Nyt afsnit af ’Rockhistorier’: ”Til Patti Smiths koncert så jeg for første og sidste gang tårer i Henriks Queitschs øjne”

Foto: Ipaw/Backgrid/Ritzau Scanpix

Nyt afsnit af ’Rockhistorier’: ”Til Patti Smiths koncert så jeg for første og sidste gang tårer i Henriks Queitschs øjne”

En altid interessant kunstner, der med både sin musik og bøger har bevæget generationer, og som hjalp med at heale såret på Roskilde Festival efter tragedien, hvor ni mennesker døde. Årets sidste episode af Rockhistorier handler om fødselaren Patti Smith, der fylder 75 år.

Kultur En del af serien:

Rockhistorier

Musik og røverhistorier fra rocken i dens bredeste forstand med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch

Hun er en rock-shaman, der har udgivet nogle fantastiske plader, skrevet nogle vidunderlige bøger og spillet koncerter, der nærmest har været transcenderende oplevelser. Og netop hendes koncerter har Rockhistoriers værter oplevet en del af. De husker særligt, da hun optrådte på Roskilde Festival året efter den tragiske dødsulykke til Pearl Jam-koncerten i 2000, hvor ni unge mennesker mistede livet.

”Hun fik uddrevet de onde ånder fra pladsen foran Orange Scene,” husker Henrik Queitsch, og Klaus Lynggaard tilføjer:

”Det er første og sidste gang jeg har set tårer i Henriks Queitschs øjne, og det blev jeg så chokeret over, at jeg næsten selv begyndte at græde. Der vil jeg tilføje, at Henrik ikke er den grædende type.”

Patti Smith blev født i 1946 i en familie, der var tilhængere af Jehovas Vidner. Men i 1967 flyttede hun til New York City for at leve det frie kunstnerliv. I 1970’erne blev hun en del af den musikalske strømning, der kan kaldes New York Punk.

Det var ikke alle steder i New York City, at Patti Smith og hendes åndsbeslægtede (der talte så forskellige bands som Ramones, Talking Heads og Blondie) kunne få lov at optræde – men på downtown-baren CBGB (Country, BlueGrass & Blues) fik hun en aftale om en fast koncertaften over to måneder.

Hun var meget inspireret af fransk, modernistisk litteratur som skrevet af Baudelaire, Genet og Rimbaud. Hun blev kendt for sit androgyne udtryk, der var inspireret af hendes litterære helte, som det fx ses på det ikoniske pladecover til debuten ”Horses” (1975). Her har hendes soulmate, kunstneren Robert Mapplethorpe, udødeliggjort hendes flanør-inspirerede look med jakken kastet skødesløst over skulderen.­­­

Verden lærte Patti Smith at kende med åbningsnummeret på ’Horses’, ’Gloria’, som eftersigende blev til i en slags jam-session med hendes band. Her blev Belfast-bandet Thems hit fra 1965, ’Gloria’, smeltet sammen med fraser fra Patti Smiths stærkt religionskritiske digt ’Oath’ fra 1970. 

Selvom Patti Smith og hendes band, Patti Smith Group, blev kendt som en del af New York Punk-scenen, så var hun måske i højere grad beslægtet med hippie-bevægelsen. Kombinationen af de to subkulturer ses i hendes fantastiske sceneoptrædener, hvor hun typisk danser rundt på bare fødder som et andet blomsterbarn – og samtidigt spytter på scenen med en punkers ligegyldighed.

”Jeg har vænnet mig til det nu, men de første par gange jeg så det, frastødte det mig lidt. Hun spytter virkelig meget på scenen. Så danser hun altså rundt i det bagefter. Hun må åbenbart have en masse slim i halsen,” siger Henrik Queitsch, mens Klaus Lynggaard indskyder, at han altså så hende optræde på et gods i Danmark med resten af Politiken Plus-segmentet for et par år siden, hvor der ikke var noget spytteri.

I slutningen af 1970’erne møder hun sit livs kærlighed, Fred ’Sonic’ Smith, som var guitarist i Detroit-bandet MC5.

