Så er vi kommet til afslutningen. Efter at have lukket publikum ind i det hektiske køkken siden 2022 går ’The Bear’ ud med femte sæson, der med seriens vanlige særkende er helt sin egen.
Tempoet er stadig højt, og replikker falder ofte som maskingeværsalver, når ordrer og skænderier glider ind og ud imellem hinanden på restauranten. Men med afskeden for øje er der en mere meditativ end aggressiv stemning at spore.
Sæsonen fremstår som et opgør med den jagt på perfektion, der har været den drivende motivation for Carmy (Jeremy Allen White) gennem de foregående fire sæsoner.
Verden går ikke under, fordi man begår en fejl, lyder mantraet denne gang. Der er rigeligt at kæmpe med, så lad ikke personerne omkring dig være blandt dem.
”Skændes vi nu, eller er vi venlige?” spørger Richie (Ebon Moss-Bachrach) midt i en kun semiophedet udveksling med Sydney (Ayo Edebiri), som alligevel ender med at give en undskyldning. Her er der kærlig forbrødring, så langt øjet rækker, og mens det måske lyder kedeligt ud fra et dramatisk perspektiv, virker det som det rigtige sted at slutte serien.
Charmerende skødesløshed
I starten af femte sæson er Chicago ved at drukne i et skybrud af bibelske dimensioner. Folk frarådes at gå ud, men kokkene møder stadig ind i restauranten og gør klar til en travl dag, der kan blive den sidste vilde nat for kliken.
Carmy har meddelt de nærmeste, at han vil forlade restauranten, og selv om det egentlig skulle være en hemmelighed for de resterende ansatte, bobler det selvfølgelig op til overfladen sammen med oversvømmelsen.
De fleste kommer forbi restauranten i løbet af den ene dag, som det meste af sæsonen strækker sig over. Oliver Platts herligt storsvovlende onkel Jimmy render i et sideplot ind og ud for at undersøge, om der økonomisk er nogen mulighed for at holde stedet i live.
Jamie Lee Curtis som Berzatto-matriarken Donna passer datteren Sugars (Abby Elliott) lille barn, mens dessertkokken Marcus (Lionel Boyce) på en ellers svimlende travl aften får presset sin far ind, så han kan nå at opleve, hvad holdet bag The Bear har skabt.
Imens dukker den lokale tv-vejrmand Tom Skilling – skønt navn på dansk – også op i en gæsteoptræden, der viser, at forfatterholdet har det virkelig sjovt med at kreere deres univers. Det burde egentlig ikke fungere, fordi så mange små afstikkere ikke hænger sammen med den overordnede historie, men der er noget charmerende over den narrative skødesløshed.
Serien tror nok på sine figurer til, at den tør kaste sig ud i det ene svinkeærinde efter det andet, og på den måde føler man sig alligevel omfavnet af den lukkede familiefest.
Mennesker over mad
’The Bear’ har altid gjort en dyd ud af ligesom en Michelin-restaurant at blande det konceptuelt velforberedte med små øjeblikke af uforklarlig magi. Spilletiden kan ubesværet variere mellem nærmest kortfilmagtige 20 minutter og op til en time, hvis handlingen kræver det.
Særafsnittet ’Gary’ kom for nylig ud af det blå med et tilbageblik, hvor Richie og hans senere tragisk afdøde ven Mikey (Jon Bernthal) er på forretningsrejse til titlens by i nabostaten Indiana.
Femte sæson starter, hvor det afsnit sluttede, nemlig med et biluheld, hvor en ufokuseret Richie bliver kørt ind i. Det er dog kun en af mange udfordringer, der også tæller forsinkede gæster og et ødelagt komfur på et dårligt tidspunkt.
Serieskaber Christopher Storer har instrueret alle afsnit undtagen ét i den sidste sæson, og det er tydeligt, at han har en klar vision for sit projekt.
Passioneret håndværk – eller er det faktisk kunst? – har gennem alle sæsonerne været et absolut fokuspunkt, men her til sidst står det endegyldigt klart, at den gode oplevelse ikke handler så meget om maden, som den handler om menneskene.
Den pointe står særligt klar i sidste afsnit, som af uransagelige årsager ikke blev gjort tilgængeligt for anmeldere på forhånd, selv om alle otte afsnit nu kan ses på Disney+. Derfor forholder de fleste anmeldelser sig kun til syv af sæsonens otte afsnit.
Men det sidste – hvor flokken dagen efter den stressende omgang samles til en smuk afslutning – har et dybfølt kram mellem Carmy og Syd som det store højdepunkt.
Nyskabende vovemod
Selv om der har været høj bølgegang undervejs i ’The Bear’, efterlader serien sig en særlig plads i tv-historien.
Det er i sig selv et adelsmærke at være så umiskendeligt original i et serielandskab, hvor det ofte føles, som om man har set det hele før. ’The Bear’ har turdet eksperimentere i sin kerne af nyskabende vovemod, som man kun kan bifalde.
Og så er det altså et forrygende persongalleri hele vejen rundt. Ikke mindst de sære medlemmer af Fak-familien, der går til hånde hist og her med ukuelig kampgejst, selv når man pludselig ryger gennem taget. Mine personlige favoritter er Tina (Liza Colón-Zayas) og Ebraheim (Edwin Lee Gibson), der har været på selvrealiserende rejser med en perfekt konklusion.
Derfor kan man også leve med, at det til tider er enormt selvhøjtideligt, som når Carmy til intens spændingsmusik og stor hjertebanken i hele køkkenet laver ingredienser til en ekstra dessert på en utraditionel måde.
Det er faktisk rørende at have hjertet så meget uden på tøjet og så ublufærdigt være i sine følelsers vold. Den livslektie vil jeg tage med mig fra ’The Bear’.
🖤🖤🖤🖤🖤🤍
Se hele sæsonen nu på Disney+
