Foto: Beats By Girlz Denmark
Hvad gør man, når man er kvinde i elektronisk musik og altid har manglet rollemodeller at spejle sig i? Man skaber da sin egen elektroniske musikskole for kvinder, trans- og non-binære!
Det gjorde de tre kvindelige elektroniske musikere bag musikskolen Beats by Girlz Denmark, Katrine Villadsen, Lola Ajima og Stefani Wisting. Sammen er de trioen bag projektet, der med den nye ‘skole’ vil give unge kvinder adgang til gear, vejledning, rollemodeller og undervisning i trygge rammer, hvor de kan udvikle sig indenfor elektronisk musikproduktion, komposition og lydteknik.
”Jeg har undervist mange unge mennesker i musik, og jeg oplever, at piger er meget mere forsigtige end drenge. Mange piger har attituden: Uh, kan den gå i stykker? Generelt har pigerne svært ved at lave fejl, men vi lærer ikke noget, hvis vi ikke laver fejl. Den der nul-fejls-kultur er desværre meget fremherskende, og pigerne bakker ud, når det har noget med teknik og computere at gøre. Derfor skal vi skabe et trygt rum, hvor de kan tillade sig selv at lave fejl,” siger elektronisk komponist Katrine Villadsen, som har specialiseret sig i musikproduktion og live-looping af vokal i programmet Ableton Live, der også er omdrejningspunkt for dagens undervisning.
I år 2017 blev Danmarks første undersøgelse af elektronisk musik lavet, der viste, at kvindelige aktører kun udgør en minoritet i det danske elektroniske musikmiljø. Blot 12 procent af undersøgelsens respondenter var kvinder. I den forbindelse blev der rettet kritik fra deltagerne til spørgsmålet om køn, hvor flere påpegede, at undersøgelsen manglede en tredje kønskategori for non-binært-kønnede mennesker, altså de som hverken identificerer sig som mand eller kvinde. En del af den elektroniske musikscene består nemlig af non-binære, viste undersøgelsen. Det ændrer dog ikke ved, at 80 procent af branchen identificerede sig som hankøn.
Selvom statistikken taler sit tydelige sprog, er det alligevel værd at bemærke, at det særligt er i København, at udøvende, kvindelige elektroniske kunstnere er på plakaterne – her er også nogle, som er internationalt anerkendte, heriblandt dj- og pladeselskabsejer Courtesy, der vandt Steppeulvens ‘Initiativpris’ ved prisuddelingen 2019. Så noget bliver trods alt gjort rigtigt, selv om det er svært at vide, hvad det helt præcist er.
Tallene for genrens kvinder bliver dog mindre udenfor hovedstaden, og i Nordjylland er mængden af kvindelige elektroniske kunstnere så lav som fem procent. Undersøgelsen konkluderede således også, at den elektroniske genre kæmper med et dårligt ry og med fravær af fællesskaber internt i miljøet. Der er brug for workshops for skoleklasser, for piger og for alt derimellem.
Spol frem til nu: Det er blevet bedre siden 2017, men slet ikke godt nok endnu, mener de tre kvindelige elektroniske musikere bag Beats By Girlz Denmark, der henviser til den nu to år gamle undersøgelse som grund til, hvorfor der skal gøres noget.
Konceptet, Beats By Girlz, stammer egentlig fra USA, hvor byer som New York, Chicago og Los Angeles allerede har deres egne afdelinger af musikskoler for unge kvinder under samme navn. Beats By Girlz Denmark er den første afdeling i Europa.
”Vi vil gerne være rollemodeller, men endnu vigtigere så vil vi fremelske nye kvindelige rollemodeller. Vi vil afmystificere det hele og vise, at teknik ikke er farlig. Vi vil skabe mere sammenhold og fælleskab, så alle køn kan blive musikalske ‘legekammerater’. Det er bare stadig ikke normalt at se en kvinde stå med hørebøffer på og trykke på knapperne. Så det skal vi først fixe,” siger elektronisk komponist og underviser Katrine Villadsen.
Det er en våd og februar-grå lørdag på Nørrebro i København. Oven over Blågården Bibliotek ligger Støberiet, ’den kommunale dagligstue’, som det hedder i folkemunde. Ofte fyldes rummet med gratis kultur for unge, som dyrker yoga, dans og gøgleri, men i dag er ni elektronisk musik-’nysgerrige’ unge mødt op. Omdrejningspunktet er musikprogrammet ‘Ableton Live’, som de skal lære lidt bedre at kende. Senere skal der prøves kræfter med de blinkende knapper på en ’Push’ – et elektronisk instrument, der kontrollerer melodi, beats og struktur i musikken. Senere skal der laves lyd-collager, men først the basics.
