Jonny Hefty er stadig bange for at blive voksen: “Det er vel lidt klichéagtigt, men livet bliver jo stærkere, når man lige har lugtet lidt til døden”

Med signatur-hestehalen blafrende efter sig, svinger Jakob Ørom, alias Jonny Hefty, ind på sin ladcykel i det gamle tivoli Karolinelund i Aalborg. Han parkerer ved nogle interimistiske skateramper, der er omkranset af små graffiti-malerier.

Som indfødt aalborgenser, der selv har holdt blå mandag i denne park til lyden af Heftys hits som ‘Muggen røv’ og ‘Gamle dreng’, bliver jeg først ramt af en snert af ærefrygt. For det er jo selveste Jonny Hefty, en levende legende, der – blandt utroligt meget andet – har rappet sammen med Jøden i snart 25 år og sat Aalborg-dialekten på landkortet. ‘Ork satme’ er hans signatur-udråb, og han er stolt af, at han ‘holder’n Aallern’. 

Ærefrygten erstattes med en vis nervøsitet, da cyklen er låst af, og rapperen nærmer sig mig. For skal jeg sige ‘Hej Jonny’ eller ‘Hej Jakob’, når jeg stikker ham hånden? Det er svært at lure, hvor grænsen går mellem privatpersonen, der er far til to, og som egentlig lever en ret stilfærdig tilværelse, og rapperen, der optræder med linjer som, ‘min mund siger ja, men min røv siger nej, til at gå på dødsdruk to dage i streg’?

Det viser sig hurtigt, at der ikke er noget at være nervøs for. Han stikker poten frem, hilser pænt, siger, at han lige er ved at vågne efter en god middagssøvn, og vi slår os ned ved ramperne med en sodavand. Behovet for en lur har trængt sig ovenpå en hård tid med kemo, stråler og operationer, forklarer han uden at dvæle nærmere ved den alvorlige kræftsygdom, som han er ved at komme sig efter. 

Vi vender tilbage til det med at få en alvorlig sygdom, når man lever af at være en sorgløs sjæl, der rapper om ‘stadig at være bange for at blive voksen’. Spørgsmålet, om jeg skal kalde ham Jakob eller Jonny, besvarer sig selv, da jeg tillader mig at spørge, om jeg i dagens anledning gerne må knipse nogle billeder af ham. 

“Njaaa, nu har jeg jo taget Jakob-tøjet på i dag,” siger han om den blegnede blå t-shirt, de skinny jeans og den cap med bred skygge, som han har på.

Han går straks i gang med at fortælle om den undergrundskultur, der spirede frem, da det oprindelige tivoli i Karolinelund, hvor vi nu sidder, ikke kunne få det til at løbe rundt længere. Selv var han af forløberne, der var med til at omdanne parken til en skate- og graffiti-oase, da forlystelserne begyndte at blive pillet ned. En undergrundskultur spirede frem, og snart havde det gamle tivoli forvandlet sig til en interimistisk skatepark omkranset af store graffitimalerier indimellem karrusselhestene, der havde fået lov til at blive ved indgangen.

Men så skulle der orden på sagerne. Graffiti blev forbudt, de ukurante ramper skulle pilles ned, og i stedet skulle aalborgenserne forkæles med en vaskeægte arkitekttegnet park med veltilrettelagte græsplæner og bede. Det er jo sådan set godt nok, ifølge Jakob Ørom, at der bliver skubbet på Aalborgs kulturelle udvikling, men han savner nu alligevel sjælen fra det gamle graffiti-anarki. I den store arkitekttegnede have, er der kun dette lille street-helle tilbage.

Jakob versus Jonny

Tilbage på interview-sporet tager Jakob Ørom en slurk af sin cola og giver sig til at fortælle, hvad forskellen er på hans privatperson og kunstnerpersonaen Jonny Hefty. 

“Jeg plejer jo at sige, at Jakob har hestehale og læsebriller og kører på en sort herrecykel, og Jonny har langt flagrende går, store rockstarbriller og kører på knallert. ‘Jonny Hefty’ er egentlig et heteronym. Han er meget yngre, meget vildere og meget mere langhåret. Han er lidt en tegneserieudgave af mig selv. Jakob er dybest set en forholdsvis genert fyr, der har gået på på universitetet. Jonny har været på Fedtebrødet (bodega i Aalborg, red.) og røget bong. Så det er vel min udadvendte, underholdende side, jeg har valgt at kalde Jonny Hefty. Det er en karakter, jeg træder ind i,” forklarer Jakob Ørom.  

