Østersbuddet Mohamet Weli: ”Det bedste til at kurere tømmermænd på festivaler er østers”

Østers har altid været synonym med elegance og overklasse, ofte associeret med fine selskaber ledsaget af et glas champagne. Men for Mohamet Weli, ejeren af ’Østersbuddet’, handler det om at ændre den traditionelle opfattelse af østers og gøre dem tilgængelige for alle, uanset lejligheden.

Dine ben er trætte, halsen er tør som Sahara, og din mave råber efter noget lækkert. Festivalsæsonen er for alvor skudt i gang, og de fleste forbinder det nok med en stor, saftig burger og en iskold øl. Men i år er der en ny spiller på banen, nemlig ’Østersbuddet’, som vil sælge østers til glade festivalsgængere på Roskilde festival, Syd for Solen og O days festival.

”Det bedste til at kurere tømmermænd på festivaler er østers. Mange tror, man skal have burger og pomfritter, men så har de ikke prøvet østers. De er friske, og du får dit salt og mineraler. Det kan bare noget,” fortæller Mohamet Weli, som er ejer og stifter af cateringfirmaet ’Østersbuddet’.

Mohamet Weli har arbejdet med fisk og skaldyr i seks år, både for ’Fiskerikajen’ og ’Den grønne kutter’ inde i torvehallerne, og sammen med dem lavet forskellige events til arrangementer og festivaler. Til de forskellige events oplevede han, hvordan folk var positivt overraskede over de friske østers, som mange smagte for første gang. Og en dag tænkte han: Hvorfor ikke starte sit eget? Ideen opstod ud fra et ønske om at gøre østers mere tilgængelige for den almene dansker. En Christiania cykel, nogle østersfade og en leveringsaftale med ’Fiskerikajen’ senere var ’Østersbuddet’ en realitet. Dette var tilbage i 2021, hvilket de fleste nok forbinder med en temmelig irriterende virus, der lukkede hele samfundet ned. Det lyder umiddelbart som den værst tænkelige start på et nyopstartet firma, men det viste sig faktisk at være en uventet fordel for ’Østersbuddet’.

Østers trender blandt danskerne

Da pandemien ramte, og samfundet lukkede ned, begyndte folk pludselig at udforske deres eget land meget mere, forklarer Mohamet Weli.

”Folk tog ud til kysterne, og Østers-safari blev det helt store. Vi oplevede bare, hvordan folk kom til vores events og var sådan: Wow, det smager godt, hvorfor har vi ikke smagt det før? Der kom en kæmpe bølge af folk, der fik øjnene op for østers.”

En bølge som Mohamet Weli hoppede med på.

”Jeg drømmer om at sprede østers ud til hele hele verden.”

”Vi vil gøre østers tilgængelige for alle”

En østers i den ene hånd er næsten synonym med et glas champagne i den anden. Østers er forbundet med eksklusivitet og overklasse, og mange har faktisk aldrig smagt den delikate spise. Det vil Mohamet Weli gerne gøre op med.

”Det er vildt, når man ser restauranter, der sælger østers til 75 kr. stykket. Vi vil gerne gøre østers tilgængelige for folk. Det er derfor, vi gerne vil ud på festivaler og streetfood-markeder. Vi har skabt et sted, hvor folk kan komme ned og nyde gode, billige østers og få en snak om dem,” fortæller Mohamet Weli og fortsætter:

”Der er en fortælling om østers som noget med hvid dug og champagne. Men det er også okay at spise østers på en tirsdag, mens det regner. Og det behøver ikke koste en formue.”

”Østers er ligesom vin”

’Østersbuddet’ tilbyder også smagninger med forskellige typer østers, som man kender det fra for eksempel vinsmagninger. Der er to arter østers, forklarer Mohamet Weli: ”Der er den invasive, som vi har i Danmark, Stillehavsøstersen, som er lidt mere grublet og rund i formen, og så er der den flade Limfjordsøsters.”

Ligesom med vin kan smagen variere meget alt efter temperaturer, vind og vejr, forklarer han og fortæller:

”Vi har et samarbejde med ‘Champagne-kælderen’, hvor vi har tre-fire forskellige østers, som man kan få lov til at smage op mod hinanden. Og det er pissesjovt, fordi… Ofte er der kun én østers på menuen på en restaurant. Så får du lov til at smage den, og så kan du ikke rigtig huske, hvordan den smagte næste gang, du får en østers. Derfor er det sjovt at smage dem over for hinanden. Nogle er meget saltede, nogle er søde, og nogle er mineralske. Så der er faktisk meget forskel.”

