Hvorfor er mange mænd utro lige nu?

Januar måned kom faktisk rigtig godt fra start. Jeg fik mig nemlig et lille nytårsknald. 

Det hele startede nytårsaften. Efter min crewmas var jeg totalt høj på festenergi og mere end klar til at gå nytåret i møde. I mange år har dén aften ellers været præget af en træls følelse, som jeg – her i bagklogskabens klare lys – kan se, har handlet om at være single. Følelsen, når man hopper alene ned fra sofaen og bunder sit champagneglas og så tålmodigt må stå og vente på, at alle parrene er færdige med at snave. Not great. For en single, der søger en kæreste, er nytårsfesten én lang påmindelse om, at man igen i år ikke er lykkedes med at samle en soulmate op. 

Men ikke i år! Næh nej, her næsten fire måneder inde i single-eksperimentet har jeg virkelig mærket et stemningsskifte indeni. Det føles ikke længere forceret at sige, at jeg ikke er på udkig efter en kæreste. Jeg mener det faktisk, og selvom det ikke er uden udfordringer, så har det klart sine fordele. For eksempel at man undgår overhovedet at overveje, om man har været en failure i det forgangne år. There you go! 

Det gik dog op for mig, at en nytårsfailure kan komme i mange former. At der er sket et skred i den måde vi scorer på, som ikke kun rammer dem, der er på jagt efter en kæreste, men også os sagesløse singler, der bare er ude efter et engangsknald. For paradoksalt nok lader det til, at chancen for at score er størst, hvis manden allerede er optaget. Min nytårsaften blev, uden jeg vidste det, et vaskeægte skoleeksempel på netop dét. 

En bunke venner og jeg var til en stor privatfest, en af de ægte gode med masser af andre singler – for let’s face it, singleeksperimenterende eller ej, fester hvor der kun kommer folk i par, er der sgu ikke meget ved. Og apropos fire måneder som selvvalgt single, så havde mit berøringsunderskud på det her tidspunkt nået et niveau, hvor jeg nærmest religiøst klikkede mig ind på det spanske rugbyholds TikTok-profil (i øvrigt, gigantisk anbefaling til andre hudsultne derude). 

Så da jeg pludselig befandt mig i selskab med en meget høj og bred mand, der kiggede sultent på mig, som var jeg selveste toppen af kransekagen, eksploderede et helt festfyrværkeri i min krop. 

Uden de store betænkeligheder tog jeg ham med hjem i min lejlighed. For obvious reasons skal jeg ikke nævne hans navn her, så vi kan bare kalde ham Robert. Robert og jeg har fælles perifere venner, vi er stødt på hinanden en milliard gange, og han er et af den slags mennesker, jeg kender fornavnet på, men ikke så meget andet end det. I mine øjne har han altid været lidt mystisk, og jeg havde egentlig opfattelsen af, at han også var lidt svær at charme sig ind på. Eller okay, ret skal være ret, jeg har shootet mit shot før, men det er ikke lykkedes mig at score ham. Før nu, hvor han var mere end klar. I min brandert gav jeg al score-credit til min nyfundne ro i at være single, og jeg troede, at min single-and-satisfied-vibe bare var helt uimodståelig selv for kostbare kandidater som Robert. Little did I know, at det slet ikke handlede om mig. 

Morgenen efter lå vi og rodede rundt, skiftedes til at være lilleske. Når man som jeg har afskåret sig fra dating, swipes og alt, der bare lugter lidt af jagten på romantik, så er det her jo den eneste mulighed for at få stillet hudsulten – en god gammeldags one-nighter. Og lad mig da lige benytte lejligheden til at slå et vigtigt slag for den slags flygtige intime møder, for de er så undervurderede. I min verden er engangsknald free will i al sin herlighed, det er i samme kategori som at spise dessert før aftensmad og insistere på at tage elevatoren, selvom man kun skal én etage op. Adulting at it’s best. 

