I en drøm af en slyngelstue, der er fuld af bøger, rom og gadgets, sidder Morten Kirckhoff ved sit skrivebord. Han har sørget for stempelkaffe og vand med brus og sidder velforberedt på spørgsmålene med computeren slået op.
Der kører oldschool hiphop på højtaleren nede i kælderen på Frederiksberg-villaen, hvor Kirckhoffs biks har til huse. De øvre etager er helliget til hustruens kommunikationsbureau Liquidminds.
Sammen med sin ven og forretningspartner Jan Elhøj har han gennem syv sæsoner rejst verden rundt langt udenom den slagne vej. Sammen har de drukket ko-tis i Indien og spist nyslagtet fåre-numse i Usbekistan. De har sovet i nattog, under stjernerne og i ensomme klostre.
Selv har Morten Kirckhoff besøgt flere end 120 af verdens lande, og så er han næstformand i Eventyrernes Klub. Derfor kan man også med rette konkludere, at han har set et og andet og dermed også har lært et og andet om livet, verden og alle dens kulturer.
Han er kendt for at rejse efter devisen om, at man kan sætte sig på ethvert torv hvilket som helst sted i verden, og så vil der ske noget spændende. Hvis bare man går ud i verden med nysgerrighed og sindet på vid gab.
I 2017 sagde han farvel til sin titel og sin hverdag som kreativ direktør og partner i reklamebureauet Advance for i stedet at blive eventyrer på fuld tid. Siden da har han solgt bøger i tusindvis om bålmad, cykelsport og forladte steder. Og så har han også lavet sin egen pibetobaksblanding og rom.
Når han ikke rejser verden rundt, bor han sammen med sin hustru og deres tre børn, er så meget i naturen som muligt, og så har han lige skrevet en bog om at leve efter mottoet: “Hvad er det bedste, der kan ske,” som udkommer til efteråret.
Her giver han en status ved at svare på en række kulturspørgsmål, der strækker sig fra øst til vest.
Hvad er det første, du læser hver dag?
Mine e-mails. Jeg bruger min telefon som vækkeur, så når jeg slukker det om morgenen, sidder jeg jo alligevel med telefonen i hånden, og så går jeg i indbakken. Jeg skimmer lige, om der er noget, jeg skal forholde mig til i løbet af dagen. Når vi laver vores rejseprogrammer (Nul stjerner, red.), korresponderer vi med mange mennesker alle mulige steder i verden. Derfor kommer der også svar ind fra alle mulige forskellige tidszoner, så der er altid en nysgerrighed på, hvad der er sket i løbet af natten.
Hvad er din favorit-avis?
Vi abonnerer faktisk på tre aviser derhjemme. Vi har Berlingeren, Politiken og Børsen. Men jeg tror faktisk, jeg er nået dertil, hvor vi skal afmelde nogle af dem. Når man åbner avisen, har man nogle gange læst halvdelen af det, der står der. Det er lidt old news. Børsen får lov at blive. Den har ligesom et andet take. Min hustru er også selvstændig erhvervsdrivende, så den passer godt til os.
Hvad er den vigtigste bog du har læst?
Den vigtigste bog, jeg har læst i nyere tid, er Martin Krasniks ‘En smal bro over afgrunden’. Han satte sig ned og begyndte at skrive i oktober 2023, da Hamas gik ind i Israel. Jeg har allerede læst den to gange, fordi jeg synes, at Israel-Palæstina-konflikten er så svær og kompliceret at forstå. Problemet er, at det er så nemt at pege fingre både af israelere og palæstinensere. Jeg har selv været i Israel mange gange og har en stor forkærlighed for landet, en forkærlighed for menneskene, ikke for regimet. Jeg synes, at Krasnik får kogt det ned, så alle kan forstå det.
Hvad gør du for at finde ro?
Tager ud i naturen. Jeg er jo spejder, og jeg lever af at tage på eventyr. Men i min hverdag er det også i naturen, at jeg virkelig finder ro. Det kan være at gå en tur med min hund eller at sove i shelter på Amager Fælled. For mig er bål, telt, sovepose, skoven og natten balsam for sjælen. Der finder jeg den ultimative ro.
Hvad er din største last?
Spiritus og pibetobak. Jeg kan virkelig godt lide hele den stemning, der er omkring at ryge pibe og drikke rom. Men det er klart, at det også er en last, fordi det bare er alt for fedt.
Hvad spiser du rigtig tit?
En rugbrødsmad. Jeg rejser meget og smager mange ting ude i verden. Der er selvfølgelig nogle ting, som man altid sætter enormt meget pris på, når man er hjemme. Smagen af et friskbagt, groft softkernerugbrød med dansk smør og noget godt pålæg – det slår alt i verden. Alt fra dyrlægens natmad til en god ost eller kartoffelmadder om sommeren. Du ved… når man har lavet nye danske kartofler, og der er nogen tilbage dagen efter, som man så spiser på rugbrød med mayo, purløg og groft salt. Jeg elsker det.
