mod slutningen i den ellers begsorte fortælling, hvor de kvindelige figurer viser, at man kan stoppe voldsspiralen, hvis man vil det nok. Det er en smuk slutning på en medrivende fortælling.
🖤🖤🖤🖤🖤🤍
