Musiker Jenny Rossander er under aliasset Lydmor for alvor ved at få hul igennem til et større publikum, både herhjemme og i udlandet. Hendes musik er blevet beskrevet som legesyg, humoristisk, personlig – og politisk.

I dette afsnit af ’Skiftet’ besøger Flemming Møldrup Lydmor i hendes lejlighed i København til en samtale om at smide alt for at forsvinde for en stund og mødet med en særlig kvinde i Shanghai.

“Jeg følte mig vildt ufri i musikbranchen, der var alle de her forventninger til, hvem jeg skulle være, og jeg følte konstant, at jeg skulle bevise, at jeg var god nok. Jeg mistede grebet om, hvem jeg var, og hvad jeg egentlig ville med det hele,” siger Lydmor.

”Shanghai er sådan en by, man tager til, når man ikke ved, hvad man skal,” tilføjer hun.

Debattør og feminist

Som debattør kræver Lydmor en plads i debatten. Budskabet er mere fokus på sexisme i musikbranchen, ligestilling og #MeToo. Særligt efter, at hun offentligt italesatte problemet i et debatindlæg publiceret hos Gaffa om Ekstra Bladets musikanmelder Thomas Treos kvindenedsættende sprogbrug, fik hun en stemme i debatten. Efterfølgende kom albummet ‘Capacity’, der konkret og åbenhjertigt tager fat om de prøvelser med sexisme i musikbranchen, som hun har oplevet.

I dag er Jenny Rossander lige så kendt som feminist som musiker, men lysten til at blande sig i debatten kom først efter, at hun turde give slip på alt.

”Det var, som om jeg fandt et anker, som jeg kunne hive fat i, som handlede om, at jeg elskede at fortælle historier, og så blev det bare virkelig sjovt at lave musik igen. Jeg kunne fokusere på den barnlige glæde ved at skabe ting. Jeg havde nok en følelse af, at jeg bare kunne smadre puslespillet hver dag, hvis jeg ville,” siger hun.

Lydmor har udgivet fire soloalbums, lavet musik til flere teaterforestillinger og for nylig vundet en Robert i kategorien ’Årets Originale Sang’ for sangen ’The last Call’ til filmen ’Venuseffekten’.

Dagdrømme i Shanghai

Efter tre dage i Shanghai møder Lydmor en kvinde, som introducerer hende til en gruppe af mennesker, der bliver afgørende for hendes liv i den kinesiske storby.

”Jeg bliver fuldstændig opslugt, jeg glemmer, hvorfor jeg kom. Jeg bliver vildt fascineret af den her kvinde, og hendes måde at styre det her ’crowd’ på, og jeg bliver en fast del af den her gruppe af filosoffer, musikere, dj’s, kunstnere,” fortæller Lydmor.

Efter et halvt år trak hun stikket, holdt en afskedsfest og tog hjem med følelsen af at have nulstillet sit kreative kompas og fundet en ‘fuck it’-attitude frem til musikbranchens præstationspress, og så havde hun fundet en historie, hun gerne ville fortælle. Hun ville lave et album om den gruppe af mennesker, hun havde mødt i Shanghai.

”Det var så fedt at have en motivation, som ikke handlede om succes, og det var det, som var skiftet for mig. Før havde det handlet om, at jeg skulle lave noget musik, som kunne bevise, at jeg var god nok, og så kunne det være jeg fik lov til at lave, hvad jeg havde lyst til. Men der kommer jo aldrig et brev med posten, som siger du er god nok,” siger Lydmor.