Hvis du er en af dem, der tænker, at Britney Spears kun er sukkersød pop, skandaler og værgemål, så er du nok også en af dem, der ikke har hørt hendes fjerde album, ’In The Zone’, der i år har 20-års jubilæum.
Fokus omkring Britney Spears har med god grund været på retssagen om hendes værgemål de sidste par år, og mange venter nok i spænding på at læse hendes egen version af sin historie, når hun til oktober udkommer med bogen ’The Woman In Me’.
Men det er også ærgerligt, hvis Britney Spears’ talent som popartist drukner i dokumentarer og artikler om, hvordan hun som et et skrækeksempel har kæmpet med berømmelsens skyggesider. For når alt kommer til alt, så har Britney Spears været toneangivende inden for popmusik de seneste 25 år. Og det er ’In The Zone’ – der blev hendes sidste studiealbum inden det famøse sammenbrud – et stjerneklart eksempel på.
Du har uden tvivl lagt ører til ’Toxic’ – der antageligt er hendes bedste sang nogensinde – og har måske også stiftet bekendtskab med førstesinglen ’Me Against The Music’ med Madonna og den følsomme ballade ’Everytime’, der i øvrigt er et svar til Justin Timberlakes ’Cry Me A River’.
Disse tre sange illustrerer, at ‘In The Zone’ er et album, der er mere eksperimenterende og spænder bredere end Britney Spears’ tidligere og senere udgivelser.
I kølvandet på udgivelsen den 1. november 2003 toppede ’In The Zone’ den amerikanske albumhitliste med et salg på 609.000 eksemplarer i sin første uge, og det har til dato solgt flere millioner eksemplarer på verdensplan.
Albummets helt store succes var andensinglen ’Toxic’, der sikrede Britney Spears hendes hidtil eneste Grammy og blev kåret som den tredje bedste sang i 2004 af musikmediet Pitchfork – og så har sangen i øvrigt over en milliard afspilninger på Spotify.
Da anmeldelserne af albummet begyndte at tikke ind, var det en blandet fornøjelse, dog til den positive side. For selvom nogle anmeldere klandrede Britney Spears for at virke fjern på albummet, roste mange hende også for at gå i en ny retning, der fremstod mere eksperimenterende og moden end på hendes tidligere udgivelser. Samtidig blev det fremhævet, at hun på ’In The Zone’ havde udviklet sig som sangskriver og medvirkede i skriveprocessen i markant højere grad end hidtil.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har et ret personligt forhold til ’In The Zone’. Det er et album, der på mange måder har fulgt mig gennem min opvækst, og som stadig er en tro ledsager den dag i dag.
Det hele startede selvfølgelig med ’Toxic’. Den fangede mig med det samme, og det samme gjorde Britney Spears’ tætsiddende dragt, som var overdækket med diamanter i musikvideoen til singlen.
Da jeg først lyttede til albummet som 8-årig, fattede jeg ikke, hvad Britney Spears sang om. Men det betød ingenting. For mig var sangene en kompagnon, der hjalp mig med at udforske og få afløb for impulser og følelser.
Hver gang jeg åbnede cd’en og satte den i min sorte boombox, forvandlede musikken mit værelse til en arena, hvor jeg stod på den store scene. Jeg følte mig fri til at udtrykke mig kreativt, svinge med mit korte hår og drømme mig væk til en verden af løse håndled og svingende hofter – attributter, jeg efterhånden begyndte at forstå nok var bedst at gemme væk i hverdagen til fordel for de mere heteronormative maskuline idealer.
Men jeg er langt fra den eneste LGBT+-person, der har det sådan. I dag bliver Britney Spears hyppigt spillet på LGBT+-klubberne og til pride-parader. Hun bliver hyldet som et af de største queer ikoner nogensinde på grund af hendes gentagne støtteerklæringer til miljøet. Hun har blandt andet skrevet et kærlighedsbrev til LGBT+-miljøet og underskrevet et åbent brev mod lovforslag i Texas, der ville indskrænke transpersoners rettigheder. I 2018 blev hun tildelt GLAADs Vanguard Award – en pris, der bliver givet til personer, der har gjort en forskel for at fremme accepten af LGBT+-personer og deres rettigheder.
I mit barndomshjem satte albummet gang i en lavine af optrædener for mine stakkels forældre, der blev tvangsindlagt som entusiastiske tilskuere nærmest hver dag. Det udviklede sig til en decideret besættelse, hvor jeg bare måtte eje alt, hvad jeg kunne få fat i af cd’er, dvd’er og plakater som en ægte fangirl i starten af det 21. århundrede.
Jeg har gået igennem forskellige perioder, hvor album som ‘Blackout’ (2007) og det selvbetitlede ‘Britney’ (2001) også har fyldt meget. Men jeg vender altid tilbage til ‘In The Zone’ – det er det stærkeste og mest tidløse album af Britney Spears. I min bog et mesterværk.
Noget overraskende har albummet ikke én eneste credit fra Max Martin, der ellers har stået for størstedelen af hendes hits (’…Baby One More Time’, ’Oops!… I Did It Again’). Men måske er det netop hans fravær, der gør, at ’In The Zone’ skiller sig ud lydmæssigt. Bevares, albummet byder stadig på bangers til dansegulvet og ballader til de eftertænksomme stunder. Men her er mere diversitet i de genremæssige indflydelser. Flere sange indeholder for eksempel hiphop og house-elementer, og mellemtempo-sangene får mere plads. Har man lyst til at dykke dybere, findes der også nogle gedigne bonus tracks og flere dragende remixes af Me Against The Music.
Efter vi er blevet voksne, har min barndomsnabo berettet om, hvordan jeg ofte vækkede hende klokken seks om morgenen i weekenden, fordi jeg med åbent vindue skrålede ‘Toxic’ for fulde lunger ud over hele nabolaget (på skraldeengelsk, vel at mærke). Og selvom det selvfølgelig var lidt synd for hende at have en optrædenlysten dreng, der ovenikøbet var A-menneske, som nabo, så fortryder jeg intet – og hun har da også tilgivet mig siden.
Når jeg her 20 år efter udgivelsen åbner min ’In The Zone’ cd, er frontcoveret brækket af, mens skiven klamrer sig til hylsteret i de få plastikdutter, der endnu er tilbage. Men måske netop på grund af brugssporene danser og synger jeg stadig med til sangene med samme entusiasme, som da jeg optrådte med dem som 8-årig.
