Alle og deres bedstemor har efterhånden sunget med på Aphacas største hits som ’Smelter under månen’ og ’En drøm om et menneske’. Men det unge band har haft så eksplosiv en succes, at det nok er de færreste, der overhovedet har nået at tænke over, hvor de egentlig kom fra.
Det viser dokumentaren ’Aphaca: Brug for hinanden’. Filmen starter ganske vist med en medrivende scene fra bandets koncert på Roskilde Festival 2025, men det meste af den foregår i de to år forinden, hvor de har fået en pladekontrakt og er i gang med at køre sig i stilling til det enorme gennembrud.
Det ganske unikke udgangspunkt resulterer i en perlerække af slående optrin, der viser den særlige blanding af ydmyghed og tro på egne evner, som bandet besidder.
”Er I et rigtigt band?” spørger produceren Adi Zukanovic prøvende, da han møder dem første gang i den gård, hvor de har fundet plads til et øvelokale. Det ved de unge fyre ikke helt, hvad han mener med, men da han spørger, om de også spiller med andre bands, er svaret klart – det er bare dem!
Det er en sitrende oplevelse at være i selskab med de sympatiske drenge, der vitterlig har brug for og giver plads til hinanden i bestræbelserne på at få musikdrømmen til at gå i opfyldelse. Faktisk er det direkte rørende at se, hvordan de passer på sig selv og hinanden på vejen mod stjernerne.
En verden af tanker
Danske biografer bliver i disse dage bombarderet med musikdokumentarer, hvor nogle af verdens største stjerner optræder for publikum. Billie Eilish og Iron Maiden spiller på hver sin måde op til fest, og der er også sprudlende koncertoptagelser i ’Aphaca: Brug for hinanden’.
Den smittende glæde ved musikken og fællesskabet opstår dog særligt, når de unge drenge er i studiet sammen og skaber magi. Det udtryk er faktisk ikke helt præcist, for dokumentaren viser flot, at det kræver andet og mere end nedslag af guddommelig genialitet at være et band og lave musik sammen.
Fokus er på lange øvesessioner og vanskelige samtaler om, hvordan man sammen skaber et musikalsk udtryk, som alle medlemmer kan se sig selv i. De er en enhed, men også fire vidt forskellige mennesker, som hver døjer med deres egen tvivl og usikkerhed.
Længe kommer det mest til udtryk hos trommeslageren Noah Elias Rasmussen, der ikke helt kan finde ud af, om han er tilfreds med lyden. Samtidig er der dog plads til magien.
Den opstår mest tydeligt, da forsanger Rumle Hueg Kærså sætter sig foran de andre ude i gården med en akustisk guitar og spiller en sang, som han arbejder på. Her overværer vi fødslen af det senere megahit ’En drøm om et menneske’, som giver bassisten Bertram Ask Plauborg en tåre i øjenkrogen.
Senere bliver Bertram indfanget i et nærbillede, mens han, tynget af kærestesorger, spiller bandets hidtil største koncert på Smukfest. Hans ansigtsudtryk byder på en verden af tanker, som man nærmest drømmer sig væk i.
Der er også en befriende gang ungdommens (over)mod at finde, da det går op for gutterne, at de har overhalet selveste Minds of 99 i antal månedlige afspilninger på Spotify. ”Vi er Danmarks største band!” udbryder en af dem med et grin, mens keys-spilleren Bertil Engberg Nielsen får flokken ned på jorden igen ved at henvise til det internationale kæmpeband Volbeat.
”Så er vi det største danske band, der synger på dansk!” lyder næste charmerende udfald.
Euforiske højdepunkter
Instruktør Emil Næsby Hansen og hans producent og medmanuskriptforfatter Emil Wergeland skriver sig med ’Aphaca: Brug for hinanden’ ind i den absolutte superliga på den allerede sprudlende danske dokumentarscene.
De har tidligere lavet den lille perle ’Skjold & Isabel’ om et ungt kærestepar, der oplever kærlighedens svære væsen.
På imponerende vis er det lykkedes dem at holde fast i et poetisk filmsprog, der veksler mellem kunstnerklichéer om lange nætter med indspilning i bar mave og intime scener med familier, kærester og undervisning på uddannelserne.
Selv om filmen ret ukarakteristisk for den slags dokumentarer varer næsten to hele timer, er man godt underholdt hele vejen. Undervejs er højdepunkterne så euforiske, at man sagtens kan tilgive, at der måske godt kunne være strøget et enkelt øjeblik eller to, hvor et af bandmedlemmerne med en cigaret og en kop kaffe i hånden kigger tænksomt ud i horisonten.
Venskab over musik
’Aphaca: Brug for hinanden’ er mere end bare historien om, hvordan fire københavnske venner indtog den danske musikscene med et brag. Filmen føles faktisk som et generationsportræt, eller måske ønsker man sig bare inderligt, at alle unge i fremtiden kan finde lige så stærkt et sammenhold og fællesskab.
Musikken er helt klart et vigtigt element i bandets venskab, men man mærker hele tiden, at den absolut ikke er det vigtigste.
At de så alligevel formår at lave popmusik ikke bare til tiden, men til samtlige generationer af danskere, er slet og ret fantastisk.
🖤🖤🖤🖤🖤🤍