Aalborg er bare en tilpas lille by, at det kan være svært at opretholde den skelnen mellem den private Jakob og den offentlige Jonny. Han bor i hjertet i byen, og han oplever, at folk som regel udelukkende ser ‘Jonny’. Grænsen bliver mere og mere udvisket, selvom han egentlig helst bare vil være Jakob, når han eksempelvis går rundt og har tømmermænd. 

“Min mor har altid været lidt sur over, at jeg har kaldt mig sådan et grimt navn som Jonny, når hun har givet mig sådan et pænt navn som Jakob. Men nu tror jeg, at hun har accepteret, at det virker meget godt. Det lyder lidt mere rockstar at hedde Jonny Hefty end Jakob Ørom,” siger rapperen og forklarer, at Jonny jo er et klassisk rebelnavn – der er altid en, der hedder Jonny, der har en springkniv eller en lædervest, som han siger.

Faktisk skal vi helt tilbage til 1998 for at finde fødslen af ‘Jonny hefty’. Dengang var Jakob Ørom med i en rapgruppe, der hed ‘Mørkemændene’, som lavede noget højstemt, poetisk rap.  

“Det var der ikke rigtig så meget salg i,” indskyder han og forklarer, at det var meget Jakob, der har gået på universitetet, der havde skrevet de tekster. Men en dag skrev han så en sang, der hed ‘Jorden er giftig’, og til den havde han lavet en liste med en hel masse stikord. Pludselig var der noget med en, der hed Jonny, som var heftig. Jakob Ørom smagte på navnet ‘Jonny Hefty’, det lød som en, der kunne holde en god fest. Faktisk lå det bedre i mundhulen end det navn, som han startede med at rappe under: ‘Fede Ø’. 

“Så ja, Jonny Hefty, det var næsten en åbenbaring. Sådan: Det er da mig! Det skal jeg da hedde! Og så rimer det på en masse sjove ting som hestepige og ecstasy. Jakob Ørom, der har jeg aldrig fundet på så meget andet end ‘fløe’skum’, hvis man prøver at strække den lidt på godt jysk. Eller: “Du kan leve stærkt og dø ung, eller blive en legende som Jakob Ørom,” siger rapperen, der helt alvorligt glædes-gnistrer, når han sidder og rimer.

På tekst fungerer rimene måske ikke påfaldende godt, når man bare sådan lige lader øjnene glide hurtigt henover dem. Men Jakob Ørom leverer dem med den helt rette diktion og et spiffy glimt i øjet, og på den måde får han altså ‘Heftyyy’ og ‘hestepiiie’ til at rime lige så godt som ‘mad’ og ‘glad’.  

Ordgøgl og spraydåser 

Shu-bi-dua og Halfdan Rasmussen er ikke de første associationer, man får, når man kigger på Jakob Ørom. Det lange hår og ditto skæg, cappen med bred skygge og de friske kicks leder snarere tankerne hen på NWA og alle de andre oldschool-rappere. Men når han begynder at tale, giver det hele pludselig mening. 

Det er, som om den kreative del af hans hjerne arbejder på et konstant højtryk. Samtalen bærer præg af rim og rap, han laver sine egne ord, taler i billeder og opsluger en i sit legesyge parallelunivers. Ord som ‘fnuller-røv’ og ‘Gug stil’ vælter ud af ham. Han kan ikke lade være. 

“Før der var noget, der hed rap, var der shu-bi-dua. Det var dem, der legede med sproget. Sådan noget elskede jeg, og jeg fangede det allerede, da jeg var dreng. Da vi fik sang i fjerde klasse, var det også bare federe, når det var noget med Halfdan Rasmussen. Der var nogle ordspil og noget leg. Jeg har altid elsket det der. Før, jeg overhovedet vidste, hvad freestyle og ‘diss’ var, gik jeg og lavede fjollesange om de andre i klassen,” siger Jakob Ørom.  

