Danmark er historisk et landbrugsland, men landbruget har i flere årtier været på retræte og er i disse år under heftig beskydning fra mange sider som blandt andet ødelægger af naturen.
Derfor er det lige dele betimeligt og kontroversielt at lade en landbrugsfamilie være omdrejningspunktet for den stort anlagte DR-dramaserie ’Høst’. Den handler meget specifikt om landbrugslivet, men også mere abstrakt om arv og miljø samt hvad der sker, når man blander familie og forretning.
Da serien i foråret fik verdenspremiere på den prominente tv-festival Canneseries, blev den beskrevet som ’Succession’ med traktorer, mens holdet bag har nævnt de voluminøse western-dramaer ’Yellowstone’ og ’Dallas’ som inspirationskilder. Det handler nok snarere om den anderledes kulisse end tonen, for serien er trods højtsvungne indslag som en bibelsk syndflod, der truer med at ødelægge høsten, mere sylespids end episk i sit snit.
’Høst’ har benene placeret solidt i den danske muld som et forrygende blandingsprodukt af Dogme-bevægelsen og DR’s stolte tradition for stærk dramatik. I første afsnit føler man sig vitterlig hensat til en sammensmeltning mellem ’Festen’ og ’Arvingerne’, når patriarken Gorm (Lars Brygmann) inviterer til sin 65-års fødselsdag hjemme på Feldumgaard, hvor han driver et økologisk landbrug.
Her lurer en ubehagelig stemning med luften tyk af hemmeligheder og skænderi midt i fødselsdagssangen, når forsmåede kvinder og mænd i hobetal forlader festen i vrede. Sjældent er der set så mange stramme miner og stivnede smil på dansk jord, og det er faktisk så voldsomt, at det føles en kende utroværdigt.
Bliver man hængende, belønnes man til gengæld i rigt mål med velkendte og betændte relationer, der river en op indefra med skildringen af en familie i opbrud. Her går forhold mellem fædre og børn i stykker, når vreden siver ned gennem generationer, mens der også bliver plads til kærligheden.
En af dansk tv-histories mest fascinerende figurer
Vi ved fra det kendte ordsprog, at blod er tykkere end vand, men er det også tykkere end gylle?
Det spørgsmål bliver udforsket gennem en samling ekstremt komplekse mennesker, der ofte er helt ulidelige at være i selskab med. ’Høst’ rummer sindssyg smålighed og alskens andre grimme følelser på en måde, der er menneskeligt vedkommende i al sin genkendelighed.
Dramaet tager sin begyndelse, da Gorm vælger at se bort fra den forventede arving – ældstesønnen Erik – og i stedet lader datteren Astrid overtage familiegården.
Erik er en af dansk tv-histories mest fascinerende figurer. Han spilles af sårbare Elliott Crosset Hove, der med udbrud af eksplosivt raseri gør ham til en tikkende bombe, hvis vrede går ud over både kone og søn. Katrine Greis-Rosenthal spiller den populære datter Astrid, hvis idealisme bliver udfordret, da hun ad flere omgange må ud at fange bortløbne køer om natten.
Der er en helt speciel omgangstone mellem de tre søskende, som også tæller lillebroren Thomas (Simon Bennebjerg), der har et langt lysere sind. Deres søskenderivalisering bunder i barndomsjalousi, mens Astrids kollega og ungdomskæreste Jens (Joachim Fjelstrup) får ægteskabelige problemer på grund af ankomsten af den nye chef.
Midt i det centrale familiedrama forlader Gorm sine egne børn for i stedet at opsøge niecen Signe (Molly Egelind), der bærer nag, fordi onklen slog hånden af hendes far. Det er en fantastisk scene, når hun besøger Feldumgaard og dannet spiller klaver for sin fremmedgjorte familie, mens fætrene Erik og Thomas løber kapløb om penge iført underbukser i haven.
Det er nærmest som taget ud af Lars von Triers ’Idioterne’ og har så intens en nerve, at man både griner og får lyst til at kigge væk, når Erik bliver irettesat foran alle andre.
Beskidt og uperfekt verden
Serieskaber Martin Zandvliet har skabt dirrende filmkunst med ’Applaus’, ’Dirch’, ’Toves værelse’ og Oscar-nominerede ’Under sandet’, men kaster sig med ’Høst’ for første gang over seriemediet.
Hans filmsprog er på samme tid nedbarberet og underskønt, og skildringen af livet på landet oser af ægte autenticitet. Ægtefællen Camilla Hjelm er seriens fotograf, men her er ingen nepotisme at spore, for ud over flere af deres fælles projekter har hun stået bag kameraet på stærke titler som ’Vejen hjem’ og førnævnte ’Arvingerne’.
Hendes billeder fremstår ikke pænt retoucherede, men derimod poetiske og rå, så man får fornemmelsen af at træde ind i en beskidt og uperfekt verden.
Man kunne på forhånd frygte, at det var den kreative klasses blik på landbruget, der fik lov til at dominere i serien. Sådan føles det dog ikke for denne provinsknægt med indrømmet meget begrænset erfaring udi kunsten at så, høste og genne køer.
Med lidt held kan ’Høst’ samle danskerne til en nuanceret samtale om, hvad landbruget skal være for en størrelse i fremtiden.
Fandenivoldsk nyskabelse
Vist nok uden for normen har DR givet anmeldere lov til at se alle syv afsnit inden premieren, men det er en klog beslutning. ’Høst’ står skarpest i sin helhed, men hvert afsnit fungerer samtidig som udforskninger af forskellige genrer, som når der under en sankthansfejring pludselig går krimi-eftersøgning i den.
Det skæve antal afsnit – i sin tid blev det meldt ud, at serien bestod af otte afsnit, men der er sket noget undervejs – viser serien som en dynamisk størrelse, der ikke lader sig diktere af udefrakommende hensyn. Spilletiden på de fleste afsnit er også nærmere 45 minutter end den fulde time, som ellers giver mening i forhold til at udfylde en sendeplan.
Der er noget fandenivoldsk over hele projektet, der får det til at virke fuldkommen nyskabende i DR-regi, samtidig med at det fletter sig smukt ind i en tradition for at fortælle danske historier om danskerne.
I sidste afsnit skal høsten langt om længe i hus, og det er rørende endelig at se dem arbejde sammen i marken, hvor der opstår forbrødring og et ømt øjeblik af søskendekærlighed. Forhåbentlig kommer der flere sæsoner af en af de mest betagende danske serier i nyere tid.
