katherine diez
Foto: Malene Nelting

Mit år med Katherine Diez: “Det første halvår var fandme hårdt, men nu er jeg mere levende, end jeg har været i årevis”

It was the best of times, it was the worst of times. Med denne Charles Dickens-reference beskriver litteraturanmelder Katherine Diez sit år 2022, der både har budt på kolossal kærlighed og dybe dale.

Hvad har årets højdepunkt været for dig?

“Det har kærligheden. Intet højere, intet bredere, intet dybere. Jeg vil helst ikke sige mere, for det bliver for privat”.

Hvad har været din største udfordring i år?

“Den største udfordring for mig har været at overvinde nogle kræfter, der har villet overbevise mig om, at kærligheden ikke er størst af alt. Men det er den. Det lyder måske lidt kryptisk. Alt i år har været i kærlighedens tegn, og der har været nogle kræfter, som gerne har villet forsøge at overbevise mig om, at jeg skulle styre uden om kærligheden. Men jeg er bare gået direkte ind i den fuldstændig uden beskyttelse, og det er jeg glad for nu, at jeg har gjort”.

Hvad har den største overraskelse været for dig personligt i 2022?

“Det første halvår var fandme hårdt. Det var sådan et halvår, hvor alt kulminerede i ødelæggelse og forvirring og smerte. Men så kom sommeren og klarsynet med den. Så den største overraskelse for mig er, at jeg ikke er død. Jeg er faktisk mere levende nu, end jeg har været i årevis. Jeg har slet ikke været tæt på at dø fysisk, men det første halve år var bare så smerteligt for mig, at jeg næsten følte jeg kunne dø, fordi jeg blev udsat for noget så skrækkeligt og krævende, at jeg ikke havde noget tilbage. Jeg havde det simpelthen så dårligt, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle rejse mig igen. Men jeg har kæmpet mig ovenpå siden, takket være troen på, at jeg måske er stærkere, end jeg har gået og bildt mig selv ind i nogle år”.

“Jeg har kæmpet rigtig meget med angst, stress og depression igennem de sidste tre år, hvor det her år har været skelsættende i forhold til at bryde ud af det. Jeg har skullet se mig selv i øjnene på en måde, som jeg ikke har gjort før, og det har krævet, at jeg havde nogle rammer omkring mig, som kunne støtte mig i det. Der har kærligheden altid været både mit skjold og mit svær. Den kærlighed, jeg har fundet i år, har virkelig hjulpet mig til at finde styrken frem i mig selv til at komme videre og få det bedre”.

Hvad undrer du dig over, vi ikke har talt mere om i år?

“Jeg undrer mig over, vi ikke har talt mere om verdens første feministiske revolution i Iran. Vi taler slet ikke nok om den. Vi taler om en nyhed, når den bryder ud, og så mister vi interessen, fordi der kommer noget andet, men der er nogle tilfælde, hvor det simpelthen ikke må ske. I det her tilfælde oplever jeg, at det er mere eller mindre op til aktivister og græsrodsbevægelser at sprede opmærksomhed og information, mens kvinder i Iran bønfalder os om at være ekkoet af deres stemmer mod resten af verden, fordi de selv har stærkt begrænset internetadgang. Alt imens præstestyret voldtager og slagter løs.

Der er noget i revolutionen per definition, som vi danskere har enormt svært ved at begribe i ånden. Vi forstår ikke rigtigt det her med at skulle kæmpe for friheden eller med livet som indsats, fordi den uretfærdighed, vi bliver præsenteret for i vores daglige liv, er urimelighed. Vi er en rimelighedskrævende nation, ikke en retfærdighedskrævende en. Derfor kan vi ikke begribe, hvad der foregår lige nu i Iran og andre steder i verden, og derfor kan vi kun koncentrere os om det så lidt tid ad gangen”.

Hvad synes du omvendt vi har talt for meget om?

“Jeg ved ikke, hvad vi har talt for meget om, men jeg ved, hvad jeg synes de forkerte har udtalt sig meget om. Der er en tendens til, at alle afsendere bliver stemplet som værende lige kvalificerede til at udtale sig inden for et givent emne. Men jeg er ikke interesseret i at høre på 58-årige Pers indignation over en flødebollesang, der bliver fjernet fra en børnejulekalender. For Per på 58 har aldrig været udsat for strukturel racisme. Han har kun været udsat for, at han ikke længere må sige ‘neger’. Til gengæld er jeg interesseret i at lytte til Mary Consolatas perspektiv, fordi det kun er hende af de to, der er kvalificeret til at gøre mig klogere her. Samtidig sker der de her ting i Iran. Vi kan kun kapere noget, som er så småt som en børnejulekalender, og det er skræmmende og patetisk”.

Hvad bringer 2023 for dig?

“Gode ting, håber jeg. Det, som jeg arbejder på skal ske, foretrækker jeg at skærme lidt for, som når man skærmer for sarte gløder, der ikke må udsættes for vind, når man vil antænde ild i vildmarken, fordi det er ikke så konkret endnu, at jeg kan trykke på en udgivelsesknap i morgen. Så jeg vil gerne beskytte det lidt endnu for også at beskytte mig selv. Jeg øver mig i at finde den perfekte balance i at være realist men ikke pessimist, fordi vi alle har prøvet at sætte et nytårsforsæt, som ikke ikke holder i retten. Men det er også enormt trist at gå rundt i livet med en evig dommedagsprofeti over hovedet. Så jeg vil bare sige, at jeg håber 2023 bliver et godt år. Det sagde jeg også om 2022, og så blev det et rædselsår og et fantastisk år på samme tid. It was the best of times, it was the worst of times, som Dickens skrev”.

Footer graphics