Der var virkelig brug for en ordentlig filmatisering af bogserien om den martrede efterforsker Harry Hole på det norske originalsprog.
Den amerikanske film ’Snemanden’ fra 2017 ramte slet ikke plet, men nu er der heldigvis kommet en version, som de mange fans af krimiuniverset og titelfiguren nok skal finde glæde ved.
Jo Nesbø har selv taget tøjlerne og skrevet Netflix-serien ’Harry Hole’, der er baseret på forfatterens femte bog, ’Marekors’. Her er der både en kvindedræbende seriemorder og korrupte politibetjente på spil i en udgave af Oslo, som også hærges af skydegale bander.
Det er hektisk, grænsende til det overproppede, med ni afsnit af mellem 45 og 60 minutter. Til gengæld er det skønt med en serie så nordisk, at det faktisk er en helt central del af handlingen, at politiet ikke må gå rundt med våben.
Det er en anden af de mange plottråde, at politiet ønsker at blive bedre bevæbnet i en verden, som da også mere ligner David Finchers ’Se7en’ end nogen genkendelig virkelighed.
Det gør de så også ret ofte alligevel, for både Harry Hole og flere af hans kolleger er nogle værre rebeller – hvilket er godt for dramatikken, for vi kommer med på en vild actiontur.
Livets afskyelighed
Det er helt centralt for seriens succes, at titelfiguren er et vindende bekendtskab. Tobias Santelmann gestalter en komplet ødelagt, men samtidig fuldkommen levende udgave af Harry.
’I Wanna Be Sedated’ synger hans punkhelte i bandet The Ramones flere gange undervejs i serien, mens han ofte trasker rundt i den samme t-shirt for kultbandet Pixies. På samme måde vil Harry bare gerne bedøves, så han slipper for at føle al den smerte over livets afskyelighed.
Han er umiddelbart en enspænder uden de store sociale kompetencer, men har i starten alligevel en dejlig kæreste, Rakel (Pia Tjelta), hvis søn Oleg det lykkes Harry at skabe en forbindelse til. En tragedie på arbejdet sender ham tilbage i alkoholens tåger, og det meste af tiden er der forståeligt nok ikke så meget at grine ad i den begsorte verden.
Derfor er det så meget desto sjovere, når Harry kynisk kommer med variationer af sætningen: ”Vores kroppe går bare hurtigere eller langsommere i stykker”, eller når han til en gammel ven siger, at The Doors er verdens mest overvurderede band, selv om ’L.A. Woman’ har sine øjeblikke.
Hans nemesis, den svenske og korrupte efterforsker Tom Waaler (Joel Kinnaman), er et gennemført modbydeligt svin. Ikke alene kører han temmelig uforklaret en hundedyr superbil og bor i en lækker penthouselejlighed, mens Harry har en gammel spand og et smadret hjem – en lidt tyk understregning af, at de rige er onde – men vi ser også Waaler slå adskillige mennesker ihjel.
I det hele taget skal man ikke være sart. ’Harry Hole’ byder på en scene, hvor et homoseksuelt hookup til tonerne af José González’ ellers sfærisk smukke ’Heartbeats’ ender med, at en hund bliver fodret med noget helt andet end et kødben. Så er du advaret.
Serie med muskler
’Harry Hole’ ligner en million og er helt på højde med amerikanske storserier, der uden tvivl har et langt større budget.
Øystein Karlsen har blandt andet instrueret afsnit af den norske Netflix-serie ’Lilyhammer’ og den brutale milliardærsatire ’Exit’, og han sætter som konceptuerende instruktør en hæsblæsende tone for serien.
Han og seriens anden instruktør, svenske Anna Zackrisson, skaber en pulserende verden, hvor Oslo er ramt af hedebølge, mens en seriemorder bruger religiøs symbolik til at skabe frygt omkring sig.
Seriens indviklede edderkoppespind sender os også en tur til Prag, og det siger noget om seriens muskler, at kapaciteter som svenske Peter Stormare, norske Anders Danielsen Lie og danske Jesper Christensen lægger vejen forbi i mindre roller.
Selveste Nick Cave og makkeren Warren Ellis har desuden skabt et lydspor med traumeinficerede kompositioner, der sætter en mørk stemning.
Kendte krimikoder
Man må gøre op med sig selv, om man kan klare den heftige sadisme, som serien svælger i, med afskårne lemmer og unge kvinder placeret i den ene bestialske situation efter den anden.
’Harry Hole’ forsøger sammen med den britiske genindspilning af ’Afdeling Q’ at genoplive nordic noir-traditionen, der gjorde Skandinavien særdeles hot for 15-20 år siden med serier som ’Forbrydelsen’ og ’Broen’.
Begge nye serier er enormt vellavede, men man kan ikke helt undslippe fornemmelsen af, at vi genbesøger materiale, der har haft sin storhedstid.
Jo Nesbø skabte Harry Hole på skrift i 1997, så tv-serierne er mere inspireret af bøgerne end omvendt, men det ændrer ikke på, at man efterhånden kender krimikoderne så godt, at overraskelserne er svære.
Når det er sagt, er ’Harry Hole’ en knivskarp krimithriller, der er skruet virkelig godt sammen. Selv om de ni afsnit ikke alle er lige mindeværdige, samler de sig til en helhed, så man faktisk har mod på mere.
Jeg er i hvert fald klar til en tørn mere med Harry Hole.
Karakter: 🖤🖤🖤🖤
