Englands Dronning Elizabeth 2. har for mig, et 80’er-barn, altid været en kedelig og konservativ gammel dame, der fremstod kold og usympatisk i sit manglende udtryk af sorg, da den anderledes folkelige og fortryllende Prinsesse Diana døde i 1997.
Men da jeg begyndte at se Netflix’ storserie ‘The Crown’, der følger Elizabeth fra hendes bryllup med Prins Phillip i 1947, fik jeg en helt ny sympati for den engelske dronning – godt hjulpet på vej af en fabelagtig præstation fra Claire Foy, der med bittesmå virkemidler kommunikerer hendes forvirrede og frustrerede følelser under den stive overlæbe.
Her er en ung, begavet kvinde, der opgiver sine drømme, sin frihed og sin personlighed for at tjene kronen. Som føler intellektuelt mindreværd, fordi hun aldrig fik lov til at gå i skole eller få en uddannelse. Som må leve med at nægte sin lillesøster, Prinsesse Margaret, at blive gift med sin udkårne, hofstaldmester Peter Townsend, fordi hun som kirkens overhoved ikke kan blåstemple et ægteskab til en fraskilt mand – med store konsekvenser for søstrenes relation. Og som kigger den anden vej, når hendes mand, (antyder serien) er utro. Hun er på mange måder en tragisk figur.
“Ingen er interesserede”
Selvom jeg vidste bedre, håbede jeg hele vejen igennem de første sæsoner, at Elizabeth ville bryde ud af kongehusets snærende bånd eller redefinere sin rolle i en mere fri og moderne retning. Men hun vælger gang på gang pligt frem for lyst, og i tredje sæson, der havde premiere i november, har hun accepteret sin skæbne. Hun overfører endda undertrykkelsen til sin søn, Prins Charles.
Da den unge prins taler lidt for frit fra leveren i sin indsættelsestale i Wales og efterfølgende insisterer på over for sin mor, at han kan lede landet ved at vise sin personlighed og sine standpunkter, banker hun ham hårdt på plads. Hun forklarer, at det er kongefamiliens fremmeste og sværeste opgave at gøre ingenting og forholde sig neutralt:
“Vi har alle måttet ofre os og undertrykt, hvem vi er. En del af vores naturlige jeg vil altid være os frataget,” påpeger hun. “Mor, jeg har en stemme,” forsøger Charles indtrængende, hvortil hun svarer iskoldt: “Ingen er interesserede i at høre den.”
Gennem tredje sæson har Elizabeth dog selv været i tvivl om sin rolle som monark. Hun har ærgret sig over, at hun ikke blev hesteopdrætter i stedet for dronning, og at hun ikke kan overlade flere forpligtelser til Margaret, der siden, de var børn, var mere ivrig efter at overtage tronen.
Den stoicisme, der har været nødvendig at udvikle for at fortsætte, får Elizabeth til at tvivle på sin menneskelige evne til at føle empati, da hun ikke kan græde over en mineulykke i den walisiske by Aberfan. Men da hun betror sig til premiereminister Harold Wilson, bekræfter han hendes børnelærdom om, at hun som monark må holde hovedet koldt.
“Ingen har brug for hysteri fra et statsoverhoved. Vi har næsten ikke brug for menneskelighed,” siger han.
I sæsonafslutningen ved Elizabeths 25-års jubilæum, hvor hun igen udtrykker tvivl om sin betydning, minder Margaret sin søster om, at dronningens rolle netop er at være “rolig og stabil” og “holde det hele sammen”. “Du må ikke vakle,” siger Margaret, der selv netop har haft et mentalt sammenbrud og er vågnet op efter en overdosis piller.
Ulykkelige kærlighedshistorier
Samtidig stiller Elizabeth i sæsonens næstsidste afsnit spørgsmålstegn ved kongehusets stramme etikette, da hendes mor og familievennen Lord Mountbatten sørger for at skille Charles fra sin upassende kæreste, Camilla Shand. De arrangerer, at Charles bliver udstationeret med flåden i Caribien og overtaler Camilla til i stedet at gifte sig med sin on-off-kæreste Andrew Parker Bowles.
LÆS OGSÅ:
“Hvad hvis det er kærlighed? Bør den ikke få en chance? Jeg fik lov til at gifte mig med min udkårne,” protesterer Elizabeth overfor dronningemoderen og Lord Mountbatten i et sjældent varmt forsvar for sin søn.
“Jeg forstår, at I begge handler for at beskytte kronen, men med familiens historie kan vi ikke adskille to mennesker, der elsker hinanden. Det har vi lært flere gange.”