Normalt er der også en vis konsensus, når det kommer til one-nighters. Begge parter ved godt, at man ikke er taget hjem med hinanden for at indlede en evighedsromance, der skal munde ud i børn og billån og det hele. Det er uforpligtende, og det er det, der gør det så vidunderligt. Men denne gang noget alligevel anderledes: 

“Der er lige noget, jeg skal sige til dig,” sagde Robert nemlig, og gøs ved den første slurk af en elektrolytdrink, jeg netop havde serveret for os; “Jeg har jo faktisk en kæreste.”

Hans tilståelse blev leveret med en overraskende ligegyldighed, og jeg bed især mærke i ordet “jo”. Som om det var noget, han lige var kommet i tanke om. En lille ekstra information om Robert, der *jo* kunne have været rigtig fin for mig at kende til på et tidligere tidspunkt. For eksempel da vi begyndte at snave til festen, da vi satte os ind i taxaen, eller da vi begyndte at rive tøjet af hinanden ude i min opgang.

Selve utroskaben, og min egen non-consensual medvirken til den, tog mig selvfølgelig på sengen, pun intended. Men den helt store what-the-fuck oplevelse var at se, hvor rolig han var omkring det. Han lå udstrakt og afslappet med begge hænder placeret bag hovedet, ren powerposition, og et drømmende blik op i loftet, mens han svarede nej til mit spørgsmål om, om de mon befandt sig i et åbent forhold. De var heller ikke på vej væk fra hinanden, nærmest tværtimod. 

Robert fortalte, at han langt om længe føler, at han har fundet den kvinde, som han skal giftes og have børn med. De er begge to et sted i livet, hvor de er klar til at slå sig ned, og han glæder sig til at gennemgå de voksenting, som alle hans venner allerede er i fuld gang med. Det var cirka de ord, han brugte, jeg går ud fra at *voksenting* er lig med børn og bryllup, det virkede ikke, som om der var de store refleksioner bag det, mere bare ting der kan krydses af en tjekliste. Men altså mate, hvis du er typen, der er utro, så skal du måske ikke gifte dig? Ægteskab er vel ikke noget man *bliver klar til*, bare fordi man har passeret de 30, har overstået sine heydays, keder sig lidt og er træt af at være single. 

“Jeg har heller aldrig gjort sådan noget her før,” proklamerede han gudhjælpemig også. 

TING DER IKKE PASSER TIL 500, TAK. Det tror jeg overhovedet ikke på. Jeg har til gengæld aldrig prøvet at være uforvarende medskyldig i sådan et sidespring, men det var åbenbart bare mig.

For mens han var i gang med at tage sine bukser på, spurgte han, om vi kunne holde det mellem os to. Han var trods alt bange for at blive opdaget. Too little too late, jeg havde allerede oprettet en gruppechat, tilføjet alle mine veninder og skrevet til dem, hvad der var los. 

Lol, nu siger han vi skal holde det hemmeligt, skrev jeg.

hahahahahahha

CLASSIC

hvad fuck tror han selv

bare sig that sounds like a U problem og smid ham ud

Chatten var lit, og der kom mange gode bud på, hvordan jeg kunne sende Robert videre ud i verden. Jeg sagde bare “selvfølgelig” og bad ham smække døren efter sig. Det var vel en fælles forståelse, at sandhed aldrig var en del af aftalen, ik? 

I gruppechatten var der ingen tvivl: Jeg var uden skyld i denne sammenhæng og skulle ikke bruge mere energi på at tænke over ham og hans forhold. Jeg er enig, men jeg kunne alligevel ikke helt ryste en nagende fornemmelse af at have gjort noget forkert af mig. Mine veninders måde at opmuntre mig på var at skiftes til at fortælle om lignende oplevelser, de selv havde haft, og på den måde lukke ned for enhver snert af skyldfølelse. 

Én havde datet en mand, der påstod at være i et åbent forhold, i flere måneder. Det var først, da hun til en fredagsbar fortalte om relationen til en kollega, som tilfældigvis kendte ham, at hun fandt ud af, at det forhold på ingen måde var åbent. Det var hermetisk lukket, og de gik endda i parterapi, fordi – og hold nu fast – manden bøvlede med at stole på kvinden. 

