Det er populært, og ikke mindst bekvemt, at beskylde mennesker man er uenig med for at være privilegieblinde. Men faktisk er det ved at blive mere udbredt med privilegieskam end -blindhed.
Vi er blevet fortalt en løgn om voksenlivet. For i virkeligheden er der ingen, der har styr på det. Der er bare nogle, der lader som om.
I fire timer sad tusindvis af bilister i kø, da politiet en lørdag morgen stoppede trafikken over broen. Folk stod ud af bilerne, og mens der her var fin stemning, og folk talte hyggeligt sammen, bragede det løs på nettet, hvor mange viste et andet og langt grimmere ansigt.
Jeg er en af de tusindvis af eksiljyder, der har min daglige gang i de københavnske gader, og det har jeg haft i seks år. Alligevel blev jeg på én og samme aften på min højskole, der ligger midt inde i København, kåret som den største jyde OG den største københavner. Men hvad er jeg så?
Spørgsmålet om, hvem der laver mest derhjemme, ligger som en latent bombe i de fleste parforhold. Da jeg hørte om en norsk app, hvor man registrerer alle huslige pligter helt ned i detaljen, blev jeg nødt til at sætte husfreden over styr og teste den af.
Jeg troede, det ville blive ok nemt at opdrage et barn. Men det er det ikke. Det er tænderudtrækkende, og det er lige før jeg mister modet engang imellem.
Inden jeg gik på barsel, havde jungletrommerne fået mig til at frygte, hvor hårdt det ville være at passe et barn dag ud og dag ind. Men jeg kunne ærligt talt ikke få nok.
Jeg har selv begået masser af fejl og stresset rundt som mor, men det klæder alle voksne at gennemtænke deres eget selvvalgte hamsterhjul, før man spytter en ”det er samfundets skyld”-automatreaktion ud.
Nytårsaften er som bekendt årets fest, men med to små børn kan det hurtigt ende som årets største fuser. Sådan var det for mig.
Jeg har ikke sovet ordentligt i årevis, og natteroderiet driver mig til vanvid. Ofte har nætterne endda blodig udgang, skriver Thomas Balslev i sin faste klumme om at være far til to små børn.
