Hayu
Hayu er en streamingtjeneste. Og jeg ved godt, at de fleste af os i forvejen bruger alt, alt, alt for mange penge på den slags tjenester, for ikke at tale om tiden på først at finde ud af, hvad vi skal se, og så tiden på rent faktisk at se det, vi vælger. The struggle er super duper real, og jeg har brugt oceaner af tid på netop det. Men.
Hvis man, som jeg, ikke kan få nok af amerikansk reality, så er det her ikke bare endnu en tjeneste. Det er der, det hele ligger. Det hele. ‘Real Housewives’, ‘Vanderpump Rules’, ‘Below Deck’. Gamle sæsoner, nye sæsoner, og vigtigst: de nyeste afsnit findes samtidig med, at de bliver vist ovre i vanvidslandet. Så man slipper for at være håbløst bagefter og blive spoilet af folk, der har set det hele før én selv. Og ja, det er cool at se reality, ok?
Jeg er både klog, socialt velfungerende, jeg læser bøger, jeg har styr på ok meget, og jeg kan stadig citere samtlige Bravo-franchises og have meget stærke holdninger til mennesker, jeg aldrig har mødt. Det kan godt sameksistere. Og helt ærligt: Det kan anbefales lige at tjekke lidt ud engang imellem. Ikke fordi vi skal vende ryggen til, at hele lortet brænder, men fordi vi er privilegerede nok til at kunne slukke for det en stund. Og det må man godt. Man behøver ikke sidde med nyhederne dryppende direkte ned i nervesystemet hele tiden. Nogle gange er det helt passende at se nogen skændes over noget ikke-relaterbart i 42 minutter.

Udendørsbarer
Foråret er her. Eller, det er det ikke helt, men det er tæt nok på til, at vi kollektivt har besluttet, at det er det. København summer, der flirtes på cykelstierne igen og pollentallet fyrer derudaf. Atju!
Så på med solbrillerne og noget lag på lag, et fleecetæppe om hoften, og så ud og sidde på noget bordbænke-sæt. Der skal drikkes vodka tonic, fadøl, sur vin i små glas, iskaffe og alt muligt andet, der smager bedre i sollys.
Find mig i Rigaboden, på Friheden, hos Rosforth & Rosforth under Knippelsbro, Torvehallerne, trappesten og bænke i Ravnsborggade (det er ikke navnet på en bar FYI, selvom det har et vist schwung over sig ”Trappesten & bænke”) og alle de andre steder, hvor man kan sidde lidt for længe og lade tingene ske.
Nogle gange bliver det bare en enkelt efter arbejde en røvsyg onsdag. Andre gange folder det sig ud. Det er lidt det, jeg bedst kan lide ved det. Fordi den stemning, der opstår, føles lidt som et liv, der ellers hører ungdommen til. Sådan et hvor alt kan ske.


At gå mere. Gerne rawdog om muligt
Jeg har altid gået mere end de fleste. Og det kan altså noget. Vi effektiviserer alting hele tiden, og vil hurtigt fra A til B. Det vil jeg også. Jeg har tre børn og et fuldtidsjob = Jeg ER optimering. Men engang imellem er det altså at foretrække at lade cyklen stå. Lade bilen stå. Lade rejsekortet blive i tasken og tage turen til fods, også selvom det tager længere tid, og også selvom jeg godt ved, at jeg i princippet har travlt. Det er nok den bedste og nemmeste måde at komme lidt ned i gear og få lidt samling på tankerne, beslutningerne og følelserne.
Der sker nemlig noget, når man går. Ting falder på plads, uden at man aktivt prøver at få dem til det. Tanker, der har kørt rundt i ring, begynder at bevæge sig lidt fremad. Tag det fra en verdensmester i overtænkning, Det virker! Og hvis tankerne alligevel stikker af og larmer for meget, så sæt noget på. En podcast, en lydbog, et eller andet, der kan tage toppen. Eller ring til nogen. Ring til din mor. Hun savner dig.

Ugens afbefaling
Ordet “ægte”. Jeg siger det selv. Og hver gang, det sker, får jeg lyst til at give mig selv en lammer af selvlede.
“Det var ægte hyggeligt.”
“Jeg er ægte træt.”
“Det er ægte pænt.”
Hvad betyder det overhovedet? Ingenting. Det er bare sjusket brug af et ord. Og alligevel har det sneget sig ind i mit og mange andre voksnes sprog. Det ligger hele tiden på lur og klar til at blive smidt ind i en sætning, når jeg ikke lige orker at finde et bedre ord.
Som noget min 9-årige kunne finde på at sige. Hun siger også, at noget er “ægtigt”. Og starter halvdelen af sine sætninger med “det er bare fordi…”, hvorefter der kommer en forklaring, der ikke rigtig forklarer noget som helst. Det er cute. Fordi hun er et barn. Det er ikke cute når man er 39. Det skal stoppes. Ægte!