En anden af mine veninder samlede en fyr op på en natklub, men han fik pludseligt travlt med at komme ud af døren meget tidligt om morgenen, angiveligt fordi han skulle hjem og creme sin splinternye tatovering ind. Øh? En undskyldning, der i sig selv burde udløse en vis mistanke, men da hun senere opdagede, at hans Instagram var plastret til med parbilleder, var der ikke længere nogen tvivl. Som cherry on top var der endda et billede af selvsamme tatovering som nyeste evighedsbevis på hans uendelige kærlighed til kæresten. Han gik aldrig til bekendelse, og han bad ikke engang min veninde om at holde tæt. What the hellie. 

Og så var der den med hende, der godt vidste, hvad hun gik ind til. De havde fundet hinanden på et brunt værtshus og var endt med at sidde og snave i et mørkt hjørne. Han sagde, at han *teknisk set* var gift, men at skilsmissen var lige på trapperne. Næste morgen fortrød han dog bittert og endte med at ligge og tudbrøle i hendes seng. Det blev så hendes opgave at samle resterne af denne mandsperson op, rådgive ham i, hvordan han skulle tale med sin kone om det, og forsikre ham gentagne gange om, at det hele jo nok skulle gå. Det var sidste gang hun (bevidst) hev en gift mand med hjem. 

Det her er kun et udpluk, but you get the point. 

Til sidst var der en af pigerne, der skrev, at det i hvert fald var mere end halvdelen af alle de mænd, som hun havde været sammen med i løbet af de sidste par år, der havde vist sig at være i forhold. Resten stemte i, nogle var endda helt oppe og ringe omkring de 70 procent. 

Kan vi singler nu ikke score frit længere, er vi seriøst nødt til at få underskrevet en declaration of independence, før vi med ro i maven kan invitere en fyr hjem og bolle? Og ja ja, disclaimer, al min empiri er hentet fra en gruppechat fuld af kvinder, og der er da også et par stykker af dem, der har været ude på rov en gang eller to. Men ellers har jeg altså ikke rigtig kunnet blive klogere på, hvordan det forholder sig med omvendt kønstegn. Eller i ikke-heteroseksulle forhold for den sags skyld. Men altså, slå op på en vilkårlig side i et vilkårligt sladderblad og læs historier om #coldplaygate, Stalker-Sisse eller den royale udflugt til Madrid, hvis pigernes yap ikke er bevismateriale nok. 

Tendensen er tydelig: Vi lever i en regulær utroskabsepidemi. But why? Jeg nægter at tro på, at det bare er blevet in at være utro. Og jeg har faktisk et bud på en alternativ forklaring: 

For hvad hvis det i virkeligheden handler om, at det er blevet nemmere at score de utro mænd, end det er at score dem, der rent faktisk er singler? Er al den utroskab endnu et resultat af en rådden dating-kultur, hvor singlerne er blevet vænnet så meget af med at tage initiativ ude i virkeligheden, at de bliver overhalet indenom af dem, der er ude på ballade? 

Gruppechatten siger, at det er en solid forklaring. Der er ikke særlig mange af damerne, der er på dating-apps, så næsten al scoring foregår ude irl. I de tilfælde, hvor de – velvidende eller ej – er blevet nogens hemmelige elsker, har det ikke været på eget initiativ. Nej, det har skam været de insisterende typer, dem der har givet komplimenter, holdt øjenkontakten, flirtet og delt ud af delikate berøringer. (Og inden nogen begynder på violinerne om, at det er svært at flirte i #metoo-tider: imma stop you right there. Det handler om at læse et rum og opføre sig ordentligt.)

Men lad det være en opfordring til fellow singler derude, især dem af modsatte køn. Scor din dame, inden en anden gør det. Tøven er en luksus, som gifte mænd ikke har. 

Well, det var vidst det jeg havde at berette fra en januar måned, der gav et helt nyt perspektiv på mit lille kærlighedseksperiment, og som lærte mig at være mere kritisk over for, hvem der får lov at komme med mig hjem. Åh ja, og in other news: ejendomsselskabet har droppet planerne om at smide mig ud af lejligheden! Hurra! Jeg bliver sgu boende lige her på gerningsstedet, som efter min one-nighter med UTRObert er blevet renset med salvie og palo santo, ud med al den dårlige energi. Så NU føler jeg mig rigtig klar til 2026.

Ses i februar!