I 1977 udgav kun 11-årige Björk Guðmundsdóttir sit første album, og lige siden har hun brugt sin særlige og eklektiske stemme og person til at udtrykke sig.
”Hun er blevet en matriark for eksperimenterende popmusik,” fortæller musikanmelder Pernille Jensen om den islandske sanger, mens hun refererer til nye musikere, der har hentet inspiration i Björk som Rosalía, der forener flamingotradition med meget moderne musik, og Billie Eilish, der er “superunderlig i bedste sendetid”.
”Det er jeg ikke sikker på, at de havde haft mulighed for, hvis de ikke havde set på en som Björk, der virkelig bare har insisteret på at være mærkelig og excentrisk på en måde, som vi måske godt kan tage for givet i dag – for nu har vi vænnet os til, at popstjerner godt kan være excentriske og mærkelige”.
Pernille Jensen har været musikanmelder ved Politiken siden 2011, og i denne uge gæster hun femte afsnit af ’Kvinde Kend Din Historie’ med vært og historiker Gry Jexen.
Får ikke den rette anerkendelse
Selv om teknologien udvikles i løbet af 90’erne til fordel for Björk og hendes fascination af de elektriske toner, støder hun alligevel på udfordringer i produktionen.
”Hun har sagt, at hun flere gange har oplevet at gå i studiet, hvor det så efterfølgende er lydteknikeren den dag, der bliver krediteret som producer, fordi han var den eneste mand, der var der,” fortæller musikanmelder Pernille Jensen.
Et andet eksempel er produktionen af det sjette album ’Vespertine’, der udkom i 2001. Björk har brugt tre år på at programmere mikrobeats til albummet – hun kalder det selv for et kæmpe broderi.
”Hun beder den elektriske duo Matmos om at hjælpe med noget percussion til sangene, og det bruger de 14 dage på, som de så bliver vidt og bredt krediteret for. Det er bare ekstremt sigende for, hvordan det har været gennem Björks karriere. Den der følelse af, at man laver en hel masse arbejde, men der er bare ikke nogen, der ser det,” fortæller Pernille Jensen.
Hør meget mere om Björks karriere, om hendes barndom på Island og om dengang hun lagde et æg på den røde løber i femte episode af ’Kvinde Kend Din Historie’ – lige der, hvor du lytter til dine podcasts.