‘Kvanteteknologi’ lyder som noget science fiction-agtigt, der ligger langt ude i fremtiden.
Men faktisk bruger vi allerede teknologien i flere forskellige anvendelser. Kvanteteknologi handler om at kontrollere atomer, så vi kan bruge dem til at skabe forskellige funktioner. Det gør vi allerede i forbindelse med vores telefoner, mikrochips og lysstofrør.
Når vi taler så meget om kvanteteknologi i dag, er det, som en ekstremt avanceret metode til at skabe løsninger på langt større problemer – og til at skabe anvendelser, der kan optimere og gøre vores kendte og ukendte teknologier anvendelige i stort set alle sammenhænge. Vi taler om kvantecomputere, kvantekommunikation og kvantesensorer. Udfordringen er at de løsninger, der hidtil er blevet arbejdet på, kræver store, dyre og ikke mindst komplekse fysiske installationer.
Men nu er den engelsk-danske startup ‘Aquark Technologies’ i gang med at flytte den avancerede teknologi ud i den virkelige verden. Snart kan kvantefysik hjælpe med alt fra bedre navigation til klimamålinger og mere sikker kommunikation. Og det er netop dette potentiale, som Aquark Technologies’ Alexander Jantzen og EIFO’s Laurits Bornæs taler om i denne episode af ’De gør Danmark rigere’.
Det store spørgsmål er, hvordan får man noget så komplekst og skrøbeligt som kvanteteknologi til at blive noget, som vi alle kan få gavn af?
Spørger man Alexander Jantzen, der sammen med Andrei Dragomir, står bag Aquark Technologies, så kræver det mange års forskning, lidt god gammeldags stædighed og ikke mindst en ny måde at tænke kvantesystemer på. For Aquark gør brug af en unik metode baseret på såkaldt “Super Molasses Trap”, som ikke kræver store magnetiske felter, hvilket gør teknologien både mindre og billigere og dermed mere brugervenlig.
– Vi kan flyve det på en drone, sejle med det på en båd og tage det med under vand. Det gør os i stand til at bringe kvanteteknologi uden for laboratoriet og ind i dagligdagen, fortæller Alexander Jantzen.
Det betyder noget, fordi præcise kvantesensorer blandt andet kan sikre navigation, hvor GPS-signaler bliver jammet og sat ud af kraft – noget, der er et voksende problem i takt med øget geopolitisk uro. Teknologien kan også bruges til at måle tyngdekraft i forskellige sammenhænge, hvilket gør det muligt at finde råstoffer i undergrunden, optimere dataoverførsel og på sigt endda forbedre vores viden om hjernens aktivitet.
Aquark Technologies er allerede på radaren hos både NATO, der ser på de sikkerhedsmæssige potentialer i virksomhedens teknologi. Det samme gælder EIFO, hvor potentialet for både civil og militær anvendelse er af stor betydning.
– Det her handler ikke bare om at måle tiden mere præcist. Det handler om at demokratisere teknologien og gøre den tilgængelig for mange flere. På sigt måske endda i din selvkørende bil eller som backup i vores teleinfrastruktur, siger Laurits Bornæs, Investment Associate i EIFO.
Historien om Aquark Technologies er ikke kun en teknologisk rejse. Det er også et vidnesbyrd om, hvordan forskning, europæisk samarbejde og dygtige iværksættere kan skabe noget, der både har global betydning og er med til at gøre Danmark rigere.
Lyt til ugens afsnit og få svar på, hvordan kvantefysik kan blive hverdag, og hvorfor fremtiden måske allerede er her.
