Man må ikke gå glip af den.
Sådan er budskabet fra forlaget 4th Estate, der har besluttet sig for at udgive en af vor tids mest ikoniske forfattere Joan Didions private notater.
Ifølge dem indeholder bogen, der har fået titlen ‘Notes to John’, omhyggeligt udførte notater fra forfatterens sessioner med en psykiater i en periode omkring 1999. Her skulle Didion efter sigende berøre intime emner som sin egen kamp med alkohol, angst, skyld og depression, men også sit forhold til sin datter og sin mand, John Gregory.
Der er tale om en privat journal på i alt 46 tekster, der blev fundet i en kommode ved siden af Joan Didions skrivebord kort efter hendes død i 2021.
Joan Didion, der især er kendt for bogen ‘Et år med magisk tænkning’ om sin syge mand og for sine essays om amerikansk kultur, efterlod dengang ikke nogen instruktioner til sine efterkommere eller sit forlag med hensyn til journalen. Og det har nu fået Didions forlag til at udgive teksterne stort set i uredigeret form i bogen ‘Notes to John’.
Men selvom forlaget selv har forsøgt at hype udgivelsen, er den allerede kommet i modvind fra flere kanter.
En af Didions tætte venner har blandt andet udtalt sig anonymt til mediet The Observer, hvor vedkommende blandt andet kalder udgivelsen en krænkelse af forfatterens privatliv.
– Den kollektive følelse i hendes inderkreds er, at hendes privatliv er blevet forrådt… Mens jeg, selvfølgelig, forstår den offentlige tørst efter det her dokument på grund af Joans ekstraordinære plads i amerikansk litteratur, var Joan i den grad omhyggelig og bevidst omkring de detaljer, hun besluttede at dele – og ikke dele, siger hun blandt andet til mediet, ifølge The Guardian, ligesom hun siger, at udgivelsen gør hende ‘meget ked af det’.
Selvom udgivelsen af ‘Notes to John’ har rejst en debat om det etiske ansvar i forbindelse med post-hume udgivelser, er der ikke noget ulovligt ved at offentliggøre den private journal.
Fans af Joan Didion kommer formentlig heller ikke til at styre sig – så sent som i 2022 blev en af hendes tomme notesbøger solgt på en auktion for mere end 60.000 kroner.