“Jeg er et lærerbarn, og det er nok grunden til, at jeg er blevet en meget kreativ sjæl. Jeg plejer altid at give mine forældre skylden. Jeg måtte ikke få malebøger, for jeg skulle lave mine egne streger. Det er så blevet til rævestreger. Den mugne ræv er overalt i den her by,” siger Jakob Ørom med reference til den lumske graffiti-ræv, som han har malet på adskillige mure i rundt omkring i Aalborg.  

Selvom hiphop og hele rapkulturen virker som noget af det mest naturlige i dag, næsten mainstream med landeplager som Gilli og Kesi, så er det altså ikke særlig længe siden, at det var über eksotisk. Noget, der spirede ‘over there’ i USA. For Jakob Ørom var det filmen ‘Style Wars’ om breakdance graffiti, som DR viste i 1984, der gjorde ham hooked. Der var ingen vej tilbage, han blev totalt opslugt i den nye undergrundskultur. 

“Min mormor og bedstefar boede i Tarm ude på Vestkysten. Lige da filmen var færdig, var jeg bare sådan: “Jeg skal være en del af det her. Og det skal fandme være nu,” så jeg tog en blå sprittusch og gik ud og skrev ‘Mr. Maze’ på sådan en elboks lige foran min mormors hus. Helt amatøragtigt. Der var ikke noget graffiti i Tarm på det tidspunkt, og jeg havde lige siddet og set den der film, så min mormor kunne nok godt regne ud, hvem Mr. Maze var,”  fortæller Jakob Ørom og griner lidt. 

“Den film ramte mig lige i hjertet. Jeg skulle være en af dem. Det var fandme fedt. Især breakdancen.” 

Det var ikke bare en pludselig indskydelse, der forsvandt lige så hurtigt, som den var kommet. De fleste teenagere har ellers en periode som punkere for senere at gå fuld boheme og slutteligt ende i blå skjorte og jeans. Men Jakob Ørom mente det. Og dengang var der ikke noget internet, der kunne tjene til inspiration. 

I stedet skulle man selv ud og opsøge det. Lede efter graffiti i tunnellerne og tage ind til byen for at se, om der mon var nogen, der stod og breakede et sted. Men netop jagten var også en del af det fede, forklarer Jakob Ørom. Det var undergrund, og det var kun for de indviede. Og de var en lille kreds, der alle sammen havde tabt deres hjerter til hiphopkulturen. 

“Der gik to ældre fyre på Gug Skole i en klasse over mig, Soulshock (Carsten Schack, red.) og Doctor Jam (Henrik Milling, red.), og de var ikke bare Gugs store helte, de var hele Aalborgs store helte. De tog til USA og lavede musik med Whitney Houston og Ice Cube. Og jeg var stadig sådan: “Hello everybody, how do you do? My name is Jakob Ørom, I come from Gug.” De var meget langt fremme, og jeg blev fanget af hele den her hiphop-bølge, fordi jeg var kreativ. Jeg kunne godt lide at tegne, så alt det her med graffiti og med at scratche, det ramte mig. Men jeg var en rigtig bonderøv af en dreng, der hverken havde prøvet at ryge eller drikke i ottende klasse,” siger Jakob Ørom. 

Men en dag var der skolefest, og den aften smagte han lidt på voksenlivet. Der var musik og promiller, og det smagte med hans egne ord så godt, at han stoppede med at tegne og begyndte at høre plader i stedet for. Det med at tegne forsvandt imidlertid ikke fuldstændigt fra interesse-radaren. Da Jakob Ørom blev 18 år, erhvervede han sig en masse spraydåser. Dengang fandtes der ikke såkaldte lovlige mure, som man gerne måtte slå sig løs på, så han lavede et vægmaleri af indianere og nøgne damer på betonpillerne nede ved motorvejen. 

