Hvad gør man, når man mister et ben og ikke længere kan leve det aktive liv, man gjorde engang?
Spørger man Lasse Werner Madsen, der har stiftet virksomheden Levitate Technologies, bygger du det selv. Kort tid før han skulle på gymnastik efterskole, mistede han, som 14-årig sit ene underben i en trafikulykke, men han havde ikke tænkt sig at opgive sin aktive tilværelse. Selvom det var vanskeligt, fandt han frem til en løsning, han kunne bruge – og tog på efterskole. Flere år senere stod han som voksen og uddannet ingeniør i samme situation:
– Jeg stod og skulle bruge noget udstyr, som jeg ikke rigtig kunne få fat på. Og så tænkte jeg, at det kunne være, at det er tid til at prøve selv, fortæller han i dagens afsnit af ’De gør Danmark rigere’.
Han kom ikke blot i mål med en protese, der passede til hans eget behov. Han fik kickstartet det, der blev til Levitate – en dansk Medtech-virksomhed, der forsyner benamputerede i hele verden med højteknologiske benproteser, der er designet til både hverdagsbrug og sport.
– Medical devices behøver virkelig ikke at ligne en eller anden kedelig badebænk. De må gerne se fede ud, så man har lyst til at bruge dem, fortæller han om protesernes design, som vitterligt ser hightech ud og ikke forsøger at camouflere, hvad det er, siger han.
EIFO så hurtigt potentialet i den voksende virksomhed og investerede i den tilbage i 2020, da den kun var et par år gammel. For Mads Lacoppidan, der er chef for Life Science-investeringer i EIFO, var det ikke en svær beslutning. Levitate er et optimalt eksempel på det, som EIFO er sat til i verden for at gøre: At levere et positivt afkast, men forhåbentligt også gøre verden til et bedre sted. Og det er det, Levitate gør, mener han.
– Det her er ikke bare en business. Det er en business, hvor vi kan se et direkte sigte til at gøre en positiv forskel for mennesker, der har et reelt behov, siger Mads Lacoppidan.
Det skyldes ikke mindst – desværre, kunne man sige – krigen i Ukraine. Siden Ruslands invasion i 2022 har over 80.000 mistet et eller begge ben. Pludselig blev der akut behov for at levere proteser til sårede soldater og civile. De amputationer, Levitate så i Ukraine, var dog markant anderledes end dem, man normalt designer proteser til. I vestlige lande skyldes amputationer oftest planlagte operationer efter sygdomsforløb. Men krigstraumer er ofte kaotiske og meget forskellige og kræver helt andre løsninger.
– Der er bittesmå landminer, som ikke er lavet til at dræbe, men til at ukampdygtiggøre dig. Det betød, at mange mistede kun en lille del af foden eller benet, og det stillede helt nye krav til designet, fortæller Lasse Werner Madsen.
Det betød, at Levitate hurtigt måtte omstille sin produktion. På få måneder udviklede virksomheden en ny type protese, der var tilpasset krigstraumer. De blev testet både i laboratorier og direkte i felten – og nogle af de første brugere var soldater, der med deres nye ben kunne vende tilbage til frontlinjen.
Historien om Levitate er en fascinerende en af slagsen, der for både grundlæggeren såvel som kunderne indeholder personlige tragedier, men også en ny start på livet. Og her kommer en ekstra bonus oveni: Virksomheden gør faktisk også Danmark rigere.
Hør mere om Levitates arbejde med benproteser og få svar på, hvorfor et felt, der udadtil kan virke meget niche, er endt med at gøre en kæmpe forskel – både lokalt og internationalt.