Hvad har du lige hørt på Spotify?
Jeg hører ikke så tit musik, men når jeg gør, så er det noget af det tidlige 80’er-hiphop som EPMD. Jeg er sgu ikke rigtig kommet videre.
Hvilken film vender du altid tilbage til?
‘The Secret Life of Walter Mitty’ med Ben Stiller. Fremragende film. Jeg har set den mange gange og anbefaler den tit, fordi den minder mig lidt om mig selv. I filmen arbejder han på Life Magazine som arkivar, men et manglende dias, som skal bruges til en forside, sender ham ud i verden for at lede efter fotografen. Jeg kan heller ikke huske, at jeg har siddet og tænkt, at her var der et spor for mig i livet. Det skete bare. Jeg er taget ud, og så har rejserne og eventyrene endt med at forme mig. Det hele har været meget tilfældigt.
Hvem inspirerer dig indenfor dit felt?
Min helt store helt er Anthony Bourdain. Hans åbenhed overfor verden, hans nysgerrighed og hans interesse for fremmede kulturer. Han har været mit store idol, og jeg har ladet mig inspirere af hans måde at være på fagligt.
Hvor får man det bedste måltid i København?
København er jo for vildt et sted med god mad. Men der er særligt ét sted, som jeg synes, er en gave til København: En eritreansk/etiopisk restaurant på Griffenfeldsgade, der hedder Mosob. Jeg elsker det sted. Man sidder og spiser med fingrene, og jeg synes bare, at hele oplevelsen emmer af, at vi er et multinationalt samfund, og at der er plads til alle.
Hvad gør du for lidt?
Jeg ville nok ønske, at jeg var bedre til at passe mine sengetider. Og min træning. Det er for nemt at nedprioritere i et liv, hvor man laver så meget andet.
Hvad er dit motto?
Hvad er det bedste, der kan ske. Folk plejer at spørge sig selv om det modsatte, men man skal prøve at snyde sin hjerne. For når man rent faktisk tager af sted, så er det sjældent det værste, der sker. Og ved at spørge sig selv om, hvad det bedste er, der kan ske, signalerer man, at man gerne vil leve livet, tage nogle chancer, og at man har et mod inde i sig selv til at gøre noget.
Hvilken podcast lytter du til?
Jeg er en rimelig hardcore podcastlytter. Når jeg er mellem møder eller går og laver ting på lageret, lytter jeg til podcast. Lige nu lytter jeg til en serie, der hedder ‘How We Fix This’. Det er en svensk skuespiller, Alexander Skarsgård, der laver den, og han går helt åbent ind i, hvordan det hele hænger sammen med Co2-udledning, fødevarer til verdens fattige og startups, der kan fikse verdens problemer. Jeg elsker også Nationalmuseets ‘Den yderste grænse’, der handler om ekspeditioner, eventyr og alle mulige spændende personager gennem tiden.
Hvor er dit happy place på internettet?
Jeg elsker sådan noget ultranørdet viden, som jeg ikke vidste, jeg havde brug for. Det er jo det, der både er forfærdeligt og fantastisk ved algoritmerne. De fodrer en med mere af det, man godt kan lide. Så jeg ryger ned i alle mulige kaninhul om, hvordan snegle parrer sig, hvordan en maskine laver papirclips, hvordan man laver et tandhjul, en gearkasse eller hvordan man 3D-printer et hus. Det kan jeg godt blive draget af, haha.
Hvad streamer du for tiden?
‘Presumed Innocent’ på Apple TV. Det er en gammel 70’er-film, der er blevet lavet til en serie med Jake Gyllenhaal.
Hvem ville du ikke kunne modstå at tage en selfie med?
Jesus. Simpelthen. Hvis jeg mødte ham, ville jeg sige: “Hey den her skal vi lige have sammen.”
Hvad ville du ønske flere kendte til?
Jeg ville ønske, at flere folk kendte til at udvise mere empati for hinandens synspunkter. Jeg er ret sikker på, at hvis vi kiggede på hensigterne bag det, folk skriver på nettet, så kunne vi have en helt anden samtale kørende i samfundet. Hvis vi sagde: “Hey, lad mig prøve at forstå dig, selvom vi ikke er enige.” Jeg ser desværre, at vi ikke har en særlig empatisk tilgang til onlinedebat. Tværtimod. Den er uempatisk, usympatisk og konfrontatorisk. Folk tror, at deres mening er vigtig, selvom de ikke har sat sig ind i noget som helst. Den skal helst være så hård og rabiat som muligt. Men det fører ikke til noget godt, folk trækker sig og gider ikke være med.
Hvad var din seneste google-søgning?
Jeg tror, det har været noget med Afghanistan, fordi jeg har hørt, at man kan rejse dertil. Men altså… Det kan også have været noget med en brødrister. Jeg er jo også bare en familiefar, der har tre børn, der skal hentes og bringes og til sport.
LÆS OGSÅ