Vi bad Mohamet Weli svarer på 10 spørgsmål omkring hvordan han fortrækker sin østers og den vildeste bestilling han har modtaget på en festival. 

Hvad er din fortrukne måde at spise østers på?

Jeg spiser jo rigtig, rigtig mange østers. Jeg har været hele turen rundt og prøvet meget forskelligt. Lige nu har vi en med danske jordbær og rabarber, hvor vi eksperimenterer lidt. Vi har også ceviche-østers med mango, æble, koriander, chili og en mango-lime-vinaigrette, som vi har haft med ud til festivalerne. Men jeg tror, hvis jeg skulle vælge én, skulle det være helt klassisk – altså bare med citron.

Hvad er dit bedste trick til at åbne en østers?

Åben nede fra låsen af. Så lirker du langsomt, men ikke for meget, ellers kommer der skald i. Så vrid den til siden, og lad siden arbejde i stedet for spidsen. Det er lidt teknisk, haha.

Hvad er det bedste trick, hvis man får en dårlig østers, for at komme på benene igen?

En god tommelfingerregel er, at østersen skal lugte frisk af hav og ikke af havn. Alle de år, jeg har arbejdet med østers, er jeg aldrig blevet syg, kun af muslinger. Og hvis det sker, er der ikke så meget andet at gøre end at vente, haha.

Hvordan endte ’Østersbuddet’ på festivaler?

Min kollega Frederik bliver ved med at sige, at det skal være ligesom Marseille Havn. Det er bare en forestilling, vi har. Vi har aldrig været i Marseille Havn. Vi forestiller os bare, at der er sådan en lækker strand, hvor der står en cykel med friske østers. Den stemning vil vi gerne skabe på de danske festivaler. 

Er østers kun for de rige?

Det er for alle! Billedet af østers er klart ved at ændre sig. Men vi får stadig mange meget high-end bookinger, hvor det er dyre champagner – det står de selvfølgelig selv for, og det hele. Men altså, jo, det er blevet meget mere for alle. Det er også et folkeligt projekt, vi synes, vi er i gang med, og det skal jo være let tilgængeligt for alle.

Hvad er den vildeste forespørgsel, du nogensinde har fået fra en gæst på en festival?

Der kom på et tidspunkt en kunde, som vist faktisk var en ret dygtig kok, som sagde, at hendes yndlingsøsters-topping var ristede løg og Sriracha-sovs. Jeg prøvede det, og det kan faktisk noget, haha.

Har I et ritual, som I altid holder fast i, når I er ude med østersvognen?

Jeg vil ikke direkte sige, vi har et fast ritual, når vi er ude med vores østersvogn til festivaler, men vi går meget op i, at det også skal være sjovt. Vi er så heldige, at mange af vores venner gerne vil hjælpe til som frivillige til festivaler – det fungerer bare så godt.

Hvordan reagerer folk typisk, når de ser jeres østersvogn for første gang på en festival?

Folk har mange forskellige reaktioner, når de ser vores østerscykel. Langt de fleste synes, det er spændende, et fedt koncept og en god måde at spise østers på – helt afslappet fra en østerscykel. Vi har også mødt et par stykker, der har sat spørgsmålstegn ved, om det er forsvarligt at sælge østers fra en cykel, og om man ikke bliver syg af det – der henviser vi altid til vores ‘glade smiley’. Men 99 % synes det er skønt, anderledes og passer godt ind i den atmosfære, der er til festivaler.

Hvad er den største misforståelse, folk har om østers?

At det bare er en slimet snotklat.

Hvis du kunne servere østers til enhver begivenhed i verden, hvilken begivenhed ville I så vælge, og hvorfor?

Jamen, det er nok den her festivalscene, vi er kommet ind på nu. Det har været drømmen, fordi det er en fed måde at komme ud og udbrede vores passion for østers.

Find ‘Østersbudet’ d. 1-3 august når de langer østers over disken til O days festival.

Footer graphics