”Den store joke, hun altid elskede at fortælle, var, at hun giftede sig med ham, for så behøvede hun ikke at skifte efternavn. Så det var altså de oprindelige The Smiths. Hendes fjerde plade, ’Wave’ fra 1979, oser simpelthen af forelskelse,” fortæller Henrik Lynggaard. To sange fra albummet er dedikeret til Fred ’Sonic’ Smith: Den ene hedder simpelthen bare ’Frederick’, mens det andet, ’Dancing Barefood’, senere er blevet fortolket i et hav af cover-versioner.

Igennem 1980’erne blev hun et gradvist mere kendt navn på den amerikanske rockscene. Hun bevægede sig så småt i en mere poleret retning med storladne rockballader, hvoraf den mest berømte nok er hendes hit, ’Because The Night’, som hun skrev sammen med Bruce Springsteen.

Starten af 1990’erne markerede til gengæld en turbulent tid præget af tab og sorg for Patti Smith. Hendes mand, Fred, og hendes kære bror, Todd, dør begge uventet med bare en måneds mellemrum. Hendes faste keyboard-spiller Richard Sohl dør også, og hun bliver meget følelsesmæssigt påvirket af Kurt Cobains selvmord.

På opfordring fra sin gode ven, Michael Stipe, begynder hun til sidst at arbejde sig igennem den sorgfulde eftertænksomhed med sit sjette album, ’Gone Again’, der udkommer i 1996. Det blev et album, hvor lyden mindede meget om hendes gennembrud fra 1970’erne.

”Et album, hun turnerede flittigt med, hun blev nærmest manisk. Det er jo også en måde at arbejde med sorgen på, for der kom allerede et album igen året efter,” fortæller Henrik Queitsch.

Patti Smith er ikke kun musiker, hun er også billedkunstner og forfatter. I 2010’erne oplevede hun en ny popularitet, da hun udgav erindringsbogen ’Just Kids’, der dokumenterede hendes liv som ung kunstnerspire i 1970’ernes New York sammen med sin elskede ven Robert Mapplethorpe. Selvom det ikke var den første bog, hun udgav, så var dette smukke litterære værk med til at introducere hende for en ny generation, der ikke tidligere havde fået øjnene op for hende.

Det sidste album, vi indtil videre har fået fra Patti Smiths hånd, er ’Banga’ fra 2012, og hvis det skal blive hendes sidste plade, så er det et værdigt punktum for en glorværdig karriere. Her kan man blandt andet finde en rørende hyldest til den på det tidspunkt netop afdøde sangerinde Amy Winehouse. Til trods for, at det er ved at være 10 år siden, vi sidst har fået et album fra fødselaren, så er hun i kraft af sin alsidighed i den grad stadig en kunstner, der eksisterer og blomstrer i vores bevidsthed.

Støt Rockhistorier

Rockhistorier har lavet over 100 afsnit om de største kunstnere og de bedste historier bag mesterværkerne. Men vi har så mange flere historier, vi gerne vil folde ud for dig! Derfor beder vi dig om hjælp til at fortsætte podcasten. Hvis du synes, at du får værdi ud af ‘Rockhistorier’, synes vi, du skal overveje at støtte podcasten med et valgfrit beløb pr. episode.

Støtter du os, kommer du med i Rockhistoriers Lytteklub.

Det betyder, at du får adgang til:

  • En lukket Facebook-gruppe fyldt med andre musikglade mennesker.
  • Anbefalinger til plader, bøger og film du kan dykke ned i for at komme dybere ind bag de kunstnere, vi snakker om.
  • Q&A’s med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch.
  • Adgang til eksklusive events.

Og så betyder det også, at du er med til at betale for folk, som ikke har råd. Det synes vi sådan set er meget sympatisk.

Støtten går til, at vi kan researche, optage og udgive vores podcasts, samt til at promovere podcasten på de sociale medier, så flere kan få det glade rockbudskab at vide.

Klik på støtknappen herover eller besøg dette link for at støtte Rockhistorier.

Footer graphics