Hvis navnet ’Stiesdal’ ringer en klokke hos dig, er det ikke så mærkeligt. Henrik Stiesdal er en dansk opfinder og pioner inden for vindkraftindustrien. Det var ham, der stod bag den første vindmølle til vindmøllefabrikanten Vestas, der for alvor satte gang i vindrevolutionen i Danmark – og hele verden.
Nogle gange er ét eneste menneske absolut afgørende i en virksomheds historie. Det er og har Henrik Stiesdal været, fortæller den nuværende administrerende direktør i Stiesdal, Jacob Andersen, i denne episode af podcasten ’De gør Danmark rigere’, som EIFO står bag.
Henrik Stiesdal har nemlig ikke hvilet på laurbærrene. Han har været aktiv opfinder i alle årene og har undervejs arbejdet med mange grønne teknologier.
I dag rækker Stiesdals mission derfor langt udover vindmøller. Virksomheden udvikler teknologier, der kan skabe grøn omstilling og gøre den billigere og mere effektiv. Det handler blandt andet om flydende fundamenter til havvindmøller, billigere elektrolyseanlæg til grøn brint og pyrolyse – en teknologi, der kan lagre CO2 i jorden, så den ikke ender i atmosfæren.
– Men at hive CO2 ud af atmosfæren, det lyder lidt hokus pokus. Hvordan gør man det i praksis?, spørger værten, Caroline Søeborg Ahlefeldt. For kan man overhovedet det?
Svaret er ja, siger Jacob Andersen, men det er ikke ukompliceret. Det kræver mange forskellige teknologier.
– Naturen er rigtig smart indrettet. Problemet er bare, at når vi afbrænder fossile brændstoffer, så kommer vi med et bidrag, som naturen ikke kan holde i skak. Her vil vi gerne sætte en ”støvsugerpose” på.
Det gør virksomheden med hjælp af organiske materialer – affaldsprodukter fra risproduktion, dyreaffald, gamle kaffebønner og andet restprodukt – som kommer i en pyrolyse-ovn, der varmes op til 600 grader. Så dannes der biokul, som egentlig er en regenerering af det, man har gravet op fra jorden. Biokullet kommer tilbage ud til landmændene, der spreder det ud på markerne. På den måde opfanges og bibeholdes 8-10 procent af det CO2, der er i atmosfæren, så det ikke brændes af. Der er idéen med ”støvsugerposen”, der kommer på.
Men hvordan gør det så Danmark rigere?
– Stiesdal gør alt det, vi håber på for en privat virksomhed, siger Associate Director i EIFO Andreas Thornit, der har været en beslutningstager i valget om at investere i Stiesdal.
– Stiesdal har noget innovation og teknologi, der giver virksomheden en troværdighed, der overbeviser investorer om, at det er en god forretning, siger han.
Det er det også – men Stiesdal er en virksomhed, hvor teknologi, timing og investeringer skal måles og vejes med præcision, da klimakrisen ikke kan løses på én dag. Dét hjælper EIFO dem med.
Hør mere om overvejelserne og udfordringerne hos en virksomhed som Stiesdal ved at lytte til denne uges afsnit af ’De gør Danmark rigere’.