I denne episode skal det handle om brød og dets rolle i vores hverdag. Brødets centrale rolle i menneskelivet kommer eksempelvis til udtryk i ordsprog som “den enes død, den andens brød” samt “at have folk i sit brød”.
Værterne Lars Plenge Høier og Jakob Jessen kigger derfor blandt andet på definitionen af brød – og hvordan forskellige nationer har vidt forskellige brødkulturer. Det skal også handle om brødsnobberiet, der har ramt Danmark som en landeplage de seneste par år. Samtidig har der på den anden side været en enorm frygt for kulhydrater og særligt lyst brød.
Brødet kommer under kærlig behandling, og Lars Plenge Høier og Jakob Jessen endevender det med udgangspunkt i en faktatekst, en reklametekst, et digt samt en tekst om brødet som symbol.