”Det er faktisk meget ’trygt’ at lave elektronisk musik, fordi du bare kan sidde med hørebøffer på. Ingen behøver at høre, hvad du laver, før du er helt klar. Det der perfektionistiske-nørde-rum kan mange unge godt lide at gå ind i, men det kan være svært for en pige at gå ind i et lokale, hvor der kun sidder drenge og mænd,” siger Katrine Villadsen.
“Når man skriver en sangtekst, er det lige meget, om man laver stavefejl”
Dagens underviser er svenske Loljud. Hun er elektronisk musiker, producer og medlem af Synth Babes – et feministisk elektronisk musikerkollektiv, der arbejder for mere ligestilling i elektronisk musik i Sverige. Workshoppen starter med den klassiske navnerunde. Det viser sig hurtigt, at de fleste af dagens deltagere har beskæftiget sig med musik før. Én er sangerinde, én er medlem af et band og flere nørkler selv med musikalske soloprojekter. Én underviser selv i musik, men drømmer om at blive bedre til at lave egne kompositioner. Én har altid haft lyst til at prøve kræfter med elektronisk musik, men har aldrig følt sig tilpas foran knapperne.
Et enkelt hankøn er mødt op, og han er velkommen – lige i dag.
”Der er dukket én enkelt fyr op, og det er okay i dag, men vi vil gerne have, at det til nogle af kurserne kun er kvinder, transkønnede og non-binære, fordi det er dem, vi ikke ellers ser på scenerne. Nogle starter helt fra scratch, og det er jo det fede ved elektronisk musik. Man kan snyde helt vildt, bare lege med lyde, effekter, kompositioner! Det er lige meget, om man sætter fingrene rigtigt her. Det er mit mantra. Fuck teorien, brug ørerne! Når man skriver en sangtekst, er det lige meget, om man laver stavefejl,” siger Katrine Villadsen.
”Der er nogle mænd, som har skrevet til os og spurgt, hvorfor de ikke må være med. Det forstår jeg sådan set godt, hvis man ikke er inde i debatten eller problemstillingen. Så opleves det meget ekskluderende, når et kursus bliver slået op kun for ‘dem og dem’. Men hele ideen er jo, at alle senere kan blive inkluderet. Det er ikke, fordi vi ikke kan lide mænd,” tilføjer Katrine Villadsen.
Men hvorfor er det egentlig vigtigt, at flere kvinder laver elektronisk musik? Kan de ikke bare lave, hvad de har lyst til?
“Jeg elsker musik, som mænd har lavet, men helt logisk set, så kommer der flere sider af menneskelivet frem, når flere mennesker er repræsenteret. Det gør der jo bare! Det er svært at sætte fingeren på præcis, hvad det er, der kommer ud af, at flere kvinder kommer til. Men jeg tror på nye emner, nye udtryksformer og nye lyde,” siger Katrine Villadsen.
Dagens ni deltagere prøver kræfter med teknikken i to timer, indtil der er fri musikalsk leg under hørebøfferne. Loljud opfordrer alle til at lege videre hjemme i ro og mag. Mere skulle der ikke til for at lære the basics i elektronisk musikproduktion, fordi det jo bare er knapper, som der blev konstateret.
“Lyder det godt, så er det ligemeget, om du ved, hvad funktionen eller knappen egentlig hedder eller kan”.
Workshoppen slutter af med en koncert med Loljud, og dørene åbnes for alle køn – også binære mænd, som i øvrigt har været velkommen hele dagen – lige i dag, altså.
”Vi håber på at gøre os selv overflødige en dag. At der ikke længere er brug for det, vi laver her. Målet er jo, at alle kan spille med alle, så vi ikke behøver at kønsopdele. Vi skal hjælpe de unge kvinder til at lære at flyve, så de kan flyve ud og lege med de andre,” afslutter Katrine Villadsen.
Beats By Girlz Denmark er skabt i tæt samarbejde med den elektroniske musikskole Rumkraft, der også arbejder for at gøre moderne musikteknologi og elektronisk musik mere tilgængeligt. De fleste af Beats By Girlz Denmarks kurser i elektronisk musik er gratis. Dagens kursus havde dog en billetpris på 200 kroner, som gik ubeskåret til honorar til Loljud.