“Jeg blev taget af politiet og fik en stor bøde og en betinget fængselsdom. I den forstand var jeg jo så kriminel, men jeg var egentlig bare en kreativ dreng, der gerne ville male kulør på de grå vægge. Jeg vidste ikke, hvad ‘30 dages betinget hæfte’ var. “Skal jeg i fængsel,” tænkte jeg. “Det kan jeg ikke, jeg går i 2.G og skal til eksamen og sådan noget.” Jeg var slet ikke bygget til det det der. Jeg erkendte, for jeg stod jo der med maling på fingrene. Politiet satte mig i ‘pip-cellen’ i to timer, som er et meget lille og ubehageligt sted, hvor man sætter de værste ind, så de kan blive afrusede. Jeg kunne bare se, at alle de seje typer i byen havde ridset deres navn ind i cellen,” forklarer Jakob Ørom, der efter at have siddet i cellen under ‘Røde Renés’ tag, fik sig så stor en forskrækkelse, at han helt stoppede med at lave graffiti.  

Det var meget nemmere med rappen. Det var ikke risikabelt på samme måde, og det kostede heller ikke rigtig noget. Man skulle bare ‘åbne kæften og sige noget’. Og således begyndte Jakob Ørom på Aalborghus Gymnasium, hvor han tilsluttede sig Doctor Jam. De optrådte oppe på gymnasiet med et repertoire af halvfrække sange om lancier og livet som elev. Ørom skrev lidt og rappede lidt, men det var mest bare for sjov. 

“Jeg havde også nogle pladespillere og en mixer, men det var ikke det rigtige. Der er nærmest sådan en religiøs tilgang til vinyl, men skiverne bliver altid lidt ridsede, og coveret bliver krøllet. Jeg tror bare, at jeg var for stor en fnuller-røv til at have helt styr på det,” forklarer han.

Hiphopperne begyndte at mødes inde ved medborgerhuset i Aalborg, og sommetider gik de gennem gågaden med en ghettoblaster over skulderen, så alle kunne se, at de havde noget kørende, dem der. Det var lige meget, at de ikke forstod, hvad det var. Faktisk var det at foretrække. 

Pladekontrakt og lokalradio-beef

Musikken blev mere og mere seriøs for Jakob Ørom, der var en krydsning mellem en hiphopper og en heavyrocker, der var en del af 1000fryd, en aktivistisk undergrundsscene i Aalborg. For ved siden af raps og rim var han også politisk engageret og rendte rundt i byen og hængte plakater op. “Man var jo imod de onde nazister og den slags,” som han siger.  

Selvom Jakob Ørom også havde gjort entre i et heavy metal-band, var det rappen, der for alvor bed sig fast. Han havde skrevet en sang, ‘Muggen røv til dit ansigt’, som hans fætter Jon producerede på så prof vis, at Jakob Ørom vandt konkurrencen TRAX, der sikrede ham en pladekontrakt med Sony, en turné rundt i landet og airplay på P3. Det var kæmpe, men også lettere problematisk, for Ørom havde kun den ene sang.

“Jeg var ikke engang en rigtig hiphopper. Jeg havde købt sådan en fake Tommy Hilfiger-trøje i Prag, der var min hiphop-uniform. Ellers rendte jeg rundt i mit forvaskede sorte heavy-tøj. Jeg var sådan en underlig rad, der kun havde en sang, men alligevel en pladekontrakt, blev spillet i radioen og skulle ud på turne,” siger Jakob Ørom med et vist smørret smil. 

Han fandt imidlertid ud af, at der gemte sig andre rappere i Aalborg-forstaden Gug, hvor han kom fra. Blandt andet en ung gut, der kaldte sig Niarn, og som også gjorde en dyd ud af at repræsentere ‘Dobbelt A’.  Sammen dannede Jonny Hefty og Niarn ‘Gug Tang Klan’ og lavede sangen ‘Gug stil’, og det var selveste Doctor Jam, der producerede den. 

“Han rullede op i en rød sportsvogn med kørehandsker og imponerede alle med sine historier om Ice Cube og Eazy-E og alle de andre helte. Vi var sådan: “Okay, okay, han har lige lavet noget med alle dem der, og nu laver han noget med os,” det var altså ret fedt,” husker Jakob Ørom. 

Pludselig blev Aalborg-rapperen kontaktet af en fyr nede fra Aarhus, der kaldte sig ‘Jøden’. Han kunne også godt lide at ryge nogle pinde og skrive noget rap. The rest is history, får man lyst til at skrive, for den dag i dag er Jonny Hefty og Jøden stadigvæk en duo, der tager på turne og fyrer op for læderveste og veloplagt smadre-rap. 

