Carsten Bjørnlund har altid vidst, at han ville være skuespiller. Men da han som nogen-og-tyve-årig søgte ind på Teaterskolen, var nerverne ved at sabotere hans drøm.
“Jeg havde søgt ind på teaterskolen, men havde massive nerver og kom ikke ind. Derfor ville jeg finde ud af, hvad fanden der skete inde i mig. Og så startede jeg i terapi,” fortæller han til Mikkel Braginsky i dette afsnit af Hankøn.
Egentligt troede han, at det var relationen til sin far, han skulle til at dissekere.
“Mine forældre blev skilt, og min far kørte sit eget liv. Han var der ikke 100% af alle mulige grunde, og jeg manglede et solidt mandebillede,” forklarer han om sin barndom.
Men undervejs i terapien fandt han ud af, at det egentlig var relationen til moren, der skulle under luppen.
“Jeg fandt ud af, at min relation til min mor ikke var så sund, som jeg troede, den var. Jeg syntes, at jeg havde et meget tæt forhold til min mor. Vi talte om alt, vi delte alt, vi ringede sammen hver dag – nogle gange flere gange om dagen. Og så blev jeg opmærksom på, at det egentligt var et mønster, jeg ikke havde bedt om. Hver gang hun var i dårligt humør på arbejde eller med en kæreste – hvilket var tit, fordi hun altid skabte problemer for sig selv – så skulle jeg trøste hende. Og så blev jeg vred,” fortæller han.
Selvom vreden blev den drivkraft, der hjalp ham med at bryde mønsteret, har relationen trukket spor helt op i Carsten Bjørnlunds voksenliv.
“De udfordringer, jeg står med i mit parforhold, kan jeg spore tilbage til det,” siger han.
“De dæmoner, man kan møde i sit liv, kan også være ens guru,” smiler han. Og det er også det, han forsøger at lære sine egne børn:
“Det er kriserne, vi lærer af. Ved at begå fejl lærer vi, for der ligger en læringsproces i at fejle. Det prøver jeg også at lære min 13- og 18-årige; søg hen mod fejlen. Det er der, man lærer noget.”
Vært:
Mikkel Braginsky
Producer:
Camilla Sager
Redaktør:
Emil Norsker