Her hentyder hun både til det kuldsejlede forhold mellem Margaret og Peter, men også til sin onkel, Edward 8., der abdicerede i 1936 for at gifte sig med den fraskilte amerikanske societykvinde Wallis Simpson. I stedet overlod han tronen til Elizabeths far, George 6. (som skildret i ‘Kongens store tale’).
Kongehuset holdt siden Edward ud i strakt arm, men i ‘The Crown’ ser vi i en rørende scene Elizabeth besøge ham på hans dødsseng for at opnå forsoning. I samme episode råder Edward Charles til at følge sit hjerte og frie til Camilla. Det når han dog ikke, før familien griber ind – Elizabeth har ikke viljen til at skære igennem. (At Camilla, som nogle biografikere anfører, i virkeligheden var mere interesseret i Parker Bowles gør historien dårligere, så vi holder os til den fiktive version. Ligesom Elizabeths udtryk af følelser gør historien dejligt mere potent.)
Vi ved alle sammen, hvordan adskillelsen mellem Charles og Camilla gik. Og hvordan tiden løb fra Elizabeths ophøjede og kølige måde at være dronning på, da Diana døde.
Den unge generations oprør
Så meget desto mere glædeligt var det, i virkelighedens verden mange år senere, at se Elizabeths barnebarn Prins Harry få sin “upassende” udkårne, den fraskilte, sorte amerikanske skuespiller Meghan Markle. Endelig var kongehuset blevet klogere, og parrets store bryllup var så romantisk og eventyrligt som nogen fiktion.
Men lykken blev kort, for den britiske tabloidpresse kørte en væmmelig hetz med racistiske undertoner mod hertuginde Meghan, hvor de kritiserede hende for alt fra sin brudebuket og avocadoindtag til parrets valg om at fejre jul alene hjemme med deres nye baby. Til sidst fik parret nok og sagsøgte avisen Mail on Sunday for at offentliggøre et af Meghans private breve, samt aviserne The Sun og Daily Mirror for telefonhacking. “Jeg mistede min mor, og nu ser jeg min hustru blive offer for de samme magtfulde kræfter,” skrev Harry bl.a. i en lang og følelsesladet udtalelse.
Modsat Elizabeth er det unge par i det hele taget mere villige til at dele deres følelser. I oktober gik et klip af Meghan fra IVT-dokumentaren ‘Harry & Meghan: Vores afrikanske rejse’ viralt. Da journalisten Tom Bradby spørger, om hun er okay med det royale pres, får Meghan tårer i øjnene. “Tak fordi du spørger. Ikke mange mennesker har spurgt, om jeg er okay,” siger hun og indrømmer, at det er hun ikke.
Nu har Harry og Meghan meldt sig ud af kongehuset i et Megxit, der gik fra blødt til hårdt, da Dronning Elizabeth satte dem stolen for døren og lod dem forstå, at man ikke kunne være bare lidt med. En anden, mere positiv tråd i specielt første sæson af ‘The Crown’, er Elizabeths udvikling fra ung usikker kvinde til håndfast kvinde, der træder i karakter over for mændene omkring sig. Og i en alder af 96 er hun i hvert fald ikke bange for at fortælle, hvor skabet skal stå.
Jeg ved åbenlyst ikke, hvor meget sandhed, der er i ‘The Crowns’ skildring af Elizabeth og kongefamilien, og det er ironisk, at tv-seere over hele verden nu sidder og spekulerer i den notorisk private monarks tanker. Men set gennem seriens briller er generationernes følelsesmæssige udvikling og åbenhed slående. Harry gør, hvad Elizabeth, Margaret og Charles ikke var stærke nok til: At sige fra og følge sit hjerte.
Sjældent har fiktion og virkelighed spillet så godt sammen: Megxit giver ‘The Crown’ sin lykkelige slutning.
Den skal vi i øvrigt nyde, mens vi kan, for vi får den næppe serveret på Netflix. Seriens executive producer Suzanne Mackie sagde for nylig til BBC, at serien formentlig ikke vil gå helt frem til nutiden. Og ifølge biografiker Angela Levin, har Harry sagt, at han “vil sørge for, at den stopper”, før ‘The Crown’ når til ham
Og sådan undslap de unge fanger – forhåbentlig – slottets kvælende mure.
‘The Crown’ kan streames på Netflix
‘Harry & Meghan: Vores afrikanske rejse’ kan streames på TV 2 Play
