Det ville virke tonedøvt at spørge Mathilde Falch, om hun er vokset op i et hjem med klaver. For som efternavnet afslører er Mathilde datter af Michael Falch, der i mere end fyrre år har været en etableret del af den danske musikbranche. Mathilde er altså ikke bare vokset op i et hjem med klaver – musikken flyder i årerne på hende.
“Jeg var på Roskilde Festival for første gang, da jeg var et halvt år, og har altid været sindssygt glad for at høre live musik. Så det har også været en naturlig del af min barndom at lytte til og opdage musik,”fortæller Mathilde Falch, der i anledning af sin seneste plade, ’Hvert sekund’, gæster ’Rockhistorier’ og deler ud af den musik, der har dannet klangbund for hendes eget musikalske virke.
Det er da også netop en umiddelbar og ukrukket nysgerrighed, der kendetegner sangerindens playliste, der tillader, at Joni Mitchell som det naturligste i verden kan flyde over i Eminem, og hvor der både er plads til undergrundsfruen Connie Converse og popdivaen Taylor Swift.
Velkommen til mørket
Mathilde Falch debuterede som sanger og sangskriver i 2009 med singlen ’Måske om fem år’. Men faktisk var det lige før, at karrieren var stoppet, inden den overhovedet var gået i gang. For allerede i slutningen af teenageårene udviklede Mathilde Falch en spiseforstyrrelse, der var så alvorlig, at hun endte med at blive indlagt på en lukket afdeling. Hun var på det tidspunkt så tynd, at det ikke var sikkert, hun ville overleve, og havde man på det tidspunkt spurgt Mathilde selv, havde det nok heller ikke været den værst tænkelige udvej.
Men musikken blev den redningskrans, hun havde brug for, og særligt én sang viste sig at få direkte indvirkning på den bane, Mathildes liv var ved at tage – nemlig Aimee Manns kæmpehit med den passende titel ‘Save Me’.
”Jeg var 18 år, var indlagt på en psykiatrisk afdeling og havde givet op på, at jeg kunne få det bedre. Jeg har et meget dramatisk øjeblik, hvor jeg smider det her skår væk, hiver sonden ud af min arm og starter mit liv. Altså det som jeg på mange måder ser som øjeblikket, hvor jeg vælger, at jeg gerne vil leve. De ord, og den sang, blev livsændrende for mig, og gav mig håbet og følelsen af ikke at være alene.”
Sult på livet
Siden dengang er der sket en hel del. Hun har turneret land og rige tyndt, udgivet én EP og i alt seks albums, hvoraf pladen ’Hvert sekund’altså udgør den sidste i række. Ærligheden er ikke forsvundet på sangerindens seneste udspil, men hvor melankolien førhen har dannet klangbund i Mathilde Falchs sangunivers, er det optimismen der skinner igennem på ‘Hvert sekund’. Og det er et helt bevidst valg, for spørger man sangerinden selv, har livsglæden altid ligget lige under overfladen.
”Jeg har førhen syntes, det var sjovt at dykke ned i det melankolske og dystre (…) og jeg kan godt forstå, at folk måske har misforstået det og troet, at jeg ikke var et glad menneske. Men håbet og glæden har altid været der.”
Støt Rockhistorier
Støtter du os, kommer du med i Rockhistoriers Lytteklub.
Det betyder, at du får adgang til:
- En lukket Facebook-gruppe fyldt med andre musikglade mennesker.
- Anbefalinger til plader, bøger og film du kan dykke ned i for at komme dybere ind bag de kunstnere, vi snakker om.
- Q&A’s med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch.
- Adgang til eksklusive events.
Og så betyder det også, at du er med til at betale for folk, som ikke har råd. Det synes vi sådan set er meget sympatisk.
Støtten går til, at vi kan researche, optage og udgive vores podcasts, samt til at promovere podcasten på de sociale medier, så flere kan få det glade rockbudskab at vide.
Klik på støtknappen herover eller besøg dette link for at støtte ‘Rockhistorier’.
Playliste:
Mathilde Falch: “Hvert sekund” (2024)
Souvenirs: ”Som en sommerfugl” (1996)
The Beatles: “Across the Universe” (1970)
The Kinks: “Waterloo Sunset” (1967)
The Cardigans: “Lead Me into the Night” (2003)
Joni Mitchell: “Big Yellow Taxi” (1970)
Eminem: “Stan” (2000)
Kira and the Kindred Spirits: “Unimpressed” (2002)
Aimee Mann: “Save Me” (1999)
Pretenders: “Brass in Pocket” (1979)
Bob Dylan: “Sweetheart Like You” (1983)
Nick Cave: “Push the Sky Away” (2013)
The Velvet Underground: “After Hours” (1969)
Kim Carnes: “Betty Davis Eyes” (1981)
Connie Converse: “Talkin’ Like You (Two Tall Mountains)” (Indspillet 1954, udsendt 2009)
Taylor Swift feat. The National: “coney island” (2020)
The Cure: “Just Like Heaven” (1987)
eee gee: “promise to pick up the phone” (2023)
Bleachers feat. MØ: “You’re Still a Mystery” (2015)
Ki! feat. Charlotte Schultz: “Cuidado” (2024)
Mathilde Falch: “Tror du jeg har glemt dig?” (2024)