Mens Jakob Ørom i dette nu lirer alle de gode gamle røverhistorier af ved skatebanen i Karolinelund, efterrationaliserer han selvsagt også. Måske var det ikke så smart kommercielt set at have en vred rapsang med titlen ‘Muggen røv’, der varer seks minutter, og som sviner lokalradioen, ANR, til. Den kunne vel nok med fordel have været hakket lidt til og slebet en smule, men på den anden side…

“Jeg havde den der 1000fryd-attitude. Jeg skal ikke lave hitmusik. Det skal fandme bare komme fra hjertet. Ja, fra røven kunne man jo næsten sige. Det skulle være beskidt, og det skulle være min egen stil,” siger Jakob Ørom og fortryder på den måde ingenting. 

“Der er alt for mange radiostationer
Der spiller popmusik og sutter sponsor pik
Kal I fat det ik’ er fedt, men fedtfattigt
Jeg håber I får strømsvigt, ANR
Muggen røv til dit ansigt”

Fra ‘Muggen Røv’

Den lyriske vrede bundede i, at Jakob Ørom syntes, at det var for dårligt, at lokalradioen ikke gad spille lokale kunstnere (læs: ham selv). Sådan var det nu engang, og det rygtedes, at programchefen på ANR brugte ‘Muggen røv’-CD’en til at sætte sin kaffekop på som en stille protest. 

Men han fortsatte ufortrødent med at lave musik, Jonny Hefty, det skulle han jo. Så han gik i studiet med Jøden, Niarn og Chief One. De skulle lave noget børneradio sammen. I studiet ved siden af var der nogle unge gutter, der hed Niklas og Jannik, og det var Jakob Øroms fætter Jon, der i mellemtiden var blevet en del af den nu ret berømte producerduo ‘Jon & Jules’, der producerede. Fætteren hev Jakob Ørom ind for at høre hans mening om det, de sad og arbejdede på. Da han trykkede play strømmede ‘Nananana Nik og Jay-ay-ay’ ud af højtaleren. 

“Tror du ikke, at det kan blive et hit?” spurgte fætteren. 

Og Jakob Ørom svarede: “Det skal I nok ikke regne med, fætter. Det er sgu sådan lidt åndsløst, tomt og selvglad.” 

Man skal imidlertid ikke have boet ret langt væk fra Danmarks grænser for at vide, at Nik & Jay blev det største hit den sommer og 00’ernes musikkonger. 

“Og så blev jeg ikke inviteret til flere lyttesessions,” griner Jakob Ørom. 

Kræft er noget voksen-shit 

I mange år har karrieren rullet derudad for Jakob Ørom. Sideløbende med at han selv har optrådt, været konferencier, holdt workshops og meget andet har han også været med til at opfostre en ny generation af Aalborg-rappere som Lord Siva og Danni Toma for blot at nævne et par stykker. 

Men som det jo sker, kastede livet pludselig en curveball til ham. Egentlig skulle Jakob Ørom bare tjekkes for noget refluks og irriterende sure opstød. Men da lægen til hospitalsundersøgelsen hev kikkerten op af halsen på ham igen, meldte han om en knude, og at han satte kræftpakken i gang dags dato. Selvom det ikke vælter ud med ord om, hvordan det føltes at være trængt op i dødens krog, så bliver hans isblå øjne alvorlige, da vi taler om det. 

På ganske nordjysk vis er den livsomvæltning ikke noget, han på den måde dvæler ved. ‘Jow, jow’, de grå hår har da sat sig lidt i skægget, og hjernen arbejdede ikke så godt, da han fik kemo. Der var dog ét rim, han håbede, at han en dag ville få brug for. Det slog ham, at ‘Hefty’ rimer på ‘kræftfri’. 

“Altså det er jo noget voksen-shit at få kræft i spiserøret. Det er faktisk en af de ret alvorlige. Jeg har både fået kemo og stråler, og nu får jeg immunterapi. Jeg har fået en af de største operationer, man kan få i Nordjylland, så jeg har ligget rigtig meget i sengen og tabt alt fedt og alle muskler. Jeg mangler stadigvæk at tage 15 kilo på,” siger han og kigger ned ad sine bare arme, der rigtig nok ser en hel del tyndere ud, end sidst jeg så en Hefty og Jøden-koncert. 

