2022 er løbet ud, og vanen tro har det betydet et tilbageblik på året for både medier og mennesker, også her på Heartbeats. Skuer man tilbage på årets modebillede, har særligt én trend gjort sig bemærket: Y2K.
Tre bogstaver, der egentlig står for year 2000 og var navnet på en computerfejl, der omkring årtusindskiftet truede med at lave rod i de digitale kalendersystemer. I dag bruges Y2K synonymt med tiden omkring 2000 og derfor også om moden fra perioden med lavtaljede jeans, plukkede øjenbryn, masser af bling og strittende frisurer.
Med mine 28 år er jeg selv en af de yngste i millennial-generationen, der kom til verden fra omkring 1981 til 1996, og derfor har jeg tydelige minder om årtiet fra 2000 til 2009 og dens mode.
Jeg traskede til bussen i ballerinasko, havde hvide trekvart-leggins på til skolebal, og efter skole var MTV’s musikvideoer det audiovisuelle tapet til min barndom bugnende af mavekæder, navlepiercinger og solbrun, sexsvedig hud. Sigende for tiden var min yndlingssang som 6-årig Sisqos ‘Thong Song’.
Y2K-modens genkomst er første gang, jeg ser en trend komme tilbage – altså en, jeg selv kan huske at have oplevet. Og selvom jeg ikke kan sige mig fri af at blive influeret af moden, der nu tilsiger baggy pants og sommerfugletoppe, er dens tilbagevenden ikke hyggenostalgisk for mig.
Det er med ondt i maven, jeg ser Y2K-trenden hos både nye og kendte designere, på influenter, på gymnasieelever, som ikke har oplevet den før, men også på nogle af mine jævnaldrende venner, som faktisk har.
Flere slags undertrykkende
Det er ikke, fordi jeg ikke før har nydt godt af modens cykliske karakter. I gymnasiet bar jeg både shift-kjoler fra 60’erne, batikprint fra 70’erne og i særdeleshed syrevaskede 80’er-jeans tilsat virkelig grimme genbrugssweatre i alskens farver og mønstre.
Men denne gang er jeg lidt bekymret for genopblomstringen.
I starten troede jeg, at min afsky var rent æstetisk. Men den stikker dybere end det – og måske i flere retninger.
Én ting er, at jeg måske bare er ved at blive rigtigt voksen og har fundet ud af, hvad jeg synes klæder mig og min krop godt. Og for en gammel, introvert sjæl er det faktisk rigtig rart at klæde sig lidt mere beskedent og nedtonet og ikke gakke ud i glitter og bar hud til hverdag.
Derfor har jeg befundet mig trygt i 2010’ernes mode med lange skørter, normcore og androgyn, tilbagelænet coolness som tiltrængt modvægt til 00’ernes hyperseksualiserende, opsigtsvækkende outfits.
Da jeg for nylig talte med en 23-årig Gen Z-kvinde i miniskirt om dette, havde hun det lige modsat: For hende var det frisættende nu at kunne få lov at fylde visuelt. Den nedtonede stil var for hende kvælende og undertrykkende for hendes personlige udtryk og skreg stille af jantelov. Lidt samme tanker som GirlSquads fjerdebølgefeministiske ‘Ludermanifestet’ fra 2017.
Mode og krop følges ad
Men når mode afspejler, hvordan vi ser den ideelle krop, er mit største problem med Y2K-moden dette: 2000’erne var en tid, der overseksualiserede kvinder og idoliserede det overtynde, usunde, unaturlige til tider barnagtige.
Tidens største idol, Britney Spears, og hendes forcerede babystemme er et prima eksempel herpå. Og lavtaljede jeans er bare designet til folk uden topmave for ikke at tale om nogen former for kropsbehåring.
En artikel i New York Post proklamerede endda i november, at 00’er-kroppen, den såkaldte ‘heroin chic’, igen er in. Børn af 00’erne vil vide, at netop dette ideal ikke var særligt befordrende for at forme et sundt forhold til, hvordan kroppen – især den kvindelige – skulle og kunne se ud. Sagt lidt firkantet er jeg flasket op med, at du kun er god nok, når du ser begærlig ud for en mand.
Min generation har taget langt tilløb til at omfavne alle den slags kroppe, som har fået plads med den kropspositive bølge, der har brust i en håndfuld år med deller, ar, strækmærker og store numser.
At Kim Kardashian, der tidligere ikke kunne få røv nok i bukserne, nu har været på skrump og er blevet blond, gør mig bange for, at vi kan være på vej væk fra den mangfoldighed, vi har opbygget – på vej tilbage til det snævre kropsideal, der kun efterlod plads til hvide, blonde, åletynde piger (ikke fordi der er noget galt i at se sådan ud) – hvis man da nogensinde har kunnet sige, at det ideal har været helt væk.
Hvis vi med moden risikerer at viske alt det land væk, som vi har vundet de sidste ti år, har kampen for at acceptere forskelle i eksempelvis vægt, hudfarve og kønsudtryk i allerværste fald været forgæves. Det må ikke ske.
Folk, inklusive tidens it-girls som Paris Hilton og Mary-Kate Olsen, fik spiseforstyrrelser og var ulykkelige i 00’erne. Det var en skadelig tidsalder for kvinder og kvindekroppe, som vi ikke behøver at gentage.
Derfor håber jeg, at unge og mindre unge, der hopper i millennium-tøj, vil følge i for eksempel popsanger Jadas fodspor og trodse 00’ernes kropsideal. Den naturlige krop er ikke beskidt og sygelig, så frem med de bare maver – så længe de ikke gør ondt.
