Det sker ofte, at jeg er sammen med en gruppe venner, som alle bor sammen med deres partner, ofte krydret med et par børn. Mine venner er virkelig gode til at tale om andet end parforhold, faktisk ofte betydeligt bedre end mig, så for det skal der ingen klynk lyde. Mit eneste ubehag opstår, når spørgsmålet om fremtiden og et potentielt forhold kommer på bordet.
Så forleden, da tre af mine venner kom til at åbne op for snakken, tabte jeg hovedet og sagde det, som jeg ellers aldrig har turdet sige højt før: ”Ærlig talt så aner jeg det ikke. Jeg sidder bare her og venter på, at halvdelen af jer bliver skilt.”
Blev der stille om bordet? Ja. Blev mine venner halvt så sure, som de burde være blevet? Nej. De smilede sågar efter et kort øjeblik. En enkelt sagde: ”Det kan jeg egentlig godt forstå.” Og ja, jeg følte mig som verdens værste menneske og undskyldte selvfølgelig med det samme.
Jeg mente det ikke engang. I hvert fald ikke sådan rigtig. For mine venners lykkelige parforhold og kernefamilier (og dem er der altså en del af, trivialitet, dårlig søvn, madpakker og hamsterhjul til trods), giver mig også håb. De får mig til at tro på, at folk får det til at fungere, at der er nogen, der er glade, i hvert fald en vis del af tiden, og som stadig er forelskede i hinanden, selvom børnene er rykket ind i deres seng og realkreditlånet ind på deres bankkonto. Problemet er bare, at det håb ikke altid rækker ind i mit eget liv, men ofte forbliver over på andres banehalvdel. Jeg håber og tror på, at de får en romantisk og lykkelig slutning, men jeg ved aldrig helt med sig selv.
Tro mig, skilsmisse og deleordning kan trække de fleste kærlighedsdrømme fuldkommen ud af dig, for ikke at sige, spidde dig til døde med de amorpile, som ellers tidligere fik dig til at kaste dig i armene på et andet menneske.
”Jeg er sgu bange for, at jeg er ved at blive kynisk. Ikke på jeres vegne, men på mine egne,” sagde jeg senere på aftenen, imens min ene veninde lagde en hånd på mit lår og gav den et kærligt klem.
”Bare rolig,” sagde hun. ”Vi skal nok få romantikeren vakt til live igen.”
Det var på den ene side betryggende og på den anden side ubehageligt. For ærlig talt har jeg ikke lyst til at være romantiker igen, for romantik aldrig gjort noget godt for mig. Romantik har aldrig passet på mig og mit hjerte, eller givet mig et realitetstjek, når jeg virkelig trængte til det. Romantik har fået mig til at tro, at hvis min kæreste virkelig elskede mig, så ville han sige alt det rigtige på alle de rigtige tidspunkter, og han ville få al min tvivl og utryghed til at forsvinde. Og romantik har fået mig til at blive, når jeg egentlig skulle være gået, fordi jeg har troet på fortællingen om, at hvis du virkelig elsker nogen så kæmp, kæmp, kæmp! Romantik har røvrendt mig, rent ud sagt.
Så hvor skal man placere sig, hvis du, kære læser, har det ligesom mig: Du ønsker hverken at være deprimeret kyniker eller håbløs romantiker. Hvad er løsningen?
Her har jeg et ret konkret lille tip. Jeg har nemlig fundet en form for kærlighedsguru i den excentriske, slovenske filosof Slavoj Žižek. Žižek siger, at kærlighed er det modsatte af utilitarisme, at hvis du kan finde gode grunde til at elske en person, så elsker du dem ikke. At kærlighed er den totale accept af et andet menneske med alle deres fejl, mangler og idioter. At kærlighed er at se et andet menneske for hvem de er og elske dem for det. Kærlighed er det modsatte af idealisering, siger Žižek, kærlighed er det modsatte af at have en årsag.
Jeg ved ikke, om jeg kan være helt så idealistisk. Og jeg vil også gerne understrege, at denne opsang om kærlighedens totalitet kommer fra en mand, der selv har været gift fire gange, hvilket i mine øjne understreger, at praksis til tider er sværere end teori. Men altså, ideen kan jo være god nok alligevel.
Så hvordan undgår du at idealisere din partner, men i stedet elske dem helt og holdent for hvem de er? For det første må vi alle starte med realiteterne. Hvem er min kæreste egentlig? Ikke hvem drømmer jeg om, at han, hun eller de kan være, hvem er de. Virkeligheden må findes. Det er et ret banalt råd, som jeg forestiller mig, at de fleste parterapeuter giver gratis ved den første session.
Derefter, den totale overgivelse. Man må sige til sig selv: Dette menneske, med alle deres fejl og mangler, som potentielt vil såre mig med tiden er det menneske, jeg elsker. Dette menneske er totalt i mine øjne. Ikke perfekt, men totalt. Og husk, at denne distinktion mellem perfektion og totalitet er radikal. At elske nogen for hvem de er totalt, er ikke det samme som at sige, at de er perfekte. Hvis de var perfekte var øvelsen ligegyldig. Så var der ingen fare på færde. Og kærligheden er altid farlig, husk det!
For at nå frem til et lidt mindre kynisk standpunkt, vil jeg gerne komme med et lille eksempel fra mit eget levede liv.
Min barndomsveninde blev gift tilbage i september. Det var et skønt bryllup. Vinen og maden var fantastisk, brudeparret var klædt i matchende cremehvidt, der blev spillet jazz til receptionen og serveret baklava og sommerens sidste solmodne tomater til middagen. Alt var perfekt. Alle var smukke og søde og græd på alle de rigtige tidspunkter. Og nej, et bryllup er ikke en begivenhed, hvor du medbringer din indre kyniker, du efterlader hende pænt derhjemme, det er bare god pli.
Men selv hvis jeg alligevel havde sneget en smule kynisme med i min meget lille håndtaske der ellers kun lige præcis kunne rumme pung, cigaretter, lighter og læbepomade, så havde hun med stor sandsynlighed ikke set dagens lys. For der, i kælderen til Den Frie Udstillingsbygning, imens glas klirrede, og vin blev hældt op, sagde gommen nogle ord, der udtrykte lige præcis det, som jeg tror kærligheden måske faktisk kan bære. Ikke kynisme eller romantik, men noget andet, noget tilvalgt, ja måske noget totalt.
”Jeg indser det her hver dag, det er ikke noget, jeg skal overbevises om eller huske på, heller ikke de dage, hvor vi ikke helt kan finde melodien: Jeg vil bare gerne være sammen med dig”, sagde gommen og smilede til hans brud.
”Jeg vil bare gerne være sammen med dig,” gentog han og tørrede en glædeståre fra min venindes kind, hans totale kærlighed.