Det værste var, at han skulle breake sygdommen til sin mor og sin kæreste. Dernæst kom frygten for, at hans lille datter skulle vokse op uden en far. De ord sætter sig faktisk fast i halsen, da han skal sige dem denne fredag eftermiddag. Og i det første lange stykke tid fortalte Jakob Ørom ikke offentligt om sin sygdom. Men da han gjorde – fordi folk begyndte at undre sig over hans manglende tilstedeværelse – blev han oversvømmet med kærlighed. 

Sygedagpengene var små, men donationerne til en ladcykel – den som han ankom på i dag – væltede ind, og det samme gjorde gæsterne på Café Ordgejst, da der blev holdt en støtteaften i ordkærlighedens ånd. Overskuddet gik til, at Jakob Ørom kunne få en masse oplevelser med sin datter. 

“De sagde en masse pæne ting om mig den aften, og jeg sad der med min mor og dryppede lidt ud af øjnene. Der følte jeg jo virkelig, at der var nogen, der savnede mig og var klar til, at jeg kom og legede med dem igen. Masser af kærlighed. Mange af byens malere og kunstnere lavede også en dag, hvor de kun malede til mig. De lavede en masse ræve og skrev ‘God bedring, Hefty’. Der følte jeg virkelig, at jeg har nogle legekammerater,” fortæller Jakob Ørom.  

“Kræft giver selvfølgelig også et nyt take på livet, fordi man kommer til at se, hvor privilegeret man var. At man kunne leve af at gå rundt og lege og lave musik. Jeg maler også tit med børn, laver workshops, maler deres skoler. Vi har snart 90 gavlmalerier i Aalborg, så jeg er også en tourguide, der går og viser byen frem. Jeg laver rigtig mange sjove ting, der handler om at lege, og det blev lige pludselig taget fra mig. Jeg lå bare hjemme i min seng og havde kræft.” 

Men der, i hospitalssengen, fik han altså den anerkendelse og alle de pæne ord, som de fleste først får til begravelsen. Og altså derfor ikke når at høre. Det var et kæmpe rygstød i en tid, hvor han gik med rollator og ikke engang havde kræfter til at rime. Sygdommen var et fuldtidsarbejde, der skulle passes med scanninger, blodprøver og medicindrop. Den var selvsagt også et stort chok, for han havde aldrig fejlet noget alvorligt før.

“Til stor morskab for lægerne så sagde jeg jo, at det værste, jeg havde prøvet indtil da, var at få stukket en vatpind i pikken i 90’erne, når man skulle podes for klamydia,” siger Jakob Ørom og uddyber, at sygdommen på den måde har gjort ham mere voksen, fordi han for første gang stod ansigt til ansigt med sin dødelighed. Men på den anden side har sygdommen kun forstærket troen på den i nogens øjne lidt gøgler-agtige livsstil.  

“Jeg tror da, at min grundindstilling til livet er, at man skal bevare legen og nysgerrigheden. Mange af dem, der kalder sig street artists, laver jo aldrig noget ude på gaden, fordi de kun maler til gallerier. De laver noget, man får penge for. Og det er sådan et dogme for mig, at det skal jeg satme ikke. Det der med ikke at miste legen og være i kontakt med sit indre barn. Hvor klichefyldt det end lyder, så er ‘don’t grow up, it’s a trap’ en stor del af mig. Men jeg er selvfølgelig også en voksen mand, der har to børn. En på tre og en på 17. Jeg kan ikke bare være sådan en evig drengerøv, for der er nogen, der skal forsørges.” 

Aalborg-fiksering

I det hele taget er Jakob Ørom svært optaget af Aalborg. Byen er hans rygmærke, og det tager han ganske alvorligt. Men hvorfor egentlig? Hvad bunder iveren for af at ‘represente’ i? 

“Den betyder vel alt. I hiphop har det altid handlet om, at jeg er fra Queens, jeg er fra Bronx, jeg er West Coast, eller jeg er East Coast. Men hver gang man hører om de første i dansk hiphop, så er det altid Rockers by Choice og MC Einar. Det er altid københavnernes historie. Så det her med at fortælle, at vi var altså også Soulshock og Doctor Jam, og at der også skete en masse ting, der hvor jeg kommer fra. Der var dygtige breakere, malere og DJ’s, nogle af de bedste faktisk,” siger Jakob Ørom og afbryder sig selv med en tænkepause. 

