Forestil dig, at du tager medicin, du har fået ordineret, og opbevarer den i dit køleskab, som lægen har sagt. Men temperaturen i køleskabet svinger, fordi du åbner og lukker det, og der er forskellige madvarer i. Når temperaturen ændrer sig, kan det have konsekvenser. Bare én enkelt grads forskel kan have stor betydning for, om medicinen eller vaccinen overhovedet virker.
Det er faktisk et stort problem. Det er det for den enkelte, det er det for medicinalvirksomhederne, og det er det ikke mindst i udviklingslandene. Det gælder både på klinikker og under transport. Medicin bliver ofte opbevaret forkert og mister sin virkning. Men danske Eupry har udviklet og sælger nu en teknisk løsning, der hjælper dem alle.
Det har længe været en stor udfordring for nødhjælpsorganisationer som Unicef, at de vaccinerede millioner, hvor de kunne ikke se den forventede effekt. Mistanken faldt på opbevaringen af vaccinerne og derfor blev Christian Jacobsen, der i dag er medstifter og direktør i Eupry, spurgt om han bl.a. kunne rejse til Nigeria, mens der var ebola for at finde ud af, hvad problemet var.
Da de først gik i gang med arbejdet, var deres antagelse, at det var varmen, men det viste sig faktisk at være det modsatte.
”Vi rejste til en klinik, der var på størrelse med et parcelhus, hvor de vaccinerede op til en million mennesker. Vi stillede vores udstyr op, men ret hurtigt fik vi en alarm om, at der var for koldt. Vi havde fået besked på at sørge for at holde disse vacciner kølige, for de må ikke være for varme. Men nogle af de medikamenter må heller ikke få frost. Og det fik det med det samme.”
Hjemme på DTU skabte Christian & Co. en teknisk løsning, der monitorerer og registrerer temperaturen på lægemidler og vacciner – og giver alarm, hvis temperaturen er forkert. Det blev til virksomheden Eupry. Herfra troede de, at det ville være let at få ud på markedet til fx Unicef, men som startup kan det være vanskeligt at begå sig på et konservativt marked – og Unicef arbejdede med en helt anden tidshorisont end den dengang lille Eupry-startup kunne overleve på.
Derfor ændrede de forretningsmodellen til først at fokusere på det vestlige marked og medicinalindustrien, og med hjælp fra blandt andet EIFO kunne de bygge forretningen op på en ny måde.
Nu er Christian og Eupry et sted, hvor de har et kæmpe potentiale, forklarer Claudia Maria Colciago, Senior Investment Manager i EIFO.
De opfylder alle de kriterier, hun og EIFO altid leder efter, når de investerer i den slags virksomheder, og så har ejerne en særlig kemi.
”En af de ting, jeg bedst kan lide ved Eupry, er holdet. Det er et hold, der er drevet af et formål, og du kan virkelig føle det. Du har grundlæggerne, der er mere på den tekniske side, hvor de virkelig vil have, at det her skal være perfekt, og andre, hvor det for dem mere handler om at gøre en forskel. Og dette skaber en fantastisk kombination.”
Eupry er i dag 60 ansatte og tilstede i mere end 50 lande. Men ambitionerne er endnu større.
Du kan høre historien om Eupry og deres ambitioner – og hvorfor EIFO tror på dem, i det nye afsnit af podcasten ’De gør Danmark rigere’.