Vladimir Vladinski er, som man næsten kan høre på navnet, en drømmemand. Altså forstået på den måde, at han eksisterer i fantasien for den midaldrende kvinde, der er i centrum for Netflix-serien ’Vladimir’.
Vi hører aldrig hendes navn, men hun kaldes M i rulleteksterne og spilles af engelske Rachel Weisz. M er professor på et eliteuniversitet et billedskønt sted i det mondæne USA, hvor der er masser af tid til at pille i sin egen navle, som hendes ægtemand og kollega John (sølvræven John Slattery fra ’Mad Men’) formulerer det.
Det gør hun også som forfatter, men den kreative brønd har de seneste år været tør – og det forbinder hun selv med, at hun ikke længere bliver begæret, som hun gjorde i sine yngre dage.
Gnisten antændes igen, da den hotte, unge forfatter Vladimir ansættes på universitetet, hvor han skal undervise et skrivehold. Det samme gælder hans kone Cynthia (Jessica Henwick), og parret har deres lille datter samt en traumatisk hemmelighed med i bagagen.
Vladimir spilles af det unge stjerneskud Leo Woodall, der med roller i anden sæson af ’The White Lotus’, ’Samme dag næste år’ og ’Bridget Jones – Vild med ham’ er blevet en af tidens mest eftertragtede førsteelskere. Den ældre kvinde og yngre mand indgår i en relation, der efterhånden udvikler sig til en reel besættelse.
Der er drivende begær i lange baner, men man må vente helt til afslutningen på forløsningen. Her gemmer sig en provokerende og slående pointe om, at vi alle sammen bruger hinanden til at skabe den version af os selv, som vi bedst kan lide. Undervejs er der også en masse at grine af.
Belæst og impulsstyret
Serien lokker publikum ind med et inciterende billede af fingre med rød neglelak placeret strategisk i en bog, så man ikke skal have stor fantasi for at se det som en metafor for at tage hånd om sig selv, hvis I forstår sådan en lille en.
Dermed inviteres vi ind i litteraturens verden, men også i et univers, hvor der leges lystigt med sproget. Forfatteren bag det populære bogforlæg ’Vladimir’, Julia May Jonas, har selv skabt serieudgaven for Netflix, og hun lader M være et dybt belæst og voldsomt impulsstyret menneske på samme tid.
Den kompleksitet holder karakteren interessant hele vejen igennem, selv når historien kæmper med at gå op. Seriens charme ligger i den sproglige finesse.
”En fast røv er spildt på de unge,” omskriver M det kendte ordsprog, som blandt andre George Bernard Shaw krediteres for.
I det hele taget forsøger serien med litterære referencer at vise, at vi befinder os i et intellektuelt univers. Også Dorothy Parkers citat om, at hun efter tre martinier er under bordet, mens fire sender hende under værten, er med til at skabe en løssluppen, intim atmosfære.
Her er selvfølgelig også en henvisning til Vladimirs navnebror Nabokov, der skrev den kontroversielle roman ’Lolita’ om forholdet mellem en voksen mand og hans tolvårige steddatter.
’Vladimir’ er dog ikke helt så interesseret i at udforske overgrebets anatomi, som den er i at gøre sig morsom over, om vi opfatter det anderledes, hvis aldersfordelingen mellem mænd og kvinder byttes om.
Sideløbende med M’s sukkende lyst efter Vladimir venter hendes mand John på, at der falder dom i en disciplinærsag, fordi han har haft adskillige affærer med kvindelige studerende på universitetet.
Basale drifter
Parrets datter Sidney (Ellen Robertson) ankommer som fremadstormende advokat i New York og melder sig til farens forsvar, men hun glider ligesom de andre birollefigurer ud af historien for at gøre plads til M’s frigørelsesprojekt.
’Vladimir’ bærer sine inspirationskilder uden på tøjet og kommer til at stå lidt i skyggen af de serier, den tydeligt låner sine greb fra.
Der er en barok animeret introsekvens tilsat klassisk musik a la ’The White Lotus’, mens de løbende brud på den fjerde væg, når M henvender sig direkte til publikum, sender tankerne i retning af Kevin Spaceys isnende måde at gøre det på i ’House of Cards’.
Kommenteringen giver mulighed for at vise, at selv om vi har med kloge mennesker at gøre, er vi alle i bund og grund styret af ret basale drifter.
Upassende tiltrækning
I sidste ende er ’Vladimir’ med sit korte format på otte afsnit af en halv times tid hver en let omgang, hvorfor man gerne tillader serien at læne sig op ad det kaloriefattige.
Der bliver smidt en masse bolde til diskussion op ad væggen, så man selv kan gribe den, der føles mest relevant og indsigtsfuld.
Den tilgang betyder, at de fleste nok vil kunne få noget ud af serien, men også at der aldrig tegner sig en entydig og konsekvent fortælling.
Til gengæld er man fint underholdt og kan bare nyde at se to enormt tiltrækkende mennesker nærme sig hinanden på højst upassende vis.
Karakter: 🖤🖤🖤🖤
