Fra midten af 1950’erne og helt frem til i dag har der raset en voldsom borgerrettighedskamp i Amerika. Det er som om landet aldrig rigtig har gjort endegyldigt op med sin slavefortid, og det har som bekendt ført til store protester og massive politiske diskussioner.
Men som det ofte er tilfældet, når der er tryk på kedlerne i samfundsdebatten, så kommer der i hvert fald én god ting ud af det – nemlig en hel masse god musik.
De to værter på podcasten ‘Rockhistorier’, Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch, har derfor dedikeret et helt afsnit til musikken, der udgjorde soundtracket til borgerrettighedskampen fra midten af 1950’erne op igennem halvfjerdserne.
Vil du lytte til hele afsnittet, kan du gøre det på dette link, men her følger en kort introduktion til periodens musikhistorie.
Det startede med gospel
Meget af den musik, der optræder i dette afsnit er dybt inspireret af gospel-musikken, som fyldte de afroamerikanske kirkerum med fællessang.
De politiske protester blev på en måde smuglet ind med salmer, hymner og spirituals, hvor den ofte gudfrygtige lyrik pludselig kunne få en anden og mere aktuel betydning.
”Når Moses f.eks. sagde: ‘Let my people go’, så blev der måske ikke tænkt så meget på flugten fra Egypten, men i lige så høj grad på de forhold, som de sorte i Amerika levede under”, forklarer Klaus Lynggaard.
Et godt eksempel på sådan en sang er ‘Wade In The Water’. Eftersigende skulle den politiske aktivist og frihedskæmper Harriet Tubmann have brugt sangen på sine ture til sydstaterne, hvor hun forsøgte at befri de mennesker, der levede under slaveforhold.
For at sydstaternes politi ikke skulle kunne finde dem, opfordrede hun nemlig med denne sang folkene på flugt til at gå ud i floden, så hundene ikke kunne lugte dem. Sådan blev en lovsang til Gud til et meget konkret værktøj i borgerrettighedskampen.
Ung, talentfuld og sort
Men det var ikke kun i kirkerne, at protesterne spirrede. Megastjerner begyndte også at have politiske budskaber i deres sange. En af dem der formåede at tage gospel-musikken med ud i mainstreamen var den legendariske sangerinde Aretha Franklin.
Hun indspillede i 1972 sin version af ‘To Be Young, Gifted and Black’, der oprindeligt er skrevet af en anden sanger, som også var aktiv i borgerrettighedskampen, nemlig Nina Simone.
Sangen er oprindeligt skrevet til Nina Simones veninde Lorraine Hansberry, der skrev bogen ‘A Raisin In The Sun’, og som uheldigvis døde i 1965 i en alder af 34.
Men selvom sangen har en meget specifik baggrundshistorie, er det nemt at forestille sig, hvordan titlen kunne inspirere til stolthed blandt den afroamerikanske befolkning.
En stilsikker smørstemme
Når man taler om denne musikalske periode, så er det fuldstændigt umuligt at komme uden om Curtis Mayfield. Han starter som forsanger i bandet The Impressions, der dannede skole for den soul, der blev skabt omkring Chicago, Illinois.
Curtis Mayfield bryder senere ud som solokunstner og skaber det ene stilsikre album efter det andet.
”Han var helt fantastisk live, en god guitarist, god sangskriver, og han havde en fabelagtig sangstemme,” mener Klaus Lynggaard.
Hans helt store værk fra den her periode er soundtracket til filmen ‘Superfly’, som ifølge værterne skal stå på vinylhylden i et hvert hjem med respekt for sig selv.
Men også andre steder i diskografien er der guld at hente. Specielt fremhæver værterne pladen ‘Back To The World’, hvor nummeret ‘Future Shock’ optræder. Endnu et socialt bevidst nummer, der faktisk refererer til førnævnte mesterværk i linjerne:
All worldly figures playing on niggers
Oh, see them passing
See how they’re dancing to the superfly
Oh, ain’t it wrong when you don’t know where we come from
I dag kan man stadig høre reminiscenser af soulmusikken i den moderne R&B, hvor kunstnere som Beyoncé, Solange og SZA løbende fornyer traditionen omend de politiske budskaber, måske er mere subtilt pakket ind idag.
Hvis du vil høre, hvor de nutidige kunstnere måske har fundet inspiration til deres fortolkning af soulmusikken, så tryk på linket her og nyd to timer i selskab med Rockhistoriers take på den politiske soul.
Støt Rockhistorier
Rockhistorier har lavet over 100 afsnit om de største kunstnere og de bedste historier bag mesterværkerne. Men vi har så mange flere historier, vi gerne vil folde ud for dig! Derfor beder vi dig om hjælp til at fortsætte podcasten. Hvis du synes, at du får værdi ud af ‘Rockhistorier’, synes vi, du skal overveje at støtte podcasten med et valgfrit beløb pr. episode.
Støtter du os, kommer du med i Rockhistoriers Lytteklub.
Det betyder, at du får adgang til:
- En lukket Facebook-gruppe fyldt med andre musikglade mennesker.
- Anbefalinger til plader, bøger og film du kan dykke ned i for at komme dybere ind bag de kunstnere, vi snakker om.
- Q&A’s med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch.
- Adgang til eksklusive events.
Og så betyder det også, at du er med til at betale for folk, som ikke har råd. Det synes vi sådan set er meget sympatisk.
Støtten går til, at vi kan researche, optage og udgive vores podcasts, samt til at promovere podcasten på de sociale medier, så flere kan få det glade rockbudskab at vide.
Klik på støtknappen herover eller besøg dette link for at støtte Rockhistorier.
