’Skiftet’ med Leonora Christina Skov: “Jeg er taknemlig og mæt af succes”

Eller vælg, hvor du vil lytte
Foto: Kristina Pedersen

’Skiftet’ med Leonora Christina Skov: “Jeg er taknemlig og mæt af succes”

Eller vælg, hvor du vil lytte

Leonora Christina Skov udgav i 2018 en bestseller om sit eget liv, en spring ud-fortælling om at vokse op med forældre, der ikke kunne acceptere, at hun var lesbisk. Men succesen blev overvældende, og i dag drømmer hun sig tilbage til sit gamle liv.

Sponsoreret En del af serien:

Skiftet

Et skift i livet kan komme som et lyn fra en klar himmel. Pludseligt og helt uden varseI står man ved en skillevej og skal gentænke hele sin tilværelse.

I podcasten 'Skiftet' er vært Flemming Møldrup på besøg hos en person, der har gennemgået et stort skift i deres liv. For at tale om hvordan skiftet har påvirket dem, hvad de har lært, og hvordan de er landet på den anden side.

Måske står du selv en dag i en lignende situation. I 'Skiftet' bliver du inspireret til, hvordan du med ro i maven finder dig selv i en situation, der kan virke uoverskuelig.

Forfatter Leonora Christina Skov fik sit store litterære gennembrud med erindringsromanen, ’Den, der lever stille’. Den solgte over 150.000 eksemplarer og indbragte hende De Gyldne Laurbær. Det var alt det, hun havde drømt om, men sindet kunne ikke holde til det, fortæller hun.

”Jeg var hele tiden væk, jeg blev kontaktet konstant af læsere, og jeg følte hele tiden, at jeg var for lidt, at jeg skulle give noget mere til mine læsere eller give nogle længere svar på deres henvendelser, det var en evig følelse af at skulle have gjort noget mere,” siger Leonora Christina Skov.

I dette afsnit af ’Skiftet’ besøger Flemming Møldrup forfatteren i hendes lejlighed på Frederiksberg til en samtale om det store skifte, det er at gå fra at være en smal forfatter til at være et kendt ansigt.

“Pludselig blev jeg hyret til alle de her foredrag, normalt havde jeg måske 8 – 10 om året, og pludselig havde jeg 100. Jeg synes ikke rigtigt, at jeg kunne sige nej, fordi det var jo det, jeg havde drømt om, men jeg levede i min lille kuffert, og jeg savnede mit gamle liv,” siger hun.

I ’Den, der lever stille’ skriver Leonora Christina Skov om, hvordan hendes forældre ikke betragtede hende som deres barn længere, da hun fortalte dem om sin seksualitet.

”Det hjemsøgte mig hver dag, jeg tænkte på det hele tiden, og jeg besluttede faktisk tidligt, at når min mor døde en dag, så ville jeg skrive om det, så hun ikke kunne dø af sorg over det,” fortæller forfatteren.

Romanen nåede ud til et stort og bredt publikum, som brugte den til at forstå sig selv. Man behøver ikke at være lesbisk for at have haft en barndom med forældre, som ikke kan rumme det menneske, man er.

”Hver eneste gang, jeg fortæller historien om min barndom, bliver det bedre, der skulle bare mange tusind gange til, før det begyndte at blive mindre, men hvis jeg skriver mere om det, så vil jeg ikke føle, at jeg har mere som er mit eget, og det ville være en forfærdelig følelse, så ville det være hele mit liv, som var et ’værk’”, siger forfatteren om, om hun vil skrive mere selvbiografisk.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics