Beton er verdens mest anvendte byggemateriale og er ofte afgørende, når vi bygger huse, broer og veje.
Problemet er bare, at ingredienserne i beton – sten, grus, sand og cement -ikke er uendelige ressourcer.
”Problemet er, at de råstoffer, vi bruger til beton, ikke bliver regenereret af sig selv. Vi tømmer bare de lagre, vi har af dem. Og på et eller andet tidspunkt, så ender vi med at have det, vi kalder hollandske tilstande. Og det er, at vi har tømt alle vores egne naturlige råstoffer ud af undergrunden.”
Det fortæller Annica Flade-Rasmussen, administrerende direktør i Recycon A/S. Hun er ugens gæst i podcasten ’De gør Danmark rigere’. En podcast, der sætter fokus på de innovative mennesker, der skal sikre vores velfærd og velstand i fremtiden. I dag har vi store internationale virksomheder som Lego, Mærsk og Novo, men hvor skal de næste komme fra, og hvordan kan de få finansiering, så de kommer ud over landets grænser?
I Recycon vil man gerne forandre byggeindustrien og få dem til at genbruge de mange tons byggeaffald industrien hvert år genererer. Det vil bidrage til at forhindre, at Danmark løber tør for råstoffer, og samtidigt vil det mindske CO2-udledningen fra byggeriet.
”Vi har faktisk rigtig mange muligheder for at genanvende vores gamle bygninger i ny beton. Du kan få noget, der er sammensat af et gammelt badeværelse, eller du kan få det fra dit gamle tag. Alt det kan bruges i ny beton,” siger Annica Flade-Rasmussen.
Det kræver ofte finansiering og risikovillig kapital, når nye ideer for alvor skal udfoldes. Det hjælper Eifo med, og derfor inviterer podcastens to værter, Caroline Søeborg Ahlefeldt og Jon Arskog gæster som Annica Flade-Rasmussen ind til en snak om, hvordan de kan være med til at ændre vores samfund og verden.
I denne uge kommer også kundechef i Eifo, Peter Vincentzen, og forklarer, hvorfor han har været med til finansiere Recycon, og hvad han generelt kigger efter , når Eifo skal bidrage til finansieringen af en virksomhed..
”Vi har den rolle i den finansielle verden, at vi skal være med til at sikre, at gode virksomheder med gode planer kan få den kapital, de skal bruge til at vokse. Når vi kigger på risikoen og den forretningsplan og mission, som virksomheden er på, så er det et ekstra plus, at vi her taler om en bæredygtig omstilling af byggebranchen. Det er bestemt noget, vi har særlig fokus på,” fortæller han og fortsætter:
”Jeg har tre ting, der gerne skal være til stede. Det er mennesker, det er produkt, og det er marked. Og de tre ting tilsammen er det allervigtigste i en risikoanalyse. Her har vi de rigtige mennesker til at drive planen og virksomheden, vi har et spændende produkt med potentiale – og vi har et marked i vækst.”
Hør mere om hvordan Recycon kan afhjælpe en sektor, der udleder mere CO2 end flyindustrien.