“Det er lidt dobbeltmoralsk, for det endte jo også med, at jeg flyttede til København i en periode ad livets uransagelige veje. Men det er det der med, at det nytter ikke noget at gå og brokke sig over, at der ikke sker en skid og så flytte. Man må skabe noget selv. Og det har jeg gjort. Jeg har arrangeret masser af koncerter, og det er jo altid rarest, hvis andre siger det, men jeg har udnævnt mig selv til Aalborgs undergrundsborgmester.” 

Med sin velkendte ru stemme og havnebys-dialekt forklarer han, at det sætter et aftryk og danner grobund for inspiration, når man føler sig repræsenteret i kulturen. Måske især for de yngre generationer.

“Der er måske nogle knægte, der har siddet i Nordjylland og hørt MC Einar og Rockers by Choice, men pludselig kom der nogen, der hed ‘Gug Tang Klan’, der kommer fra der, hvor de selv kom fra. Det handlede om deres hood. Om at spise andensorteringspølser på Fontænen, klatterne i pornobladene fra Læsehesten. Følelsen af, at det er ‘vores verden, de snakker om’,” siger Jakob Ørom. 

Hans egen afstikker til København kom sig af, at hans daværende kæreste og moren til hans ældste datter, Anemone, fik job i hovedstaden. Så den lille familie flyttede, og Jakob Ørom ræsede den nye by rundt for at holde ild i et hiphop-magasin, som han selv stod bag. Men han følte, at han blev væk i mængden. 

“I København er der 100 Jonny Hefty’er. I Aalborg er der kun en,” forklarer Jakob Ørom, der føler, at det er helt rigtigt at være tilbage i den nordjyske hovedstad igen. Der er ligesom plads nok, og som han siger, behøver de ikke rende og male hinanden over deroppe.  

Kløe i dåsefingeren

Sodavandsdåserne er blevet tomme, og fredagsstemningen er ved at sprede sig i Karolinelund. Flokke af venner kommer gående med øl, børn bliver trillet af sted i klapvogne, fordi de lige er blevet hentede i børneren. Jakob Ørom har selv en bagkant, og vi runder lige så stille af. 

Han skal hente sin datter Luna på tre år. Og så snart vi bevæger os mod udgangen til Karolinelund, der ganske rigtig er blevet rimelig friseret med nøje placerede enge med vilde blomster, bede og tilrettelagte stier, bliver han endnu engang mindet om sin irritation over ombygningen. Murene, der omkranser haven, er industrigrå uden så meget som et stænk af farve. Legesyge sjæle har forsøgt sig med at male lidt på betonen, men de malerier har haft en kort levetid, fordi kommunen maler dem grå igen pronto. Det virker bare ikke i længden ifølge den gamle dreng. 

“Der vil altid være drenge og piger, der har kløe i dåsefingeren,” siger Jonny Hefty og svinger sig op i sadlen på sin ladcykel. 

I 2019 lavede New York Times en liste over byen i verden, der var værd at besøge. Ud af 52 destinationer var Aalborg placeret på en ottendeplads på grund af den ‘high designed waterfront’ og dens ‘old school vibe’.  

Om det er derfor, havnebyen med den tunge dialekt er blevet friseret lidt ekstra, kan man kun gisne om. Men for Jakob Ørom, der altså lever efter mantraet ‘holder’n Aallern’, giver det ikke nogen mening at modarbejde kreativiteten.

“Jeg elsker stadigvæk sådan noget. Jeg er en 54-årig mand, der render og lige sætter nogle klistermærker op. Det brænder stadigvæk lidt i mig. Det er måske også derfor, jeg går rundt og maler alle de her ræve. Det der med at påvirke byen, give den noget farve, noget humør og kulør. Det brænder stadigvæk lige så meget i mig som dengang,” siger Jakob Ørom og forklarer, at den ild kun er blevet mere heftig efter sygdommen.  

“Det er vel lidt klichéagtigt, men livet bliver jo stærkere, når man lige har lugtet lidt til døden.”

LÆS OGSÅ