Nu skal det være slut. Vi gider ikke have gift i grundvandet, og landmændene skal stoppe med at sprøjte pesticider og andet gift i nærheden af vores drikkevandsboringer.
Sådan cirka lød det for tre år siden, da et bredt flertal i folketinget ville sikre det danske grundvand, og alle stod og klappede. Tænk, at vi nu skal stå og sige det igen. Men det skal vi, for siden da er der stort set ikke sket en hujende fis. Sølle tre procent af områderne omkring drikkevandsboringer er blevet beskyttet mod pesticider. Tre procent på tre år… you do the math!
Så danskerne drikker gift, og landmændene får fred de næste 100 år. Undskyld mig, men hvad sker der? Som om det ikke var et stort nok wake up call, da vi i 2019 igen kunne konstatere, at mængden af gift bare steg for hver måling, vi foretog i grundvandet. Knap hver anden boring indholdt sprøjtegift i 2019 (45 procent), og tallet stiger fortsat. Nu er vi på mere end 50 procent.
Som helt almindelig borger her i dette land, må jeg bare sige, at jeg skatter mit vandhanevand højt, og det er der god grund til: Det er et af de største privilegier, vi har her i kongeriget. Man skal virkelig have meget landbrugsjord i hovedet for at sætte grundvandet over styr på den måde, som vi er i gang med.
Man gav kommunerne tre år til at indgå frivillige aftaler med lodsejerne om at beskytte jorden omkring drikkevandsboringerne, det kunne de bare ikke finde ud af. Kun hver fjerde landmand har fået forelagt en aftale, til trods for at der blev afsat 51 millioner danske kroner for at komme i sving. Ingen gider at tage ansvar for den her misere, og mens Landbrug og Fødevarer nu står og beder om MERE tid til at indgå frivillige aftaler, hvilket miljøminister Magnus Heunicke formentlig kommer til at imødekomme, er der kun én ting at sige: Se at få indført et forbud mod sprøjtemidler tæt på vores vandboringer. Nu. Og helst igår.
I EU er der lige nu et forbud mod tusindvis af PFAS-stoffer på vej, fordi man trods alt har indset, at den slags miljø- og menneskeskadelige stoffer ikke hører hjemme, hverken i naturen eller i vores allesammens kroppe. Så man kan jo godt. Danske politikere er ikke blege for at indføre forbud og reglementer mod euforiserende stoffer og lydpotter, der støjforurener i trafikken, så hvorfor denne ekstreme nølen, når det kommer til noget så elementært som sprøjtegift? Det er mildest talt en total katastrofe.
I den her virkelighed, hvor det vrimler med PFAS i maden, kulilte i luften og pesticider i vandet, føler man sig hurtigt klaustrofobisk fanget i en giftig verden. Det mindste, vi kan gøre, er som samfund at udvise noget forsinket omtanke og sige, nå, fri gift virkede så ikke, lad os prøve noget nyt.
