Usikkerheder ad libitum. Det er virkeligheden for mange teenagere. Jeg har skrevet et brev til mit 15-årige jeg med nogle gode råd og skulderklap, som jeg godt kunne have trængt til, da jeg famlede mig igennem mine teenageår.
Bølge-pomfritter og forkærligheden for foreningsdanmark er ofte noget, vi parkerer i barndommen sammen med medlemskabet til en idrætsklub. Men her kommer en slags ølkasse-tale om, hvorfor det er så fedt at blive ved med at være en del af holdet, selvom man for længst er trådt ind i de voksnes rækker.
Sidste år vandt den danske forfatter Nordisk Råds litteraturpris for de første tre bind af syvbindsværket ’Om Udregning af Rumfang’. For hvert bind der udkommer, lærer man som læser noget nyt.
Journalist Josephine Villumsen strejfer rundt i de hvileløse 20’ere, hvor hver dag er et åbent kapitel, der venter på at blive skrevet. Så hun skriver og sender sine postkort til Heartbeats. Denne gang fra et køkken på Østerbro.
Journalist Josephine Villumsen strejfer rundt i de hvileløse 20’ere, hvor hver dag er et åbent kapitel, der venter på at blive skrevet. Så hun skriver og sender sine postkort til Heartbeats. Denne gang vækker en køretur gennem byens julelys sårbare tanker og følelser omkring julen.
Du tror måske, at det er tid til et nyt køkken med en flot ny bordplade i et håndplukket materiale. Det troede jeg også, men nu fortryder jeg bittert.
Jeg har altid tænkt børn som en beslutning, hvor man en dag vågner op og er klar. Men jeg er ikke klar, ikke nu, ikke i morgen, og måske bliver jeg det aldrig. Men hvad hvis jeg en dag vågner op, og det så er for sent? Eller jeg ender med at sidde alene, mens alle mine venner holder børnefødselsdag.
Journalist Josephine Villumsen strejfer rundt i de hvileløse 20’ere, hvor hver dag er et åbent kapitel, der venter på at blive skrevet. Så hun skriver og sender så sine postkort til Heartbeats. Denne gang fra den københavnske modeuge.
Danmark er provokerende langsomme til at godkende livsvigtig medicin, og skulle man gøre noget for især kræftpatienter, burde man nedlægge Medicinrådet, mener Ditte Giese i denne klumme.
Døren til loftsrummet kan ikke længere lukkes. Bøgerne kan ikke længere være på reolen og tøjet ikke længere i skabet. Jeg må erkende det, jeg er en samler, og mine ting vokser mig over hovedet. Men jeg kan ikke få mig selv til at smide ud. Hvad skal jeg gøre ved det?
